Chok traume
Der findes ingen opskrifter, og selvom jeg indimellem kunne ønske at traumehelings-arbejdet netop bestod af opskrifter og trin, så er det ikke virkeligheden. De tilstande har sit helt eget liv, sine egne rytmer og sit eget kaos, og er blandet sammen og vil blande sig sammen. Det er uendelig komplekst.
At danse med nervesystemet – Ulla Rung Weeke
Chok og traumer og behandling af disse er komplekst, fordi det involverer så meget, så mange dimensioner af menneskets krop og sind, og fordi disse står i indvirkning med og præger hinanden. Og fordi det også rækker langt ind i relationer til andre mennesker.
Tsunami
Som Ulla Rung Weeke skriver, ville det være dejligt med en opskrift til løsning, men det er ikke ladsiggørligt. Traumer har præg af at være autonome tilstande, som ligesom har deres eget liv – bagom det måske velmenende bevidste og moralske jeg. ”Deres eget liv” betyder, at man godt kan lægge planer og følge alverdens gode råd og anvisninger med den intention at tøjle sin til tider uforståelige adfærd, men at når først kraften fra traumet rejser sig, er man givet ved eller nærmere prisgivet denne energi. Som en tsunami ustoppeligt buldrende.
Ramte soldater
Et eksempel på dette fænomen kan man se i Phie Ambos dokumentar ”Free the mind”, hvor hjemvendte soldater ønsker at leve et familiært og fredsommeligt liv, men at deres traumer taler med større bogstaver end deres evne til med viljen at være normal i normale relationer. De frygtelige begivenheder, de har været udsat for, er huserende i sindet på en måde, så der konstant spændes ben for dem selv.