What fires wires
Den fascinerende hjerne
Et af de mest spændende aspekter ved mennesket er vores evne til at transformere os. At krop, sind og psyke har et design, der kan tale sammen og skabe retning. Og hvis man er spirituel anlagt, at man også kan leve et liv, der rækker ud over det, vi kan nå via kontemplation.
Dine tanker gør en forskel
Et af de mest spændende aspekter ved mennesket er vores evne til at transformere os. At krop, sind og psyke har et design, der kan tale sammen og skabe retning. Og hvis man er spirituel anlagt, at man også kan leve et liv, der rækker ud over det, vi kan nå via kontemplation.
Mit livs måske største transformation har handlet om skam, og hvordan den har haft indflydelse på mit indre levede liv og mine relationer.
Skam kan deles op i god og dårlig. God skam er nødvendig for at kunne navigere i grupper, mens dårlig skam er, ja, dårlig, fordi den som et ærgerligt spøgelse hele tiden får en til at føle, at man ikke er god nok. Et spøgelse, som vandrer ud og ind af menneskets mange hylder – uden at spørge om lov. Uanset hvad man gør, så skal den dårlige skam nok sørge for at fortælle en, at man er et slet menneske. Denne type skam har jeg haft overordentlig meget af. Desværre. Og alligevel ikke desværre, fordi jeg ikke ville have den ild og drivkraft, jeg i skrivende stund har, til at søge lise, kærlighed og harmoniske relationer, hvis ikke jeg havde haft dette ”spøgelse” til konstant at dukke mig. Fucking, selvom jeg opnåede en kandidatgrad i filosofi og journalistik på RUC og dette med seriøst gode karakterer, skulle den dårlige skam nok sørge for at skabe et negativt ladet narrativ over denne præstation.
En del af min rejse har således handlet om at tage livtag med og forandre dette spøgelse. Og hvis du kan genkende dig selv i noget af ovenstående, og du på din vej møder mennesker, som er deterministiske anlagt og hævder, at det bare er noget du må leve med, så tro dem ikke. Vi er designet til forvandling og transformation. Vi skal blot tappe ind på de rigtige frekvenser.
Mit livs måske største transformation har handlet om skam, og hvordan den har haft indflydelse på mit indre levede liv og mine relationer.
Skam kan deles op i god og dårlig. God skam er nødvendig for at kunne navigere i grupper, mens dårlig skam er, ja, dårlig, fordi den som et ærgerligt spøgelse hele tiden får en til at føle, at man ikke er god nok. Et spøgelse, som vandrer ud og ind af menneskets mange hylder – uden at spørge om lov. Uanset hvad man gør, så skal den dårlige skam nok sørge for at fortælle en, at man er et slet menneske. Denne type skam har jeg haft overordentlig meget af. Desværre. Og alligevel ikke desværre, fordi jeg ikke ville have den ild og drivkraft, jeg i skrivende stund har, til at søge lise, kærlighed og harmoniske relationer, hvis ikke jeg havde haft dette ”spøgelse” til konstant at dukke mig. Fucking, selvom jeg opnåede en kandidatgrad i filosofi og journalistik på RUC og dette med seriøst gode karakterer, skulle den dårlige skam nok sørge for at skabe et negativt ladet narrativ over denne præstation.
En del af min rejse har således handlet om at tage livtag med og forandre dette spøgelse. Og hvis du kan genkende dig selv i noget af ovenstående, og du på din vej møder mennesker, som er deterministiske anlagt og hævder, at det bare er noget du må leve med, så tro dem ikke. Vi er designet til forvandling og transformation. Vi skal blot tappe ind på de rigtige frekvenser.
“He who has health has hope;
and he who has hope has everything.”
