Hormonelt betragtet aktiveres hjernens belønningssystem, når man ser porno. At få belønning på den vis, er der ikke som sådan noget odiøst i, for mennesket er opbygget på en facon, hvor det hjernemæssigt får belønning for alle mulige aktiviteter. Måske vi derved bedriver eksistentiel mening – ved at gøre ting, der søder indersiden, så vi er glade og tilfredse?

Problemerne, når det gælder afhængigheder, og således også pornoafhængighed, starter, når dette naturlige belønningssystem misbruges. Når det ikke er nok med et naturligt gearet hormonskyl, men når man på forskellig vis positionerer sig i en ekstrem, hvor det er belønningen i sig selv og de dertilhørende stoffer, der bliver mål, og ikke middel.

Det er store mængder belønningsstoffer, der afgives, når man svælger i porno. Dopaminmæssigt op mod samme mængde, som når man indtager heroin. Man får med andre ord et kick ud af at klikke sig ind på en ny pornoside, og dette kick kan opretholdes i det uendelige, fordi mængden af porno er uendelig. Fidusen er nemlig, at for hvert nyt billede, man kaster sit blik på, udløses en lille smule dopamin. På engelsk hedder det at edge. At man hænger på kanten af udløsning uden dog at få den, og fodrer dermed sig selv med mere og mere af stoffet (dopaminen). Hvis man kommer fra traumeland eller har en baggrund med dissociationstendenser, opretholdes trancen, efter min mening, i lige så høj grad af opioidsystemet, hvor man via de tilknyttede peptidreceptorer forsvinder fra virkeligheden, som var man i en herointrance.

Men som sagt er det kun en procentdel af pornobrugere beskåret at udvikle disse uheldige tendenser. Vi har potteskår af nøgenhed så langt tilbage, vi kan spore det civiliserede menneske, så at få nydelse ud af at nøgenkigge, er vistnok helt naturligt i en normal form.

 

Copyright © Jimmy Hansen 2020