Der er en å
under Åbouldevard

At gå fra kønsløs chauffør til mand med humor

Der er taxadage, og de er klart i flertal, hvor undertegnede føler sig glad, løftet og mæt på den fede måde, når mine dyner kalder på mig, og det er tid til at skrive sig ud af kørebogen. Og så er der andre taxadage. Den slags, hvor et af min elskede mormors yndlingsudtryk passer som fod i hose: ”Rend mig i Pedersen”. For det var stort set billedet på hele min dag. Nå, jeg skruer lige tiden 15 timer tilbage til dagens første kunder. Det er tre norske piger, som pludrer løs. Af betydning i deres snak figurerer jeg lige så meget, som de efterårsblade vi kører over. Det er dog helt fint med mig, for det står jo folk frit for, hvorvidt de vil involvere taxichaufføren eller ej. Desuden er de søde at høre på, og jeg er ret vild med det norske sprog. Men da forsædepigen kommer til at pege sin finger ind foran mit ansigt i sin iver efter at fortælle de andre, hvor hun i går gav den fitnessgas, kan jeg ikke lade være med at åbne munden. ”Tillykke” siger jeg på klingende dansk og stikker hende lappen. Det udløste lidt af et grin, og pludselig er jeg ikke længere en kønsløs chauffør, men en mand med humor. Og der er altså fandens til forskel. For fra nu af sludrer vi løs (læs. både chauffør og piger) om Bergen, at være på jentatur i København og den slags. Undervejs i samtalen leger hun med sit hår og lader det glide fra hårrod til hårspids imellem sine fingre. Det er udelukkende kvinder, som foretager den manøvre. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet en mandeven nulre sig i håret, mens vi har talt om Matrix, så det må være en kønsting – at kvinden lader håret indgå i sproget, fordi det har nogle kønsspecifikke signaler. Måske nogle af de kvindelige læsere kan verificere denne tese?

Der er en å under Åboulevard

Det står virkelig ned i stænger. Igen. Og vejene er oversvømmet. Igen. Jeg kører rundt og tænker over, hvad det mon gør ved bygningerne i København, når kældre osv. så ofte står under vand, og om det ikke kan forvolde problemer for fundamenterne. Næste kunde har sort bælte i tanker om regnvejr. Hun sidder i bestyrelsen i sin boligforening og har længe interesseret sig for klima- og miljøløsninger. Det er som at træde ind i et parallelt univers. Hun fortæller, hvordan byplanlæggerne i Københavns Kommune overvejer at indfase regnvejrsfaskiner (ja, det er et ”f” og ikke et ”m”), som er, at man graver et kæmpe hul i jorden og belægger det med forskudte sten, så vandet kan løbe ned i hullet og langsomt derfra sive ned i undergrunden. Vores kloaksystemer er jo ikke gearet til disse moderne klimaforandrings-regnvejr, og en rist i ny og næ er på ingen som helst måder nok.

Vi kommer omkring nogle virkelig spændende ting. Blandt andet fortæller hun, at Åboulevard er bygget på en å. Doh. Det kunne jeg vel have sagt mig selv. Et af de håndtag, man også kan dreje på, er at lade vandet løbe parallelt – altså under vejen – og lade det føre ud til de større søer.

Noget skal der i hvert fald gøres, for det vælter ind med beskeder på computeren om veje, vi skal holde os fra pga. ophobede vandmængder.

Mænd i kjoler

Det var sgu uretfærdigt

Det slår mig, hvor uheldig en dag jeg har. Jeg får UDELUKKENDE små, korte ture. Ikke fordi det gør så meget, men der er en trykket stemning på en eller anden måde. Det er, som om de kraftige, vedholdende regndråber sætter et spor i luften af stress og ubehag. Jeg går ud og tisser op af et træ og er halvvåd, da jeg sætter mig ind bag rattet. Næste tur klikker ind, og vedkommende skal (naturligvis) kun lige rundt om hjørnet. Jeg kører stille og roligt både på grund af vejret og af hensyn til trafikken. Og så, pludselig smider han abrupt en 100-kr.-seddel på min midterkonsol og nægter at køre videre med mig. Han skælder mig ud over, at jeg kun kører 45 km/t, når jeg må køre 50, og at han har pisse travlt. Øh… øh… han får sine byttepenge, og idet jeg vender rundt, nærmest kaster han sig over taxaen for at enten sparke eller slå til den. Jesus. Jeg triller videre, og ordet ”uretfærdighed” kommer til mig. Jeg synes virkelig, at det var uretfærdigt, da jeg med min bedste rationelle tankekraft ikke kan få øje på, at jeg har gjort noget forkert.