Arabian proverb
Når jeg i det følgende refererer til filmen Heal på Netflix, er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke tror på vestlig medicin. Hvilket vel egentlig også er et absurd postulat, med tanke på at nogle af vores største begavelser og opdagelser er at finde inden for dette område. Det betyder heller ikke, at jeg hælder mere til kinesisk medicin, ayuerveda-traditioner og alternativ medicin i øvrigt, men at jeg er kritisk indstillet over for forvaltning og herunder kommunikationen imellem de mange bud på sundhed, der findes. Hvis liderligheden efter at tjene penge, opnå priser og sidde på taburetter blev erstattet af et inderligt og unbiased ønske om at gøre mennesker raske og sunde, ville vi være et helt andet sted i dag. Intentionen med følgende skriv er således ikke på nogen som helst måde at postulere, at de vises sten hermed er fundet, hvad angår behandling af fx livstruende sygdomme, men at hvis vi i højere grad inkluderer de mere ”bløde” indgange og anlægger en mere holistisk tilgang til mennesket i vores behandlingssystem, kan vi skabe nogle helt andre resultater, end det vi gør i dag. Altså efter min mening.
Nå.
Et af de centrale dogmer inden for biologien har længe været, at livet er kontrolleret af gener. En slags genetisk determinisme, hvor det, vi føler og tænker, ikke egentlig gør så meget forskel i forhold til udvikling af alt muligt. Blandt andet diabetes 1, cancer, stofskifteudfordringer og degenerative nervesygdomme. Vi har et sæt gener, så at sige, som bestemmer, hvorvidt vi får diverse kroniske sygdomme eller ej. Denne måde at tænke om mennesket på, og menneskets muligheder, bliver der på mange måder gjort op med i denne film.
I filmen interviewes forskellige ”alternative” (kan vi ikke snart finde et andet ord for denne gruppe af behandlere?) personligheder, som, for en stor dels vedkommende har haft sygdom inde på livet og i stedet for at følge den konventionelle medicin (måske der også skal findes et andet ord for det?), gør brug af, ja, alternative metoder til at blive raske.
En af dem er psykiater Kelly Brogan, som ni måneder efter sin datters fødsel får konstateret stofskiftesygdommen Hashimotos thyroiditis. En sygdom, som af myndighederne betegnes ”kronisk autoimmun”, hvilket vil sige, at du ifølge dem skal trækkes med den resten af livet. Sådan gik det dog ikke for Kelly Brogan. Hun valgte at gå til en biopat, i stedet for at følge lægernes råd, og efter 4,5 års arbejde på mange forskellige fronter, ikke mindst med hendes kost og justeringer af denne, blev hun konstateret rask og med en normal produktion af T3 og T4.
Du kan læse mere om Kellys rejse her.
En anden og måske for nogen mere velkendt personlighed, figurerende i filmen, er TED-talkeren og neuroforskeren Joe Dispenza. I forbindelse med et cykelløb kom Joe ud for en ulykke, som forårsagede et – efter lægernes opfattelse – uopretteligt brud på seks ryghvirvler i hans midt-ryg hvilket betød, at han aldrig kom til at gå igen. Altså ifølge lægerne. Joe var dog af en anden opfattelse og besluttede sig for at meditere over en længere periode for derved at genetablere den rigtige type nervekommunikation i de berørte rygstykker, så de atter kunne fungere efter hensigten. Og det lykkedes. Efter en lang og intens meditationsperiode var det, som om noget klikkede på plads, som han i filmen siger, og derfra rejste han sig fra sin kørestol. Siden da har han helliget sig studiet af, hvordan krop, sind og psyke hænger sammen.
Så hvad angår ”psykologi”, er jeg ikke et komma i tvivl om, at vi med de rigtige møder og de rigtige responser på livets udfordringer, kan gøre en stor forskel. En forskel, som skaber varige forbedringer ind i livskvaliteten. Men hvad med kroppen? Og kroppens mange kvababbelser?
Når jeg i det følgende refererer til filmen Heal på Netflix, er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke tror på vestlig medicin. Hvilket vel egentlig også er et absurd postulat, med tanke på at nogle af vores største begavelser og opdagelser er at finde inden for dette område. Det betyder heller ikke, at jeg hælder mere til kinesisk medicin, ayuerveda-traditioner og alternativ medicin i øvrigt, men at jeg er kritisk indstillet over for forvaltning og herunder kommunikationen imellem de mange bud på sundhed, der findes. Hvis liderligheden efter at tjene penge, opnå priser og sidde på taburetter blev erstattet af et inderligt og unbiased ønske om at gøre mennesker raske og sunde, ville vi være et helt andet sted i dag. Intentionen med følgende skriv er således ikke på nogen som helst måde at postulere, at de vises sten hermed er fundet, hvad angår behandling af fx livstruende sygdomme, men at hvis vi i højere grad inkluderer de mere ”bløde” indgange og anlægger en mere holistisk tilgang til mennesket i vores behandlingssystem, kan vi skabe nogle helt andre resultater, end det vi gør i dag. Altså efter min mening.
