Overordnet set er der to ”stoftyper” inden for denne afhængighed; brug af trykt materiale og internettet. For de af os, som blev født i en internetløs tidsalder, var det de lange, tunge og betuttede skridt op til tanken, der gjorde det ud for vores stof, når vi skulle erhverve os kulørte magasiner. Weekendsex, Ugens Rapport, Pige Special og sådan. Dengang skulle der arbejdes for at få sit kick. Fra et neurologisk synspunkt er det på nogle måder en fordel for os (fra den tid), fordi vores hjerner ikke på afgørende tidspunkter i dens udvikling i samme grad har taget skade ved omgangen med porno, som det er tilfældet med nutidens pornobegyndere, hvor der via højhastighedsinternettet nærmest er fri adgang til alle genrer af seksualitet. 11 år er den gennemsnitlige alder i dag for drenges første pornobesøg på nettet. Som 11-årig står man foran den hormonelle eksplosion, der hedder pubertet, og hvad dertil hører af enorme forandringer i ens indre landskaber og måden, man betragter det modsatte køn på (eller det samme). Historisk set er det normen, at vi som unge teenagere er usikre og prøvende, når vi bevæger os ind på seksualitetens område, ikke at vi allerede der er bekendte med eller i timevis er blevet betaget af analsex, deepthroat, creampie, udpluk fra BDSM-genren og sprøjteorgasmer. Hvad gør det ved en ung drengs hjerne? Og hvordan påvirker det hans adfærd over for det tiltrækkende køn eller opfattelsen af selvsamme? Det, er der mange, som mener, har ret store konsekvenser.

 

Copyright © Jimmy Hansen 2020