Mænd i kjoler

Jeg trænger til en god tur, og thank god træder der en sød kvinde ind i bilen, som både skal langt og også er god at tale med. Hun har været til pigefest, hvor værtinden forestod maden, og gæsterne skulle medbringe ingredienser til cocktails og kun måtte være iført kjole. Jeg begejstres over hendes partybeskrivelse og hævder, at vi mænd ikke er så kulørte og skal til at slå an til en snak om kvinders evne til at skabe rammer osv., da hun lakonisk indskyder, at I mænd jo ikke går i kjole. Det griner vi begge over, og det sparker døren ind til en fed snak om mænd og kvinder og parforhold og seksualitet. Og hvordan vi kan inspirere hinanden i soveværelset, også når der er gået madpakke og hverdag i den. Med andre ord: Mit yndlingsemne. Det var rart at sludre med hende, og jeg føler mig en smule mere løftet, da jeg kører fra Mørkhøj op mod Herlev Sygehus.

Når taxichauffører kører forkert

De københavnske veje er opbygget ret logisk, så når vejen peger mod Rådhuspladsen, ligger de lige numre til højre og de ulige på venstre side i forhold dertil. Og det kan man næsten altid regne med. Men som i grammatikken er der undtagelser. Eller i hvert fald variationer. For da næste bestilling ”Husum Vænge nr. 13” beeper ind på min computer, kører jeg hen til skiltet ”Husum Vænge” og går per automatik ud fra, at så må højre side af vejen være de lige numre, og ergo ligger Husum Vænge nr. 13 på den anden side. Da jeg holder ud for 13-tallet, ringer jeg kunden op og meddeler hende, at taxaen er på bopælen. Vedkommende meddeler mig lidt spidst, at damen skam står dernede. Det må jeg jo så korrigere og fortælle hende, at det gør hun ikke, eftersom jeg jo holder ud for nr. 13. Bryskheden tager nu over, og hun nærmest skælder mig ud, og at jeg da må fatte, at den ældre, dårligt gående dame stadig står dernede. Hmmm, ofte ville jeg reagere med et taxaoverskud, men min dag har jo været alt andet end overskudsagtig, så jeg bliver irriteret og hæver stemmen, idet jeg siger; ”fortæller du mig, at mine øjne lyver”, imens mit blik er fastnaglet til 13-tallet på opgangen. I dette øjeblik slår det mig, at Husum Vænge jo kan ligge som en isoleret karre nærmest som et nummer på en større vej. Jeg vender hastigt taxaen, og ganske rigtigt står der en ældre dame med stok og venter bagved Husum Vænge-skiltet. Det pisser stadig ned, men jeg står selvfølgelig ud og hjælper hende ind i bilen, samtidig med at jeg kaster et blik op på den vrede dame i vinduet, jeg lige har haft i røret. Jeg forsøger mig med et ”undskyld, jeg tog fejl”, men hun er meget vrissen, og jeg slipper ideen om at kunne råde bod på min fejltagelse. Halv-(eller hel)våd og tilbage på mit førersæde meddeler den ældre dame mig, at hun altså ikke skal så langt. Faktisk skal hun kun lige køres et par gader frem.

”Nå, hvordan kan jeg så genere dig mest muligt”

Jeg tænker, at nu kan dagen da ikke blive værre, da næste bestilling tikker ind: Bondestuen på Frederikssundsvej. Et godt gammeldags værtshus. Og et stenkast fra, hvor jeg satte den ældre dame med stok af. Jeg går ind og meddeler min ankomst og får at vide, at kunden er på vej. Jeg er typen, som først starter taxametret, når kunden er i bilen, fordi det ofte giver en dårlig stemning, at metret står på 60-70 kr. ved start. Og desuden får man flere drikkepenge ved at vente med at slå det til. Så jeg venter. Og venter. Og venter. Og endelig kommer han. Min kunde fra værtshuset. En stærkt beruset mand, som lugter olmt af tis. Åhhhhh nej. Det er næsten det værste. Han lægger ud med at spørge, hvordan han bedst muligt kan genere mig. Jeg tænker, at svaret bor i luften. Men det siger jeg ikke. Han skal til næste værtshus oppe ad vejen. Jeg har glemt at lægge min bog ”Learning Emotional Focused Therapy” ned fra instrumentbrættet, så den glider over til hans side, da jeg vender hyrevognen. Det får ham til at spørge, om jeg har købt en bog. Øh ja. Jeg er ved at være færdig som psykoterapeut, og det har taget mig fire år, fortæller jeg ham, men det gør ikke stort indtryk. Faktisk fortæller han mig, at det ikke er en skid, for han brugte 12 år på at blive medicinsk læge og har arbejdet på Rigshospitalets afdeling 17. Og at jeg ikke fatter hat. Hans tanker er så groteske, at det er lidt morsomt. Da vi når frem, spørger ham mig, om den røde løber er lagt ud. Det kan jeg ikke lade være med andet end lege med på, så jeg springer ud og åbner døren til Destilleriet på Husum Torv og lader, som om jeg ruller en rød løber ud for ham. Det får de øvrige gæster på værtshuset til at måbe. Min kunde griner og fortæller mig, at jeg er en laban. Det var vist hans måde at sige på, at jeg egentlig er god nok. Jeg beslutter mig for at køre hjem. Jeg orker ikke mere. Det ærgrer mig dog, at jeg ikke fik verificeret af de andre gæster, om han vitterlig var læge eller ej.