Hvad er Et?
At eksistere. Hvad vil det sige? Skal man være levende for at eksistere? Eller gælder det også ting? Eller er det kun væsner, som kan bedrive sprog, der kan kalde sig eksisterende? Spørgsmål, som længe har været en naturlig del af filosofiske overvejelser.
Som altid, når det gælder filosofi, er vandene delte, og forskellige positioner tegner sig op, hvad angår definitionen af ”eksistere”. Dog er der en vis enighed om, at det dybest set handler om ”frihed i en situation”, hvor ”situation” henfører til det uundgåelige, at mennesket er givet ved et ”noget”. Noget, der har verdens uendelig mange prægninger som lærred. Eksistensen er således et forehavende, der skal virkeliggøres på dette grundlag. En bevægelse, hvor frihed er at træde i karakter i eksistens og ”situation” det mulige sted, hvorfra man kan/skal hente sin frihed.
For Sarte gælder det, at mennesket skaber sig sin frihed igennem valg (subjektivisme). Hos Merleau-Ponty har det et mere kropsligt præg. Mens Marcel betoner det at være eksisterende i forhold til en andens eksistens.
Så eksistensterapi betyder at få støtte til at træde i eksistens, herunder hvordan man opnår frihed i sin situation.
Så måske man kan dele det op i: formuleret frihed og virkeliggørende frihed. For hvordan kan jeg være fri, hvis jeg ikke kan formulere, hvad frihed er for mig? Eller for den sags skyld ”situation”. For hvad er det? Og er det overhovedet muligt at blive fri for sin ”situation”?
Det er det, jeg i det følgende vil rulle lidt ud.
At eksistere. Hvad vil det sige? Skal man være levende for at eksistere? Eller gælder det også ting? Eller er det kun væsner, som kan bedrive sprog, der kan kalde sig eksisterende? Spørgsmål, som længe har været en naturlig del af filosofiske overvejelser.
Som altid, når det gælder filosofi, er vandene delte, og forskellige positioner tegner sig op, hvad angår definitionen af ”eksistere”. Dog er der en vis enighed om, at det dybest set handler om ”frihed i en situation”, hvor ”situation” henfører til det uundgåelige, at mennesket er givet ved et ”noget”. Noget, der har verdens uendelig mange prægninger som lærred. Eksistensen er således et forehavende, der skal virkeliggøres på dette grundlag. En bevægelse, hvor frihed er at træde i karakter i eksistens og ”situation” det mulige sted, hvorfra man kan/skal hente sin frihed.
For Sarte gælder det, at mennesket skaber sig sin frihed igennem valg (subjektivisme). Hos Merleau-Ponty har det et mere kropsligt præg. Mens Marcel betoner det at være eksisterende i forhold til en andens eksistens.
Så eksistensterapi betyder at få støtte til at træde i eksistens, herunder hvordan man opnår frihed i sin situation.
Så måske man kan dele det op i: formuleret frihed og virkeliggørende frihed. For hvordan kan jeg være fri, hvis jeg ikke kan formulere, hvad frihed er for mig? Eller for den sags skyld ”situation”. For hvad er det? Og er det overhovedet muligt at blive fri for sin ”situation”?
Det er det, jeg i det følgende vil rulle lidt ud.
“The attempt to escape from pain,
is what creates more pain”
Den langt vigtigste ”situation”, vi mennesker er rundet af, er forholdet til vores forældre. Eller de primære omsorgspersoner, vi er vokset op med. Hjernen er 25 pct. ”online”, når vi fødes. Resten af disse synapseforbindelser vækkes til live via omgangen med og spejlingerne af omgivelserne. Så de normer, værdier, emotionelle forvaltninger, temperamenter, personligheder, storfamiliemæssige træk og øvrige praksisser, vi møder i tidlig tid, vil aftegne sig vidt og bredt i vores væren og gøren.
Frihed fra vores familiemæssige arv er derfor ofte det primære anliggende for at træde i eksistens. Og her kommer psykologien så i spil, for hvordan gør man lige det? Det er ikke noget, filosofien beskæftiger sig med. Og et ikke ukompliceret spørgsmål at besvare. Måske ikke mindst fordi der er så mange psykoterapeutiske retninger og herunder meninger om, hvordan ”man får det bedre”. Og hvordan man kan frigøre sig fra den del af familielivet, som har været givet ved destruktivitet og ødelæggelse, og som har været med til at afstedkomme de udfordringer, man eventuelt bærer rundt på. Og som til at starte med er det, der får en til at søge i terapi; stress, angst, traumer, toksisk skam, lavt selvværd, seksuelle blokeringer, depressioner, udfordringer i ens nære og intime relationer osv.
Prægende ellers for vores evne til eller mangel herpå til at træde i eksistens er vores øvrige omgivelser. Og hvad er det så lige?
Den langt vigtigste ”situation”, vi mennesker er rundet af, er forholdet til vores forældre. Eller de primære omsorgspersoner, vi er vokset op med. Hjernen er 25 pct. ”online”, når vi fødes. Resten af disse synapseforbindelser vækkes til live via omgangen med og spejlingerne af omgivelserne. Så de normer, værdier, emotionelle forvaltninger, temperamenter, personligheder, storfamiliemæssige træk og øvrige praksisser, vi møder i tidlig tid, vil aftegne sig vidt og bredt i vores væren og gøren.
Frihed fra vores familiemæssige arv er derfor ofte det primære anliggende for at træde i eksistens. Og her kommer psykologien så i spil, for hvordan gør man lige det? Det er ikke noget, filosofien beskæftiger sig med. Og et ikke ukompliceret spørgsmål at besvare. Måske ikke mindst fordi der er så mange psykoterapeutiske retninger og herunder meninger om, hvordan ”man får det bedre”. Og hvordan man kan frigøre sig fra den del af familielivet, som har været givet ved destruktivitet og ødelæggelse, og som har været med til at afstedkomme de udfordringer, man eventuelt bærer rundt på. Og som til at starte med er det, der får en til at søge i terapi; stress, angst, traumer, toksisk skam, lavt selvværd, seksuelle blokeringer, depressioner, udfordringer i ens nære og intime relationer osv.
Prægende ellers for vores evne til eller mangel herpå til at træde i eksistens er vores øvrige omgivelser. Og hvad er det så lige?
Alt muligt.
Vi er nogle komplicerede nogen, os mennesker, og bærer prægninger fra en uudgrundelig mængde miljøer og faktorer. At gøre sig i tanker om frihed ved at spille bold op mod dette vores nærmest uendeligt store lærred af indtryk er en utopi, hvis man gør fordring på at tro, at alle disse træk på en eller anden måde kan transformeres eller slet og ret fjernes. Vi er vævet ind i disse livets mange prægninger, som altid i en eller anden forstand vil spille en melodi i vores gøren og væren.
