Faktisk er den ret fantastisk. Vores hud. Den kan inddeles i tre overordnede lag: epidermis, dermis og subcutis.

Epidermis er det øverste lag og indeholder horncellelaget og basalcellelaget, hvor ”hornene” er døde celler, som har mistet deres kerne. Og det, de bindes sammen af, er horn-cellernes indhold inden de døde og blev… ja, hornceller. Til sammen er disse to ting vores yderste beskyttelse og bliver af dr. Yael Adler i bogen ”Under Huden” kaldt ”Mursten og Mørtel-stedet”. I forhold til de enorme industrier, som beskæftiger sig med hudpleje, ligger meget af deres  forskningsmæssige interesse lige præcis her, fordi det kommer med så mange konsekvenser, hvis dette sted eller mørtelen bliver mør. For derved kan udefrakommende stoffer trænge ind i hudens dybere lag og skabe furore. Bakterier, vira, kemikalier og allergiudløsende stoffer. Og vice versa: Det giver også vævets væsker fri adgang til at fordampe og flyde ud – med det samlede resultat, at huden udtørrer, og bliver knasende og rynket. Så at ramme plet dette sted – hudplejemæssigt og i forhold til ens hudtype – er yderst relevant.

Men når det gælder benævnte elastin- og kollagenfibre er det især næste lag, som er interessant. Dermis eller læderhuden består af en masse ting: blod- og lymfevæv, hårfollikler, talgkirtler, nerver, svedkirtler, de såkaldte glykosaminoglykaner (som er medansvarlige for vandforsyningen) og så ikke mindst kollagen- og elastinfibre.

Det er disse fibre og deres mængde, som gør, at huden får de karakteristika, mange tragter efter: fylde, spændstighed, glathed, bøjelighed og friskhed. Desværre betyder den cellemæsssige degeneration, at vi fra en vis alder producerer færre kollagen- og elastinfibre, og med færre ”byggeklodser” vendes føromtalte eftertragtede ord for huden på hovedet. Så når antallet af elastiner, som består af foldede proteiner, falder, kan huden ikke i samme grad bøje eller spænde sig op. Lidt som en helt frisk elastik kontra en gammel brugt en. Den gamle er udvidet og træt, mens den unge elastik hurtigt bevæger sig tilbage til udgangspunktet. Så jo færre kollagen- og elastinfibre, desto mindre evne til alt det, vi forbinder med stærk, voluminøs og elastisk hud.

Det dybeste lag i huden, subcutis, består af løst bindevæv og en langt mindre mængde kollagene og elastiske fibre end i dermis. En af de vigtige byggeklodser i dette lag er fedt. Med alderen mister man noget af sit fedt, som i dette lag gør det ud for en af de vigtigste byggeklodser, og derved synker huden. Opadrettet i hudlagene forårsager det en dominoeffekt, så det udefra ser ud, som om huden falder sammen – eller rynkes.

Huden omsætningshastighed er et udtryk for, hvor mange dage der går fra en celles nydannelse til dens fulde udklækning. I de yngre år er denne omsætningshastighed omkring 30 dage, men øges i takt med vores alder. Det har naturligvis stor betydning, da yngre celler skaber et yngre look. Dette er endnu en ”uundgåelig degenerativ dynamik” ved huden og ved, hvem vi dybest set er.

De ydre

Når det gælder forskellen på naturlige og accelererende rynker, hvor altså noget er uundgåeligt og noget kan tilskrives livsstil, er især de ydre faktorer relevante, fordi du her selv kan gøre en stor forskel.

Du har sikkert hørt det mange gange før, men den i særklasse vigtigste ydre faktor at have med i sine overvejelser er sin omgang med solen (og solarier). Alle eller i hvert fald langt de fleste dermatologer og hudeksperter er enige i det, og i at op mod 80 pct. af vores ekstra skadede hud (eller accelererende rynker) skal tilskrives solens uv-stråler.