Nå.
Et af de centrale dogmer inden for biologien har længe været, at livet er kontrolleret af gener. En slags genetisk determinisme, hvor det, vi føler og tænker, ikke egentlig gør så meget forskel i forhold til udvikling af alt muligt. Blandt andet diabetes 1, cancer, stofskifteudfordringer og degenerative nervesygdomme. Vi har et sæt gener, så at sige, som bestemmer, hvorvidt vi får diverse kroniske sygdomme eller ej. Denne måde at tænke om mennesket på, og menneskets muligheder, bliver der på mange måder gjort op med i denne film.
I filmen interviewes forskellige ”alternative” (kan vi ikke snart finde et andet ord for denne gruppe af behandlere?) personligheder, som, for en stor dels vedkommende har haft sygdom inde på livet og i stedet for at følge den konventionelle medicin (måske der også skal findes et andet ord for det?), gør brug af, ja, alternative metoder til at blive raske.
En af dem er psykiater Kelly Brogan, som ni måneder efter sin datters fødsel får konstateret stofskiftesygdommen Hashimotos thyroiditis. En sygdom, som af myndighederne betegnes ”kronisk autoimmun”, hvilket vil sige, at du ifølge dem skal trækkes med den resten af livet. Sådan gik det dog ikke for Kelly Brogan. Hun valgte at gå til en biopat, i stedet for at følge lægernes råd, og efter 4,5 års arbejde på mange forskellige fronter, ikke mindst med hendes kost og justeringer af denne, blev hun konstateret rask og med en normal produktion af T3 og T4.
Du kan læse mere om Kellys rejse her.
En anden og måske for nogen mere velkendt personlighed, figurerende i filmen, er TED-talkeren og neuroforskeren Joe Dispenza. I forbindelse med et cykelløb kom Joe ud for en ulykke, som forårsagede et – efter lægernes opfattelse – uopretteligt brud på seks ryghvirvler i hans midt-ryg hvilket betød, at han aldrig kom til at gå igen. Altså ifølge lægerne. Joe var dog af en anden opfattelse og besluttede sig for at meditere over en længere periode for derved at genetablere den rigtige type nervekommunikation i de berørte rygstykker, så de atter kunne fungere efter hensigten. Og det lykkedes. Efter en lang og intens meditationsperiode var det, som om noget klikkede på plads, som han i filmen siger, og derfra rejste han sig fra sin kørestol. Siden da har han helliget sig studiet af, hvordan krop, sind og psyke hænger sammen.
“The human body is the best picture
of the human soul.”
Tony Robbins
En af de røde tråde igennem filmen er Kelly Turners arbejde med at indsamle data fra de mange mennesker verden over, som diagnosticeres med cancer i stadie fire (det sidste og tungeste stadie i et cancerforløb), og som kommer sig (radical remission). Et arbejdede hun erhvervede sig en ph.d i. Du kan se mere om Kellys arbejde i denne youtubevideo.
En af disse cancerpatienter er Anita Moorjani, som også har bedrevet bogen ”Dying to be me”. En selvbiografi, hvori Anita fortæller om, hvordan hun i 2004 diagnosticeres med lymfom (cancer i lymferne) og to år senere i kørestol hjules ind på et hong kongsk sygehus, hvor hendes mand af stedets onkologer meddeles, at det er nu, han skal sige sine farveller, eftersom canceren har spredt sig, og som mandarinstore bolde ligger overalt i lymferne. Det er et spørgsmål om timer, før Anita ikke længere er iblandt os, som de sagde.
Og ganske rigtigt. Efter 30 timers koma vågnede hun op og erklærede sig selv for cancerfri over for det måbende hospitalspersonale. Sådan er det bare, som hun meddelte dem. De fik travlt med at tage den ene prøve efter den anden for at spore canceren, men kunne intet finde.
I dag lever Anita i bedste velgående og afholder workshops over hele verden. ”Dying to be me” kan lånes på biblioteket eller købes online. En fascinerende historie om det mystiske menneskes dybder.