Frihed i en eksistensterapeutisk kontekst er således noget andet. Det er ikke et problem at leve et kompliceret liv og være influeret af mange forskellige (herunder væsensforskellige) ideer, traditioner og diskurser. Overhovedet ikke. Efter min mening kalder det nærmest på vores natur at gøre sig i eklektisk mange forskellige ting, fordi vi som sagt er så uudgrundelige. Det har ikke kun noget at gøre med frihed eller ej. Ja, vi er forlods givet ved omtalte mange faktorer, men vi har omvendt også mulighed for at præge os selv i retning af mange faktorer. Så selvom vi får komplicerethed i dåbsgave, har vi mulighed for kontinuerligt livet igennem at tilføje ”komplicerethed”, så den ”gamle komplicerethed” ikke lukker sig om sig selv.
Så nej. Manglen på frihed handler om noget andet. Noget med ”ikke at have sig selv med”. Hvilket betyder, at der er uoverensstemmelse mellem sine formulerede værdier og sit levede liv. Og det er nok noget, vi alle sammen i forskellige grader kender til. Fornemmelsen af at have kurs mod en destination, og at det undervejs føles anderledes, end hvad man forventede. At noget ”værker” og skaber mislyde. Mismod måske. Eller endda meningsløshed. Sjælelig smerte simpelthen. Og mig bekendt er der ikke noget endeligt antal af disse mislyde, og som kan optræde med alle de velkendte fænomener. Stress, uro, fysisk sygdom, angst, depressioner over til alle de aspekter og udfordringer, der følger af afhængighedstyperne.
Det smertelige kan selvfølgelig også komme af i det hele taget ikke at udstikke en kurs. Hvor dyndet og modløsheden er så overvældende, at man nærmest opgiver kampen. Her bor mange af de selvmordstruede mennesker. Typisk mennesker med et lavt selvværd og en stærk selvkritisk røst. Og ikke mindst store mængder toksisk skam (læs evt. lidt mere om skam her).
Alt muligt.
Vi er nogle komplicerede nogen, os mennesker, og bærer prægninger fra en uudgrundelig mængde miljøer og faktorer. At gøre sig i tanker om frihed ved at spille bold op mod dette vores nærmest uendeligt store lærred af indtryk er en utopi, hvis man gør fordring på at tro, at alle disse træk på en eller anden måde kan transformeres eller slet og ret fjernes. Vi er vævet ind i disse livets mange prægninger, som altid i en eller anden forstand vil spille en melodi i vores gøren og væren.
Frihed i en eksistensterapeutisk kontekst er således noget andet. Det er ikke et problem at leve et kompliceret liv og være influeret af mange forskellige (herunder væsensforskellige) ideer, traditioner og diskurser. Overhovedet ikke. Efter min mening kalder det nærmest på vores natur at gøre sig i eklektisk mange forskellige ting, fordi vi som sagt er så uudgrundelige. Det har ikke kun noget at gøre med frihed eller ej. Ja, vi er forlods givet ved omtalte mange faktorer, men vi har omvendt også mulighed for at præge os selv i retning af mange faktorer. Så selvom vi får komplicerethed i dåbsgave, har vi mulighed for kontinuerligt livet igennem at tilføje ”komplicerethed”, så den ”gamle komplicerethed” ikke lukker sig om sig selv.
Så nej. Manglen på frihed handler om noget andet. Noget med ”ikke at have sig selv med”. Hvilket betyder, at der er uoverensstemmelse mellem sine formulerede værdier og sit levede liv. Og det er nok noget, vi alle sammen i forskellige grader kender til. Fornemmelsen af at have kurs mod en destination, og at det undervejs føles anderledes, end hvad man forventede. At noget ”værker” og skaber mislyde. Mismod måske. Eller endda meningsløshed. Sjælelig smerte simpelthen. Og mig bekendt er der ikke noget endeligt antal af disse mislyde, og som kan optræde med alle de velkendte fænomener. Stress, uro, fysisk sygdom, angst, depressioner over til alle de aspekter og udfordringer, der følger af afhængighedstyperne.
Det smertelige kan selvfølgelig også komme af i det hele taget ikke at udstikke en kurs. Hvor dyndet og modløsheden er så overvældende, at man nærmest opgiver kampen. Her bor mange af de selvmordstruede mennesker. Typisk mennesker med et lavt selvværd og en stærk selvkritisk røst. Og ikke mindst store mængder toksisk skam (læs evt. lidt mere om skam her).
“The good life is a process,
not a state of being.“
Carl Rogers
Så at træde i eksistens i en terapeutisk kontekst handler om at få støtte til at finde en vej, der giver mening for en. Eller at man i det mindste har en følelse af at være på vej derhen. At ovenover omtalte smertefulde ”signaler” fra krop og sind ikke nødvendigvis er af det dårlige, men kan være nødvendige vink med en vognstang om at ændre retning, så man igen kommer på ”ret kurs”.
Det store hvordan
Da ”ikke at have sig selv med” er så subjektivt og individuelt orienteret, vil ”det store hvordan” selvfølgelig være farvet af det. Hvad ”ikke at have selv sig med” betyder for et stressramt menneske kan være helt anderledes for et menneske, som lider af lavt selvværd og angst. Eller to mennesker med samme udfordring for den sags skyld kan tage sig helt forskelligt ud. Den overordnede metodologi er således at honorere dette forhold. At honorere uudgrundeligheden. Og når uudgrundeligheden honoreres, kan der åbnes op til ”præcist, blødt og nysgerrigt sprog”. Et sprog, som i højere grad kan ramme individuelt plet. Og som er renset for bias, bedrevidenhed og ”nu har jeg set lyset”. Eller i hvert fald sigter på det.
Et eksempel er på sin plads.
Da Bruce Perry (fjerde afsnit i Drengen der voksede op som hund, skrevet af samme person) bliver tilknyttet hospitalsindlagte Laura på fire år, som vejer kun 12 kilo, selvom hun i lang tid er blevet sondemadet, kunne lægerne og psykologerne på det tilknyttede hospital nærmest stolt meddele ham, at de havde fundet verdens yngste spiseforstyrrede menneske. Laura kunne simpelthen ikke tage på og efter at have været undersøgt af mave-tarm-specialister, blev hun psykiatrisk udret, og her blev det således afgjort, at det var ”infantil anoreksi”. En spiseforstyrrelse for meget små børn. Og en opdagelse, pågældende tilknyttede psykolog mente, var en publicering værd. Men da Bruce Perry er af den opfattelse, at krop og psyke hænger sammen, gik han til Laura på lidt anden vis. Han talte med hendes mor.
