At ”gøre det sammen” er dog et udtryk for mange ting

Dog. Om man vil det eller ej, så er klient/terapeut-relationen et asymmetrisk forhold, hvor terapeuten har eller er en autoritet. Det er virkelig nødvendigt med denne autoritet, for ellers er relationen jo ikke væsensforskellig fra et ven-veninde-forhold, hvor man chit-chatter om dit og dat i øst og vest. Terapeuten installerer et holdepunkt, omkring hvilket der holdes fokus på, hvad klienten ønsker at arbejde med, og hvorhen vedkommende ønsker at gå. Man kan også sige, at terapeuten ”låner” sit nærvær og sit nervesystem til klienten for at yde støtte til vækst og udvikling. Dette foregår i et miljø, hvor der konstant danses mellem kontrol og ikkekontrol. ”Kontrol” og ”ikkekontrol” er alt for store begreber at rulle ud i denne kontekst, men kort fortalt handler det om at klienten på en side skal have fornemmelsen af, at der er lederskab i rummet, og på en anden side at rummet er så ikkestramt, at der konstant efterlades plads til noget, der er noget andet end det styrede. Og som kan være alt muligt; nye narrativer, nyt sprog for indre følte fornemmelser, stramt væv der kalder på en anden type opmærksomhed, følelser af mange slags, som måske har været gemt alt for længe, oplevelsen af en højere grad af mestring eller anderledes type mestring, hvad angår ens forsvar, osv., osv.

Autoritet

Brugen af autoritet er et af de vigtige nøgleord for dette punkt. I gamle dage, da pioneren Freud grundlagde psykoterapien, forvaltede han sin autoritet på en facon, hvor hans klientkonklusioner ikke var til forhandling. Efter et psykoanalytisk forløb på x-antal år fik man så at sige en spiseseddel på, hvem man var, hvad der var ens svagheder, og hvor man stadig skulle arbejde med sig selv. Freud var den første, der begyndte at lytte til kvinders beklagelser (i stedet for at dyppe dem i kolde karbade, håbende på, at man derved kunne styre deres hysteri), hvilket efter min mening måske er en af de største bedrifter i menneskets historie. Altså at lægge de første sten til en vej, hvor mennesket begyndte at kigge på muligheder i psyken i stedet for at lade sig styre af mandligt mentalt udarbejdede facitlister. Det er dog over 100 år siden nu, og i dag forvaltes terapi helt anderledes. Det er mindre et mål at nå et, ja, mål for derved at nå lise. Eller. Selvfølgelig er det fint at nå mål, som er i overensstemmelse med forlods formulerede værdier, hvilket vel for en stor dels vedkommende, er hvorfor man vælger at gå i terapi. Altså at man har en udfordring eller er i krise og efter et endt forløb gerne skulle være et andet sted. Men ”at gøre det sammen” er et udtryk for, at terapeuten er meget mere aktivt med i processen med sit hele jeg, end det var ved psykoterapiens indstiftelse. Og videre; at ”gøre det sammen” er det modsatte af, at terapeuten er bedrevidende eller piedestaliserer sig selv.

At sætte parenteser

Når min klient er begejstret for, at vi har pisse god kemi, er det altså ikke lig med, at der ikke tages styring, men er – håber jeg – et udtryk for, at den fænomenologiske metodologi er lykkedes (læs mere om fænomenologi her), hvor jeg som terapeut konstant er nysgerrig, konstant sætter parentes om min bias, og konstant slipper taget i ideen om, at jeg nu har set lyset. Men et udtryk for, at jeg bare er med klienten. Er med hvad, der dukker op. Er med de energier, som flyder i rummet, og i respektfuldt fællesskab med klienten undersøger, hvad der er hvad.