Hvordan kropsterapi kan gøre en forskel

I det cartesianske verdensbillede er krop og sind to adskilte størrelser. Hvis jeg tænker, er jeg, og derved har jeg’et ifølge Descartes ikke som sådan noget med krop at gøre. Det er vores tænkende jeg, som er styrmand for alt andet, kroppen er blot et vedhæng.

Desværre er vores moderne vestlige samfund stadig på mange måder forvaltende ind i denne type skæve dualisme. Altså hvor jeg’et – det analyserende jeg, det logiske jeg, det væksttænkende jeg –  har langt større værdi end det indre følte jeg, det indre fornemmede jeg, det indre sårbare jeg. Og endnu værre, at de ikke er forbundne.

Heldigvis er der flere og flere mennesker, som får øjnene op for, at vores fantastiske organisme, herunder – naturligvis – vores fascinerende præfrontale cortex, hænger sammen i al dens komplicerethed og er gensidigt prægende. Gensidigt, så ja, vores tanker har indflydelse på vores støttevæv, ligesom vores indre følte oplevelser og kontakt har indflydelse på vores selvopfattelse, vores tænkende udsyn, vores evne til at mentalisere.

Pulsering, dybdemassage, ledfrigørelse, akutryk, yoga på briks, bevidst åndedræt, muskel-organ-arbejde, zoneterapi, greb fra thaimassage, fokus på meridianer, diverse kropsspejlinger, tanker om ernæring, opmærksomhed på nerver, hormoner, enzymer, og det hele tilsat et følgeskab af fænomenologisk psykoterapeutisk nærvær.

Det sidste betyder på ingen måde, at du bliver ”psykoanalyseret” mod din vilje. Hvis du udelukkende ønsker at få arbejdet med krop og intet andet, er det det, som sker. Valget er dit. Og kun dit.

En af mine yndlingsartikler til at illustrere nogle af konsekvenserne af føromtalte dualisme er skrevet af Sanne Bjerg og kan læses gratis i Kristeligt Dagblad her.

I det cartesianske verdensbillede er krop og sind to adskilte størrelser. Hvis jeg tænker, er jeg, og derved har jeg’et ifølge Descartes ikke som sådan noget med krop at gøre. Det er vores tænkende jeg, som er styrmand for alt andet, kroppen er blot et vedhæng.

Desværre er vores moderne vestlige samfund stadig på mange måder forvaltende ind i denne type skæve dualisme. Altså hvor jeg’et – det analyserende jeg, det logiske jeg, det væksttænkende jeg –  har langt større værdi end det indre følte jeg, det indre fornemmede jeg, det indre sårbare jeg. Og endnu værre, at de ikke er forbundne.

Heldigvis er der flere og flere mennesker, som får øjnene op for, at vores fantastiske organisme, herunder – naturligvis – vores fascinerende præfrontale cortex, hænger sammen i al dens komplicerethed og er gensidigt prægende. Gensidigt, så ja, vores tanker har indflydelse på vores støttevæv, ligesom vores indre følte oplevelser og kontakt har indflydelse på vores selvopfattelse, vores tænkende udsyn, vores evne til at mentalisere.