Hjernen er et fascinerende organ. Det mest komplicerede væv, vi kender til. Den er dog stærkt brugsbetinget, hvilket vil sige, at i især de tidlige år af vores liv er det vigtigt, at den får de spejlinger, der skal til for at ”indrette” sig. Mange af vores fundamentale hjernestrukturer og synapseforbindelser skabes via de møder, vi har i omgivelserne fra tidlig tid. Især de første tre år af vores liv er vigtige, hvad angår disse spejlinger, da det er store dele af vores hjernefundament, som her lægges. Og hvis ikke vi vokser op med en eller to primære omsorgspersoner, som giver os kærlighed, fysisk omsorg, et godt sprog, og som kan dække vores forskellige behov, får det katastrofale konsekvenser for det lille menneske. Hvilket i lange stræk er det, Bruce Perrys bog handler om. Det viste sig, at Virginia, Lauras mor, aldrig havde oplevet omtalte positive tilknytning til primære omsorgspersoner, og således blev konsekvensen, at hun ikke ”fra naturlig hånd” vidste, hvordan man skulle give omsorg videre til et spædbarn. Det boede ganske enkelt ikke i hendes hjernes strukturer. Uheldige omstændigheder gjorde så, at lille Laura voksede op med en ekstremt fraværende mor. En mor, som var højst uheldig i sin omgang med sin baby, og som aldrig formåede at give barnet de forældremæssige omstændigheder, normale forældre gør. For Laura betød den manglende omsorg, at hun ikke kunne tage på. Hendes krop kunne ganske enkelt ikke omsætte kalorier, fordi hun var i så stærkt et følelses- og omsorgsmæssigt underskud.
Men i stedet for at fortsætte med at tvangsfodre den lille pige og gå med på at skrive en artikel om den storslåede opdagelse i at have fundet historiens yngste anorektiker, sendte Bruce Perry lille Laura og hendes mor i ”kærlighedslære”. Det forholder sig sådan, at Bruce Perry ved en tilfældighed på et tidspunkt i sin karriere kom i kontakt med en sort kvinde i syden, som intuitivt godt vidste, hvad skadede hjerner hos små børn havde brug for. Nemlig kærlighed og fysisk omsorg. Bemærkelsesværdigt var det, hvordan hun via sit gavmilde væsen formåede at hjælpe alle mulige børn med alle mulige store og små tilknytningsmæssige udfordringer. Og altså også lille Laura. For efter en måned hos denne fantastiske kvinde, havde hun taget 4,5 kg på. Hendes vægt steg 35 pct. på samme mængde kalorier, som tidligere ikke havde været nok til at forhindre vægttab. Den fysiske omsorg fra MamaP, var det, der skulle til for at udløse de hormoner, der var en forudsætning for vækst.
Så at træde i eksistens i en terapeutisk kontekst handler om at få støtte til at finde en vej, der giver mening for en. Eller at man i det mindste har en følelse af at være på vej derhen. At ovenover omtalte smertefulde ”signaler” fra krop og sind ikke nødvendigvis er af det dårlige, men kan være nødvendige vink med en vognstang om at ændre retning, så man igen kommer på ”ret kurs”.
Det store hvordan
Da ”ikke at have sig selv med” er så subjektivt og individuelt orienteret, vil ”det store hvordan” selvfølgelig være farvet af det. Hvad ”ikke at have selv sig med” betyder for et stressramt menneske kan være helt anderledes for et menneske, som lider af lavt selvværd og angst. Eller to mennesker med samme udfordring for den sags skyld kan tage sig helt forskelligt ud. Den overordnede metodologi er således at honorere dette forhold. At honorere uudgrundeligheden. Og når uudgrundeligheden honoreres, kan der åbnes op til ”præcist, blødt og nysgerrigt sprog”. Et sprog, som i højere grad kan ramme individuelt plet. Og som er renset for bias, bedrevidenhed og ”nu har jeg set lyset”. Eller i hvert fald sigter på det.
Et eksempel er på sin plads.
Da Bruce Perry (fjerde afsnit i Drengen der voksede op som hund, skrevet af samme person) bliver tilknyttet hospitalsindlagte Laura på fire år, som vejer kun 12 kilo, selvom hun i lang tid er blevet sondemadet, kunne lægerne og psykologerne på det tilknyttede hospital nærmest stolt meddele ham, at de havde fundet verdens yngste spiseforstyrrede menneske. Laura kunne simpelthen ikke tage på og efter at have været undersøgt af mave-tarm-specialister, blev hun psykiatrisk udret, og her blev det således afgjort, at det var ”infantil anoreksi”. En spiseforstyrrelse for meget små børn. Og en opdagelse, pågældende tilknyttede psykolog mente, var en publicering værd. Men da Bruce Perry er af den opfattelse, at krop og psyke hænger sammen, gik han til Laura på lidt anden vis. Han talte med hendes mor.
Hjernen er et fascinerende organ. Det mest komplicerede væv, vi kender til. Den er dog stærkt brugsbetinget, hvilket vil sige, at i især de tidlige år af vores liv er det vigtigt, at den får de spejlinger, der skal til for at ”indrette” sig. Mange af vores fundamentale hjernestrukturer og synapseforbindelser skabes via de møder, vi har i omgivelserne fra tidlig tid. Især de første tre år af vores liv er vigtige, hvad angår disse spejlinger, da det er store dele af vores hjernefundament, som her lægges. Og hvis ikke vi vokser op med en eller to primære omsorgspersoner, som giver os kærlighed, fysisk omsorg, et godt sprog, og som kan dække vores forskellige behov, får det katastrofale konsekvenser for det lille menneske. Hvilket i lange stræk er det, Bruce Perrys bog handler om. Det viste sig, at Virginia, Lauras mor, aldrig havde oplevet omtalte positive tilknytning til primære omsorgspersoner, og således blev konsekvensen, at hun ikke ”fra naturlig hånd” vidste, hvordan man skulle give omsorg videre til et spædbarn. Det boede ganske enkelt ikke i hendes hjernes strukturer. Uheldige omstændigheder gjorde så, at lille Laura voksede op med en ekstremt fraværende mor. En mor, som var højst uheldig i sin omgang med sin baby, og som aldrig formåede at give barnet de forældremæssige omstændigheder, normale forældre gør. For Laura betød den manglende omsorg, at hun ikke kunne tage på. Hendes krop kunne ganske enkelt ikke omsætte kalorier, fordi hun var i så stærkt et følelses- og omsorgsmæssigt underskud.
Men i stedet for at fortsætte med at tvangsfodre den lille pige og gå med på at skrive en artikel om den storslåede opdagelse i at have fundet historiens yngste anorektiker, sendte Bruce Perry lille Laura og hendes mor i ”kærlighedslære”. Det forholder sig sådan, at Bruce Perry ved en tilfældighed på et tidspunkt i sin karriere kom i kontakt med en sort kvinde i syden, som intuitivt godt vidste, hvad skadede hjerner hos små børn havde brug for. Nemlig kærlighed og fysisk omsorg. Bemærkelsesværdigt var det, hvordan hun via sit gavmilde væsen formåede at hjælpe alle mulige børn med alle mulige store og små tilknytningsmæssige udfordringer. Og altså også lille Laura. For efter en måned hos denne fantastiske kvinde, havde hun taget 4,5 kg på. Hendes vægt steg 35 pct. på samme mængde kalorier, som tidligere ikke havde været nok til at forhindre vægttab. Den fysiske omsorg fra MamaP, var det, der skulle til for at udløse de hormoner, der var en forudsætning for vækst.
kan bevæge sig ud af ubevægeligheden.
– Peter Levine
Så hvad er ”præcist, blødt og nysgerrigt sprog” i ovenstående?
