Som navnet antyder, er der fokus på emotioner og formidling af disse. Selve den psykoterapeutiske skole EFT er kompleks, og respekterer ligesom alle mulige andre terapeutiske skoler de skuldre, vi står på, hvor diverse pionerer har lagt stenene for os, ikke mindst Sigmund Freud. Så selvom psykoanalysen i dag ikke har fordums udbredelse eller magt, bliver mange af Freuds tanker som det naturligste inkorporeret i det teoretiske ophav.
Et af de spændende aspekter ved EFT er dets nuancering af følelser, hvor man blandt andet skelner mellem primære og sekundære følelser. En primær følelse er givet ved, at der er overensstemmelse mellem de indre og ydre forvaltninger. Så hvis man irriteres over sin partners (uretfærdige) irettesættende facon, kan en primær følelsesforvaltning være, at man mærker et sug i mave og bryst og retter et dosseret sprog i retning af sin kæreste. ”Skat, den er sgu lige i overkanten. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg har behov for, at vi taler anderledes til hinanden på det punkt”.
Ved at ”give lov” til at mærke de løb, der følger af det måske grænseoverskridende sprog, ens partner leverer, og samtidigt udtrykke sig i overensstemmelse med situationen, får man på en gang sat en grænse (en sund grænse vel at mærke), mærket sine følelser og også udtrykt sit behov. Den type adfærd skaber altid kontakt. Bedre kontakt. Mere kontakt. Og faktisk også mere kærlighed.
En sekundær følelsesforvaltning handler om det samme, bare med modsatte briller. Så når omtalte irritation dukker op, lukker man måske ned (og af forskellige årsager) og giver sig til at ruminere over situationen. Nuet bliver ikke brugt til at mærke, udtrykke, sætte grænser og etablere behov. Nej, man bliver såret og såretheden ændres måske fra irritation til ked af det hed. Man forvandler så at sige en primær følelse til en sekundær, og det skaber alle mulige udfordringer.