I filmen laver Kelly Turner en slags indsamling af data over de mennesker, som har oplevet det samme som Anita Moorjani (over 1500). Mennesker over hele verden, som af lægerne får samme nedslående diagnose, og som alle er kommet sig og i dag erklæret raske. Og altså data over, hvad disse mennesker har gjort for at blive raske. Det bliver til lidt over 70 ting, som karakteriserer deres handlinger, hvilket koges ned til følgende ni:
En af de røde tråde igennem filmen er Kelly Turners arbejde med at indsamle data fra de mange mennesker verden over, som diagnosticeres med cancer i stadie fire (det sidste og tungeste stadie i et cancerforløb), og som kommer sig (radical remission). Et arbejdede hun erhvervede sig en ph.d i. Du kan se mere om Kellys arbejde i denne youtubevideo.
En af disse cancerpatienter er Anita Moorjani, som også har bedrevet bogen ”Dying to be me”. En selvbiografi, hvori Anita fortæller om, hvordan hun i 2004 diagnosticeres med lymfom (cancer i lymferne) og to år senere i kørestol hjules ind på et hong kongsk sygehus, hvor hendes mand af stedets onkologer meddeles, at det er nu, han skal sige sine farveller, eftersom canceren har spredt sig, og som mandarinstore bolde ligger overalt i lymferne. Det er et spørgsmål om timer, før Anita ikke længere er iblandt os, som de sagde.
Inden dette afgørende tidspunkt, opruller Anita i bogen en længere fortælling om, hvad hun bedrev, eller hvordan hun i de to år med cancer kæmpede for at komme den til livs. I denne kamp var hun i berøring med både den kinesiske og vestlige medicin, samt de indiske ayuerveda-traditioner, fordi hun mente, at jo flere tråde hun trak i, desto større chance for at komme sig. Desværre var det ikke nok til at slå canceren ned, og efter få øjeblikke på føromtalte hospital træder Anita ind i en lang koma. En koma, som de tilstedeværende læger i kor mente var de sidste livstegn fra Anita. Indeni Anita var historien dog en anden. For via komaen trådte hun ind i en form for klarhed, hvor hun erkendte, hvilket frygtsomt liv, hun havde levet. Et lev baseret på angst for ikke at leve op til sin indiske families forventninger. Og da hun – derinde – valgte at gøre op med dette tankesæt, vidste hun langt indeni, at canceren derved ville trække sig.
Og ganske rigtigt. Efter 30 timers koma vågnede hun op og erklærede sig selv for cancerfri over for det måbende hospitalspersonale. Sådan er det bare, som hun meddelte dem. De fik travlt med at tage den ene prøve efter den anden for at spore canceren, men kunne intet finde.
I dag lever Anita i bedste velgående og afholder workshops over hele verden. ”Dying to be me” kan lånes på biblioteket eller købes online. En fascinerende historie om det mystiske menneskes dybder.
I filmen laver Kelly Turner en slags indsamling af data over de mennesker, som har oplevet det samme som Anita Moorjani (over 1500). Mennesker over hele verden, som af lægerne får samme nedslående diagnose, og som alle er kommet sig og i dag erklæret raske. Og altså data over, hvad disse mennesker har gjort for at blive raske. Det bliver til lidt over 70 ting, som karakteriserer deres handlinger, hvilket koges ned til følgende ni:
Ændre din kost radikalt
Følge din intuition
Tag kontrol over dit helbred
Gør brug af urter og tilskud
Slip undertrykte følelser
Forøg mængden af positive følelser
Gør positivt brug af netværk
Forøg din åndelige kontakt
Hav et stærkt formål med at leve
Tankevækkende er det, at de fleste af ovenstående punkter omhandler følelser og kontakt til andre mennesker.
Ændre din kost radikalt
Følge din intuition
Tag kontrol over dit helbred
Gør brug af urter og tilskud
Slip undertrykte følelser
Forøg mængden af positive følelser
Gør positivt brug af netværk
Forøg din åndelige kontakt
Hav et stærkt formål med at leve
Tankevækkende er det, at de fleste af ovenstående punkter omhandler følelser og kontakt til andre mennesker.
Tankevækkende er det, at de fleste af ovenstående punkter omhandler følelser og kontakt til andre mennesker.