For lægerne på Lauras mave-tarm-afdeling og for den tilknyttede psykolog på det psykiatriske afsnit kan man sige, at de er givet ved et dekonstruktivistisk ideal. Ultrakort fortalt betyder dekonstruktivisme at bedrive et opgør mod det store tyske ”samlende projekt” fra Hegel, hvor ånden går mod en stadig større grad af totalitet. Et opgør mod, at der er en stor, gylden sammenhæng i tingene. Og at man i stedet begynder at se på ting udelukkende på tingenes præmisser. Så når mave-tarm-lægen kigger på Lauras mave, kigger han kun på den med sine tarm-specialist-briller og ænser ikke, at maven står i forbindelse med hjerne og øvrige krop på et utal af måder. Han begår sig ikke i sprog, der dribler uden om sit eget domæne, eller han er ikke trænet i at gøre det og kan i øvrigt komme i problemer med sine egne fagfolk, hvis han tillader sig at gå den vej. For psykologen gælder det samme bare inden for et andet fagfelt. Han har udelukkende fokus på Lauras manglende evne til at omsætte kalorier og låser sig fast på den normativitet, han er skolet i, nemlig DSM (den amerikanske version af den psykiatriske håndbog) og finder mening og retning deri. Og de samme potentielle (negative) konsekvenser gælder også for ham, som med lægen. Så det kan godt være, at de indeni tænker, at Lauras tilstand godt kan hænge sammen med andre ting, men deres organisationsmæssige bagland tillader dem ikke at tænke ud af boksen, og (også) derfor er de nødt til at holde sig til de regler, de er skolet i.
Bruce Perry derimod har en mere konsulentagtig status og er ikke bundet/tvunget til at tænke i lukkede cirkler. Han kan frit orientere sig omnipotent og tillade sig at mene, at krop og psyke hænger sammen. At manglende omsorg og nærmest kulde fra den eneste omsorgsgiver, Laura havde haft, kan have stor neurologisk, hormonel og vævsmæssig betydning. At det i Lauras tilfælde betød, at de hormonelle betingelser for vækst satte sig i bakgear. Det ”præcise” i Bruce Perrys gøren og laden er, at han afsøger mulige sammenhænge til Lauras situation uden partout at skulle inden om de systemer, han kender (han er selv psykiater), så det bliver systemerne, der indordner sig Laura, og ikke omvendt. Og det, at han tillader sig at gå på kanten af det ukendte og være nysgerrig gør, at han kan finde lige præcis den ”medicin”, som er rigtig for Laura, og som gør, at hun kan tage på i vægt.
Så.
Desværre kan eksemplet overføres til praktisk taget alle steder i samfundet. I alle institutionelle lag. Det er helt vildt, hvor meget vi stadig er givet ved det positivistiske ideal, og hvordan Descartes’ dualismer endnu spøger i kulisserne. Vi har med andre ord lang, lang vej endnu, før samfundet over en bred kam begynder at acceptere, at mennesket er mere end dets enkeltdele. At vi er ekstremt prægbare, følsomme og plastiske væsner, og kan være det, indtil vi ikke er her mere.
Nå.
Så hvad er ”præcist, blødt og nysgerrigt sprog” i eksistensterapi?
I sit udgangspunkt at honorere det uudgrundelige menneske. Efter min mening er vi først på tærsklen til at forstå de mange samspil, krop, hjerne og psyke er givet ved (læs evt. mere om dette emne under vision), så derfor er det at skyde sig selv i foden at gøre brug af for mange lukkede systemer. Selvfølgelig er vi nødt til i nogen grad at have systemer at læne os op ad, ellers farer vi vild, men hvis forvaltningen af denne ”lænen sig ind i” får følgeskab af åbenhed og nysgerrighed og ikke af angst for det ukendte og ikkebetrådte, åbnes der op for, som beskrevet ovenover, at systemerne indretter sig efter individualitet – og ikke omvendt. Og det giver ”åbninger” til ja… det ”åbnende” sprog og dermed et langt mere rigt sprog. I tilfældet med Laura er der mig bekendt i psykiatrien aldrig blevet tilbudt den slags kærlighedslære, som Perry satte hende og hendes mor på, men som ikke desto mindre, var det det, som fik antændt hendes hormoner for vækst. Perrys ”åbnende” sprog, hans insisteren på at kigge på Laura med mange og forskellige briller, gjorde forskellen.
”Præcis” i denne kontekst er således mere refererende til metodologi end til at ramme perfektionistisk plet inden for et givet system. At det er afsøgningen og kvaliteten af denne, der kan afstedkomme et mere præcist udfald, når den er det modsatte af at lukke sig om sig selv.
Så hvad er ”præcist, blødt og nysgerrigt sprog” i ovenstående?
For lægerne på Lauras mave-tarm-afdeling og for den tilknyttede psykolog på det psykiatriske afsnit kan man sige, at de er givet ved et dekonstruktivistisk ideal. Ultrakort fortalt betyder dekonstruktivisme at bedrive et opgør mod det store tyske ”samlende projekt” fra Hegel, hvor ånden går mod en stadig større grad af totalitet. Et opgør mod, at der er en stor, gylden sammenhæng i tingene. Og at man i stedet begynder at se på ting udelukkende på tingenes præmisser. Så når mave-tarm-lægen kigger på Lauras mave, kigger han kun på den med sine tarm-specialist-briller og ænser ikke, at maven står i forbindelse med hjerne og øvrige krop på et utal af måder. Han begår sig ikke i sprog, der dribler uden om sit eget domæne, eller han er ikke trænet i at gøre det og kan i øvrigt komme i problemer med sine egne fagfolk, hvis han tillader sig at gå den vej. For psykologen gælder det samme bare inden for et andet fagfelt. Han har udelukkende fokus på Lauras manglende evne til at omsætte kalorier og låser sig fast på den normativitet, han er skolet i, nemlig DSM (den amerikanske version af den psykiatriske håndbog) og finder mening og retning deri. Og de samme potentielle (negative) konsekvenser gælder også for ham, som med lægen. Så det kan godt være, at de indeni tænker, at Lauras tilstand godt kan hænge sammen med andre ting, men deres organisationsmæssige bagland tillader dem ikke at tænke ud af boksen, og (også) derfor er de nødt til at holde sig til de regler, de er skolet i.
Bruce Perry derimod har en mere konsulentagtig status og er ikke bundet/tvunget til at tænke i lukkede cirkler. Han kan frit orientere sig omnipotent og tillade sig at mene, at krop og psyke hænger sammen. At manglende omsorg og nærmest kulde fra den eneste omsorgsgiver, Laura havde haft, kan have stor neurologisk, hormonel og vævsmæssig betydning. At det i Lauras tilfælde betød, at de hormonelle betingelser for vækst satte sig i bakgear. Det ”præcise” i Bruce Perrys gøren og laden er, at han afsøger mulige sammenhænge til Lauras situation uden partout at skulle inden om de systemer, han kender (han er selv psykiater), så det bliver systemerne, der indordner sig Laura, og ikke omvendt. Og det, at han tillader sig at gå på kanten af det ukendte og være nysgerrig gør, at han kan finde lige præcis den ”medicin”, som er rigtig for Laura, og som gør, at hun kan tage på i vægt.
