Blog

Eller.

Undertrykker du følelser, når du ryger og i givet fald hvordan? Og hvorfor skulle det være et problem?

Halvtaget

Du kender det nok. Den der fornemmelse af, at noget i dine omgivelser har generet dig. Din chef, der måske har været for meget. Dine unger, der vil game til alt for sent. Eller din svigermor, som endnu engang formår at såre via en syrlig kommentar om din madlavning. Den slags. Og hvad er så din gængse reaktion?
I hast eller i halvt løb får du dig placeret under halvtaget, hvor du med bævrende eller semirystende hænder får tændt en Prince og skyndt dig at trække røgen dybt, dybt ned i lungerne. Og det ad flere gange… sådan lige til at tage toppen. Og så… uhhh…. fra det sted begynder roen at indfinde sig. Fra det sted føles det, som om stressen bliver anderledes håndterbar, og du faktisk kan tænke og se anderledes på situationen. Ja, at du er langt mere rationel og klar i spyttet. Og faktisk ret hurtigt får et overblik over situtionen, og at du derefter med tilnærmelsesvis stoisk ro kan valse tilbage til din pind, til dine unger eller din svigermor og takle det ubekvemme.

Er det ikke nogenlunde rigtigt?

På den måde kan man sige, at der er noget fascinerende ved nikotin og dets evne til at trække os i forskellige retninger efter behov. Ved stress er det beroligende, ved mangel på koncentration gør det os mere skarpe, og hvis vi er triste, kan det lige give os det der tiltrængte løft.

Løgnen

Problemet med ovenstående er bare, at noget af det er løgn. Ikke at det er løgn, at det for rygere opleves sådan, men en løgn beroende på, at man psykologisk og emotionelt betragtet splitter sig selv mere og mere op. At i stedet for reelt at løse de konflikter, man som ryger havner i, mere og mere skubber tingene ind under gulvtæppet. For hver gang man står under halvtaget og tænker sine strategisk kloge tanker, afskærer man sig et følelsesløb. Eller. Måske i hvert fald nok noget af et følelsesløb. På en måde gør man det emotionelt besværlige mentalt. Man “mentaliserer” det følelsesmæssige. Og i den bevægelse er der indbygget et løb væk fra det emotionelle anker i sig.

Og det er vel ikke som sådan et problem de første tusind gange, man gør det, men efterhånden som tiden går, og man får flere og flere pakkeår på bagen, bliver den måde at være i verden på til dybe furer i vores synapseforvaltning (vaner), altså en stærkt automatiseret adfærd. At halvtaget lige så naturligt som amen i kirken er blevet måden at løse livets kvababbelser på.
Og fra det sted gælder det for mange rygere, at de får skabt sig et slags split mellem tænkning og følelser. Et split, hvor de reagerer uhensigtsmæssigt på aggression, irration, sorg, grænseoverskridende adfærd (manglende evne til at sætte grænser), ked af det hed, ophobning af stress, osv. Dette fordi emotionelle inderlige løb ikke længere er en særlig stor del af ens forvaltning. Et sundt liv handler om både at kunne være analyserende/rationel og være lyttende/mærkende efter behov. Lyttende efter den ukontrollable inderlighed.

Individuelt

Hvordan man som ryger har organiseret sine “skæve” følelsesløb, er selvfølgelig helt individuelt. Men som næsten stensikker tommelfingerregel kan man sige, at den frosne følelseshåndtering dukker op til overfladen, når du slipper smøgerne. Hvilket faktisk for mange kan være ikke så lidt besværligt. Som om man skal til at lære sig selv at kende på ny. Som om det på de niveauer er et helt nyt menneske, som dukker op til overfladen. Noget, der kan være ret skræmmende, og som er en af de vigtigste grunde til smøgmæssigt tilbagefald. Men også noget, som er givet ved mulighed. For måske det er en invitation til at gøre ting med og for sig selv, og sit liv, som ligger tættere på ens værdier.