Blog

Kvinde, 28 år

Jeg har en spiseforstyrrelse, der stadig kontrollerer mig, jeg har trang til at kontrollere og straffe mig selv, og mit selvhad tager sommetider helt over. Det var med den baggrund jeg søgte i terapi hos Jimmy.

Under den første session var jeg ret bange, for jeg havde aldrig været i terapi hos en psykoterapeut før. jeg havde på fornemmelsen, at sessionen ville åbne nogle spørgsmål i mig, som ville være svære at håndtere. Og ganske rigtigt, mit selvhad havde grebet om sig, og min måde at forholde mig til mig selv på, var fuldkommen selvudslettende. Jeg holdt mig selv i ekstremt kort snor, forsøgte at kontrollere alle mine handlinger, især angående spisning. Det mindste fejltrin kunne få min verden til at styrte i grus. Samtidigt bebrejdede jeg mig selv, at jeg havde det på den måde, og opførte mig derefter.

Den perfekte udgave af mig

Mine følelser forsvandt simpelthen i kontrollen af mig selv. Det var som om jeg forsøgte at kontrollere, hvad jeg skulle føle hvornår. Det affødte en fuldkommen blindhed, overfor mine egne mavefornemmelser. Jeg anede ikke, hvad min krop og mit sind fortalte mig.

Jeg forsøgte at opnå den perfekte udgave af mig selv, ved at regne ud og planlægge, hvordan jeg skulle handle, føle og se ud.

Jeg har før været hos et par forskellige psykologer med speciale i spiseforstyrrelser, men jeg følte ikke sessionerne hos dem rigtigt åbnede mig. Selvom jeg endnu kan blive nervøs inden en session, har mit forløb hos Jimmy været helt anderledes. Han mødte mig i min ”knibe” uden fordomme, uden en forudbestemt dagsorden, men med masser af omsorg, indlevelse, og forhåbninger. Jeg følte mig forstået og lidt, og det var det, der gav mig trygheden og styrken til at dykke ned i mig selv. Ved hver session mødte han mig, lige dér hvor jeg var i øjeblikket. De daglige problematikker stak oftest dybere, og på den måde fik vi i fællesskab italesat og bearbejdet mange af de knuder der gemte sig i mig. I starten af februar 2016 havde jeg endnu en session, men da jeg sad der i stolen, gik det op for mig, at jeg ikke rigtigt havde nogle knuder indeni. Der var en tomhed, men også en god én af slagsen. Vi afsluttede sessionen før tid, og aftalte at holde kontakt hvis jeg skulle få brug for det.

At slippe kontrollen

Jeg har i nogle måneder nu følt mig lettere, gladere, og mere tom. Jeg tænker stadig over, hvad jeg spiser, men jeg har lært at fortælle mig selv at jeg er okay, også når jeg har brug for at kontrollere mit mad-indtag. Jeg er blevet bedre til at værdsætte mig selv, og stole på at jeg er god nok lige som jeg er. Det er gået op for mig, at der ikke findes en perfekt udgave af mig, der findes kun mig. Den erkendelse skabte tomheden indeni mig, fordi det samtidigt var en erkendelse af at alle de anstrengelser jeg havde gjort mig, var nyttesløse. Jeg kan aldrig komme til at forudsige livets gang, lige meget hvor meget jeg prøver at kontrollere det. Pludseligt syntes kontrollen af spisning, følelser og handlinger helt betydningsløse. Det var på en måde en kæmpe stor lettelse, men det bragte mig samtidig en anden indsigt i mig selv; at jeg er røv-bange for at miste. At miste mig selv, at miste mit liv, at miste mine relationer. Jeg har et eller andet sted altid vidst det, men jeg har forsøgt at kontrollere mig ud af det, men det kan man ikke!