Så.
Desværre kan eksemplet overføres til praktisk taget alle steder i samfundet. I alle institutionelle lag. Det er helt vildt, hvor meget vi stadig er givet ved det positivistiske ideal, og hvordan Descartes’ dualismer endnu spøger i kulisserne. Vi har med andre ord lang, lang vej endnu, før samfundet over en bred kam begynder at acceptere, at mennesket er mere end dets enkeltdele. At vi er ekstremt prægbare, følsomme og plastiske væsner, og kan være det, indtil vi ikke er her mere.
Nå.
Så hvad er ”præcist, blødt og nysgerrigt sprog” i eksistensterapi?
I sit udgangspunkt at honorere det uudgrundelige menneske. Efter min mening er vi først på tærsklen til at forstå de mange samspil, krop, hjerne og psyke er givet ved (læs evt. mere om dette emne under vision), så derfor er det at skyde sig selv i foden at gøre brug af for mange lukkede systemer. Selvfølgelig er vi nødt til i nogen grad at have systemer at læne os op ad, ellers farer vi vild, men hvis forvaltningen af denne ”lænen sig ind i” får følgeskab af åbenhed og nysgerrighed og ikke af angst for det ukendte og ikkebetrådte, åbnes der op for, som beskrevet ovenover, at systemerne indretter sig efter individualitet – og ikke omvendt. Og det giver ”åbninger” til ja… det ”åbnende” sprog og dermed et langt mere rigt sprog. I tilfældet med Laura er der mig bekendt i psykiatrien aldrig blevet tilbudt den slags kærlighedslære, som Perry satte hende og hendes mor på, men som ikke desto mindre, var det det, som fik antændt hendes hormoner for vækst. Perrys ”åbnende” sprog, hans insisteren på at kigge på Laura med mange og forskellige briller, gjorde forskellen.
”Præcis” i denne kontekst er således mere refererende til metodologi end til at ramme perfektionistisk plet inden for et givet system. At det er afsøgningen og kvaliteten af denne, der kan afstedkomme et mere præcist udfald, når den er det modsatte af at lukke sig om sig selv.
“We determine ourselves by the
meanings we ascribe to situations.”
Alfred Adler
Et ekstra eksempel er på sin plads.
Denne gang et helt personligt et. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg har lidt rigtig meget af dårlig skam. Eller toksisk skam, som jeg også ynder at kalde det. At have et for højt niveau af dårlig skam er forfærdeligt. Virkelig. Og for mig er det kommet med et utal af konsekvenser. Det er blandt derfor, jeg har lidt af pornoafhængighed. At mit lave selvværd og toksiske seksuelle skam igennem tiden har gjort, at jeg ikke har kunnet ”manifestere mig” i forhold til kvinder. Jeg har haft lyst til kvinder og har da også været sammen med en del kvinder, men mine forhold har altid været skæve. Skæve, (også) fordi jeg har været skæv på indersiden. Fordi jeg ikke har haft mig selv med og altid er optrådt i forstillede udgaver. Jeg var nødt til at charmere for at få sex, hvilket er et af kendetegnene ved toksisk seksuel skam – at man i stedet for at evne at stå ved sin liderlighed og sin lyst og bære den sammen med den kvinde, man attrår, at man så i stedet ”danser omkring”. Ellers sagt lidt mere jordnært, at man ”scorer”. Så ja, jeg har scoret mange kvinder ved at iføre mig et charmerende jeg, men indtil jeg begyndte i terapi, havde jeg aldrig scoret kvinder ved blot at være mig selv. For ”mig selv” var jo betændt og slemt ifølge mine egne indre narrativer, og derfor aldrig noget, der var nok til at antænde kvinder. Kvinder er jo ligesom mænd mere givet ved den energi, der ligger bag ordene, end ved selve syntaksen. Og det, jeg bag ordene har udstrålet, har været lavt seksuelt selvværd, manglende autenticitet, ikke at have anker i mig. Og den slags. Og kvinder tænder på det modsatte. De tænder på mænd, som står ved sig selv. Og så er det principielt ligegyldigt hvad ”sig selv” er, bare der fra kvindens synspunkt er fornemmelsen af noget solidt at læne sig ind i. Hvor det solide kommer af at stå ved sig selv. Så på det område har mit liv sgu været ret meget op ad bakke.
Og.
Af blandt andet den grund kastede jeg mig for efterhånden mange år siden ud i at blive terapeut. De fleste terapeuter og psykologer har jo selv en masse ting at rydde op i, og kongstanken, i hvert fald når man uddanner sig til psykoterapeut, er, at man bliver en desto bedre behandler, når der ryddes op i disse kældergange. Dette for det første fordi man har en højere grad af evne til identifikation med klienters smerte, da selvsamme smerte har løbet i ens egne blodårer, og for det andet fordi fagligheden derved får en anden omsætning i krop og sind end blot at være ”noget man henter ned fra skyerne”. Altså at man kan omsætte faglighed på en helt anden måde end ved blot at være akademisk refererende. Således er det blevet til en del forskellige terapeutiske uddannelser for mit vedkommende, og de har alle sammen på hver sin måde bidraget positivt til min selvudviklingsrejse og til, at jeg i dag trækker vejret på helt anden vis. Helt anden rolig vis. Og dog har der været stor kvalitetsforskel undervejs på uddannelserne. Hverken sexologuddannelsen, psykoterapeutstedet, SCT, åndedrætsterapi-rejsen, uddannelsen til kropsterapeut eller de mange ekstra uddannelsesworkshops, jeg har rendt til, har formået at bruge præcist sprog, når det gælder skam. Dette oplevede jeg først, da jeg trådte ind på Skolen for Psykosomatik i Helsingør ved Ulla Rung Weeke. Her oplevede jeg et menneske, som havde, hvad der skulle til for at ramme sprogligt plet, hvad angik min toksiske skam. Uanset hvor fine og ”evidensbaserede” uddannelsessystemer undervisere/terapeuter læner sig ind i, er de i deres terapeutiske og skolemæssige forvaltning aldrig længere, end hvad deres selvudvikling dikterer dem. Så hvis ikke de har fået deres ordløse skamniveauer på plads, vil der altid være en bismag af dette i det undervisende rum. Og i tilfældet med terapi, at eleverne ikke er trygge ved at træde ind i disse lag (da lærerne/terapeuterne dybest set ikke selv er trygge ved disse lag).
Sådan er det ikke med Ulla.
Hun trækker veksler på så mange forskellige typer af faglighed (medicin, psykologi, fysioterapi, rolfing, SCT, gruppedynamikker, bevægelsesarbejde, arbejde på briks og meget mere), at ”præcist, blødt og nysgerrigt sprog” helt naturligt er indbygget i hendes arbejde.
For mig blev det første gang i mit liv, at jeg oplevede et reelt møde. Simpelthen. Jeg har altid haft meget energi og nok også et pænt højt selvtillidsniveau (ikke at forveksle med selvværd) og bagved mine ord og energi, har jeg altid følt, at der var noget galt med mig. At jeg som sagt ”var forkert” på indersiden. At tingene og følelserne og emotionerne ligesom ikke løb rigtigt. Eller sådan. Det ændrede sig ved mødet med Ulla. Og hvorfor? Eller hvad skete der? Eller hvad var det præcise sprog i den sammenhæng?
Ja.
Terapien hos Ulla er helt anderledes ”nøgen”, end hvad jeg hidtil havde prøvet. Ulla skal ikke ”ind forbi” et bestemt system eller en særlig tankegang i sine interventioner. Hun er der bare og kalder sig ind fra alle (eller i hvert fald mange) steder på en gang. Og det gør en kæmpe forskel. Hvis ens krop ryster, er der (måske) nysgerrighed fra hendes side om, hvad det kan have på hjerte. Hvis man dissocierer undervejs i samtalen, kan det blive behandlet som en spændende og måske nødvendig gæst, fordi emnet kan være så ømt. Hvis man er i affekt og aggressiv, og måske endda vred på hende, bruger hun sine mange års erfaring som SCT-gruppeleder til at byde det velkomment. Og nærmest opildne en til at smide sin frustration og aggression i hovedet på hende. Der er med andre ord heller ikke så mange steder at flygte hen. Man bliver ”kaldt”, uanset hvor ens mestringsstrategier har bragt en hen. Men altid. Altid er dette ”kald” båret af dyb empati, respekt og begavelse. I de mange år, jeg gruppeterapeutisk har været tilknyttet Ulla, har jeg aldrig oplevet hende skamme et menneske ud. Noget, jeg desværre har oplevet ikke så få gange, i de øvrige terapeutiske uddannelsesmiljøer, jeg har begået mig i.
En af mine mestringsstrategier som respons til mit lave selvværd og mit høje niveau af skam har været at pseudointellektualisere. Da jeg i 1990 vendte hjem til Danmark efter mit piloteventyr i USA, var jeg et andet menneske. Mine venner og familie kunne ikke genkende mig. Jeg kunne ikke genkende mig. Mit nervesammenbrud derovre havde slet og ret forvandlet mig (læs evt. lidt mere om det her). Min mor syntes, jeg skulle gå til psykolog, men det turde jeg ikke, fordi jeg var bange for at miste mine flycertifikater (jeg har faktisk aldrig siden fået undersøgt, om man reelt kan miste sine flycertifikater, hvis man er psykisk ude at skide og går til psykolog), så jeg gik min egen vej. Og den første selvudviklingsbog, jeg kastede mig over, var Søren Kierkegaards ”Begrebet Angest”. Dette fordi jeg led så meget af angst. Men puha. Det er jo en af Kierkegaards sværeste bøger, og da jeg på dette tidspunkt i livet ikke havde nogen som helst filosofisk skoling, fattede jeg hat af, hvad der stod. Især første halvdel af bogen er sort snak, når man ikke er inde hans begrebsverden. Anden halvdel er lettere identificerbar i forhold til angstens væsen.
Nå.
Men.
Det var min første vej i retning af at forsøge at udrede mig selv. Og på mange måder hjalp det mig at læse vores store danske filosof. På andre måder var det som at blande æbler og bananer sammen. I virkeligheden blev jeg mere og mere angst, fordi jeg intellektualiserede min smerte. Jeg brugte hans komplicerede begreber til at forstå eller forsøge at forstå, men forståelse i sig selv er ikke nok til at transformere sjælelig smerte. På nogle måder tværtimod. Man kan forstå, forstå, forstå, men hvis ikke denne ”forståelse” omsættes til et møde og en egentlig spejling fra et andet menneske, eller bare afstedkommer anderledes indre kropslige løb, risikerer man at sejle rundt i sine egne og isolerede søer og bibringe større og større diskrepans mellem det mentalt forståede og de levede indre. Og derved desto større smerte. For mig gik det i hvert fald sådan. Så en lang rejse påbegyndtes, hvor jeg blev mere og mere filosofisk og akademisk orienteret (jeg endte også med at få en kandidatgrad på RUC i filosofi og kommunikation), men hvor jeg på ingen som helst måder fik det bedre på indersiden. Faktisk tværtimod.
Det er at pseudointellektualisere.
Og det havde jeg som sagt med mig som en af mine forsvarsstrategier. Jeg kan med andre ord noget med ord, men det ændrede ikke på min skam. Uanset hvor ”rigtige” eller lixtal-højt fine de var, ordene, så ændrede det ikke på min fornemmelse af, at jeg var forkert på indersiden. Ikke en døjt.
Det var blandt andet det, som Ulla evnede at se ind i og give et møde. Det præcise sprog fra Ullas side var, at hun både gav mig et møde i ordene og et møde alle mulige andre steder på en gang. Så da jeg blev kaldt ind i forhold til, hvad der løb på min inderside, dissocierede jeg en smule, hvilket Ulla prompte fangede op og i et empatisk sprog fik katalogiseret som et historisk nødvendigt forsvar fra min side. Men et fænomen, som er lige så velkomment som alt andet. Og da dissociationen fik et ”grønt lys” fra Ullas side (en tilstand jeg også havde forbundet med at være forkert), banede det vej til yderligere ”møder”. Hos Ulla foregår terapi i gruppekontekst, og disse ”grønne lys” gav mig følelsen af endnu mere nøgenhed, ikke mindst i forhold til en spejling af mig selv i gruppen. At dette mit blottede jeg blev set af 14 andre mennesker, og så bankede skammen ret meget på. Skammen. Og bagved det de ordløse lag. Pludselig havde jeg ingen ord. Kun krop. Og skam. Og nedslåede øjne. Og angst for at jeg nu blev skammet ud. For når disse 14 andre mennesker så, hvor forkert det var, det min inderside repræsenterede, ville de dreje tommelfingeren nedad. Var nogle af mine autotanker. Men nej. Selvfølgelig. Ullas evne til i den kontekst at invitere skammen inden for, og hvor gruppen er ”bølgende” med og ”bølgende bærende” for det, der dukker op, er unik. Skammen skal ikke tales væk, ej heller skal den fylde så meget, at den bliver reaktiverende for traumer og skæve tilstande fra tidlig tid. Den skal have tilpas meget plads. Hvor ”tilpas” ikke har nogen regler. Det er en fornemmelse, der løber i en selv og i rummet, hvor der måske åbnes op for større grader af ordløse lag, eller større indsigt, eller forvirring, eller følelsen af kropsligt kollaps, eller glæde… alt muligt. Hvad som helst. Og herfra, kan man sige, trækker terapien sig for alvor i retning af vækst. Det er i disse lag, at det kropslige og sjælelige låste befinder sig. De låse, man til daglig ikke kan få fat på, og som blandt andet er det, man ”bygger ovenpå”, når man kastes rundt i manegen af de forskellige typer afhængigheder. Låse, der ofte er bundet op til så meget skam og ”skævhed” fra tidlig tid, at det bliver et ekstremt bævrende sted at bevæge sig hen. Men bævrende på den gode måde, fordi lederskabet fra Ullas side er så solidt og begavet, og fordi man godt ved, eller jeg i ovenover omtalte eksempel godt vidste, at det var den eneste rigtige vej, hvis jeg skulle transformere min indre forkerthedsfølelse.
Ja.
Et ekstra eksempel er på sin plads.
Denne gang et helt personligt et. Det forholder sig nemlig sådan, at jeg har lidt rigtig meget af dårlig skam. Eller toksisk skam, som jeg også ynder at kalde det. At have et for højt niveau af dårlig skam er forfærdeligt. Virkelig. Og for mig er det kommet med et utal af konsekvenser. Det er blandt derfor, jeg har lidt af pornoafhængighed. At mit lave selvværd og toksiske seksuelle skam igennem tiden har gjort, at jeg ikke har kunnet ”manifestere mig” i forhold til kvinder. Jeg har haft lyst til kvinder og har da også været sammen med en del kvinder, men mine forhold har altid været skæve. Skæve, (også) fordi jeg har været skæv på indersiden. Fordi jeg ikke har haft mig selv med og altid er optrådt i forstillede udgaver. Jeg var nødt til at charmere for at få sex, hvilket er et af kendetegnene ved toksisk seksuel skam – at man i stedet for at evne at stå ved sin liderlighed og sin lyst og bære den sammen med den kvinde, man attrår, at man så i stedet ”danser omkring”. Ellers sagt lidt mere jordnært, at man ”scorer”. Så ja, jeg har scoret mange kvinder ved at iføre mig et charmerende jeg, men indtil jeg begyndte i terapi, havde jeg aldrig scoret kvinder ved blot at være mig selv. For ”mig selv” var jo betændt og slemt ifølge mine egne indre narrativer, og derfor aldrig noget, der var nok til at antænde kvinder. Kvinder er jo ligesom mænd mere givet ved den energi, der ligger bag ordene, end ved selve syntaksen. Og det, jeg bag ordene har udstrålet, har været lavt seksuelt selvværd, manglende autenticitet, ikke at have anker i mig. Og den slags. Og kvinder tænder på det modsatte. De tænder på mænd, som står ved sig selv. Og så er det principielt ligegyldigt hvad ”sig selv” er, bare der fra kvindens synspunkt er fornemmelsen af noget solidt at læne sig ind i. Hvor det solide kommer af at stå ved sig selv. Så på det område har mit liv sgu været ret meget op ad bakke.
Og.
Af blandt andet den grund kastede jeg mig for efterhånden mange år siden ud i at blive terapeut. De fleste terapeuter og psykologer har jo selv en masse ting at rydde op i, og kongstanken, i hvert fald når man uddanner sig til psykoterapeut, er, at man bliver en desto bedre behandler, når der ryddes op i disse kældergange. Dette for det første fordi man har en højere grad af evne til identifikation med klienters smerte, da selvsamme smerte har løbet i ens egne blodårer, og for det andet fordi fagligheden derved får en anden omsætning i krop og sind end blot at være ”noget man henter ned fra skyerne”. Altså at man kan omsætte faglighed på en helt anden måde end ved blot at være akademisk refererende. Således er det blevet til en del forskellige terapeutiske uddannelser for mit vedkommende, og de har alle sammen på hver sin måde bidraget positivt til min selvudviklingsrejse og til, at jeg i dag trækker vejret på helt anden vis. Helt anden rolig vis. Og dog har der været stor kvalitetsforskel undervejs på uddannelserne. Hverken sexologuddannelsen, psykoterapeutstedet, SCT, åndedrætsterapi-rejsen, uddannelsen til kropsterapeut eller de mange ekstra uddannelsesworkshops, jeg har rendt til, har formået at bruge præcist sprog, når det gælder skam. Dette oplevede jeg først, da jeg trådte ind på Skolen for Psykosomatik i Helsingør ved Ulla Rung Weeke. Her oplevede jeg et menneske, som havde, hvad der skulle til for at ramme sprogligt plet, hvad angik min toksiske skam. Uanset hvor fine og ”evidensbaserede” uddannelsessystemer undervisere/terapeuter læner sig ind i, er de i deres terapeutiske og skolemæssige forvaltning aldrig længere, end hvad deres selvudvikling dikterer dem. Så hvis ikke de har fået deres ordløse skamniveauer på plads, vil der altid være en bismag af dette i det undervisende rum. Og i tilfældet med terapi, at eleverne ikke er trygge ved at træde ind i disse lag (da lærerne/terapeuterne dybest set ikke selv er trygge ved disse lag).
Sådan er det ikke med Ulla.
Hun trækker veksler på så mange forskellige typer af faglighed (medicin, psykologi, fysioterapi, rolfing, SCT, gruppedynamikker, bevægelsesarbejde, arbejde på briks og meget mere), at ”præcist, blødt og nysgerrigt sprog” helt naturligt er indbygget i hendes arbejde.
For mig blev det første gang i mit liv, at jeg oplevede et reelt møde. Simpelthen. Jeg har altid haft meget energi og nok også et pænt højt selvtillidsniveau (ikke at forveksle med selvværd) og bagved mine ord og energi, har jeg altid følt, at der var noget galt med mig. At jeg som sagt ”var forkert” på indersiden. At tingene og følelserne og emotionerne ligesom ikke løb rigtigt. Eller sådan. Det ændrede sig ved mødet med Ulla. Og hvorfor? Eller hvad skete der? Eller hvad var det præcise sprog i den sammenhæng?
Ja.
Terapien hos Ulla er helt anderledes ”nøgen”, end hvad jeg hidtil havde prøvet. Ulla skal ikke ”ind forbi” et bestemt system eller en særlig tankegang i sine interventioner. Hun er der bare og kalder sig ind fra alle (eller i hvert fald mange) steder på en gang. Og det gør en kæmpe forskel. Hvis ens krop ryster, er der (måske) nysgerrighed fra hendes side om, hvad det kan have på hjerte. Hvis man dissocierer undervejs i samtalen, kan det blive behandlet som en spændende og måske nødvendig gæst, fordi emnet kan være så ømt. Hvis man er i affekt og aggressiv, og måske endda vred på hende, bruger hun sine mange års erfaring som SCT-gruppeleder til at byde det velkomment. Og nærmest opildne en til at smide sin frustration og aggression i hovedet på hende. Der er med andre ord heller ikke så mange steder at flygte hen. Man bliver ”kaldt”, uanset hvor ens mestringsstrategier har bragt en hen. Men altid. Altid er dette ”kald” båret af dyb empati, respekt og begavelse. I de mange år, jeg gruppeterapeutisk har været tilknyttet Ulla, har jeg aldrig oplevet hende skamme et menneske ud. Noget, jeg desværre har oplevet ikke så få gange, i de øvrige terapeutiske uddannelsesmiljøer, jeg har begået mig i.
En af mine mestringsstrategier som respons til mit lave selvværd og mit høje niveau af skam har været at pseudointellektualisere. Da jeg i 1990 vendte hjem til Danmark efter mit piloteventyr i USA, var jeg et andet menneske. Mine venner og familie kunne ikke genkende mig. Jeg kunne ikke genkende mig. Mit nervesammenbrud derovre havde slet og ret forvandlet mig (læs evt. lidt mere om det her). Min mor syntes, jeg skulle gå til psykolog, men det turde jeg ikke, fordi jeg var bange for at miste mine flycertifikater (jeg har faktisk aldrig siden fået undersøgt, om man reelt kan miste sine flycertifikater, hvis man er psykisk ude at skide og går til psykolog), så jeg gik min egen vej. Og den første selvudviklingsbog, jeg kastede mig over, var Søren Kierkegaards ”Begrebet Angest”. Dette fordi jeg led så meget af angst. Men puha. Det er jo en af Kierkegaards sværeste bøger, og da jeg på dette tidspunkt i livet ikke havde nogen som helst filosofisk skoling, fattede jeg hat af, hvad der stod. Især første halvdel af bogen er sort snak, når man ikke er inde hans begrebsverden. Anden halvdel er lettere identificerbar i forhold til angstens væsen.
Nå.
Men.
Det var min første vej i retning af at forsøge at udrede mig selv. Og på mange måder hjalp det mig at læse vores store danske filosof. På andre måder var det som at blande æbler og bananer sammen. I virkeligheden blev jeg mere og mere angst, fordi jeg intellektualiserede min smerte. Jeg brugte hans komplicerede begreber til at forstå eller forsøge at forstå, men forståelse i sig selv er ikke nok til at transformere sjælelig smerte. På nogle måder tværtimod. Man kan forstå, forstå, forstå, men hvis ikke denne ”forståelse” omsættes til et møde og en egentlig spejling fra et andet menneske, eller bare afstedkommer anderledes indre kropslige løb, risikerer man at sejle rundt i sine egne og isolerede søer og bibringe større og større diskrepans mellem det mentalt forståede og de levede indre. Og derved desto større smerte. For mig gik det i hvert fald sådan. Så en lang rejse påbegyndtes, hvor jeg blev mere og mere filosofisk og akademisk orienteret (jeg endte også med at få en kandidatgrad på RUC i filosofi og kommunikation), men hvor jeg på ingen som helst måder fik det bedre på indersiden. Faktisk tværtimod.
Det er at pseudointellektualisere.
Og det havde jeg som sagt med mig som en af mine forsvarsstrategier. Jeg kan med andre ord noget med ord, men det ændrede ikke på min skam. Uanset hvor ”rigtige” eller lixtal-højt fine de var, ordene, så ændrede det ikke på min fornemmelse af, at jeg var forkert på indersiden. Ikke en døjt.
Det var blandt andet det, som Ulla evnede at se ind i og give et møde. Det præcise sprog fra Ullas side var, at hun både gav mig et møde i ordene og et møde alle mulige andre steder på en gang. Så da jeg blev kaldt ind i forhold til, hvad der løb på min inderside, dissocierede jeg en smule, hvilket Ulla prompte fangede op og i et empatisk sprog fik katalogiseret som et historisk nødvendigt forsvar fra min side. Men et fænomen, som er lige så velkomment som alt andet. Og da dissociationen fik et ”grønt lys” fra Ullas side (en tilstand jeg også havde forbundet med at være forkert), banede det vej til yderligere ”møder”. Hos Ulla foregår terapi i gruppekontekst, og disse ”grønne lys” gav mig følelsen af endnu mere nøgenhed, ikke mindst i forhold til en spejling af mig selv i gruppen. At dette mit blottede jeg blev set af 14 andre mennesker, og så bankede skammen ret meget på. Skammen. Og bagved det de ordløse lag. Pludselig havde jeg ingen ord. Kun krop. Og skam. Og nedslåede øjne. Og angst for at jeg nu blev skammet ud. For når disse 14 andre mennesker så, hvor forkert det var, det min inderside repræsenterede, ville de dreje tommelfingeren nedad. Var nogle af mine autotanker. Men nej. Selvfølgelig. Ullas evne til i den kontekst at invitere skammen inden for, og hvor gruppen er ”bølgende” med og ”bølgende bærende” for det, der dukker op, er unik. Skammen skal ikke tales væk, ej heller skal den fylde så meget, at den bliver reaktiverende for traumer og skæve tilstande fra tidlig tid. Den skal have tilpas meget plads. Hvor ”tilpas” ikke har nogen regler. Det er en fornemmelse, der løber i en selv og i rummet, hvor der måske åbnes op for større grader af ordløse lag, eller større indsigt, eller forvirring, eller følelsen af kropsligt kollaps, eller glæde… alt muligt. Hvad som helst. Og herfra, kan man sige, trækker terapien sig for alvor i retning af vækst. Det er i disse lag, at det kropslige og sjælelige låste befinder sig. De låse, man til daglig ikke kan få fat på, og som blandt andet er det, man ”bygger ovenpå”, når man kastes rundt i manegen af de forskellige typer afhængigheder. Låse, der ofte er bundet op til så meget skam og ”skævhed” fra tidlig tid, at det bliver et ekstremt bævrende sted at bevæge sig hen. Men bævrende på den gode måde, fordi lederskabet fra Ullas side er så solidt og begavet, og fordi man godt ved, eller jeg i ovenover omtalte eksempel godt vidste, at det var den eneste rigtige vej, hvis jeg skulle transformere min indre forkerthedsfølelse.
Ja.
“What other people think of me
is none of my business.”
Eleanor Roosevelt
Så hvad er ”præcist”?
At Ulla erkender uudgrundeligheden, at hun kan iføre sig mange forskellige systemer og samtidigt smide systemerne, når hun lander på kanten af det ukendte. For mig var det det mest ”præcise”, jeg i en terapeutisk kontekst havde oplevet, fordi det lirkede sig ind til ”det forbudte”. Til den afgrundsdybe skam, til det sproglige kollaps, til dissociationernes favntag. Til erkendelsen af, at mine intellektualiseringer faktisk holdt mig på afstand af at ”nå dertil”. At mine komplicerede ord gjorde mig en bjørnetjeneste.
Så. Det præcise er, at Ulla favner alle disse komplicerede dimensioner på en gang og hele tiden mærker, tænker og føler efter, hvad der giver mening. Og dette i et vækstorienteret og altid empatisk miljø, hvor det øvrige gruppefelt trækkes med ind efter behov. Så præcis er som sagt ikke at ramme syntaktisk plet, men selvudviklingsmæssigt plet. Man ved det godt på indersiden, når der er ramt plet. Som når man rammer en golfbold på den rigtige måde, eller når man i dart skal lukke spillet med en dobbelt 16, og i det øjeblik, pilen forlader fingeren, ved man bare, at den rammer doublen. Den følelse.
I en terapeutisk-, selvudviklingsmæssig-, eller nu-SKAL-jeg-fandeme-have-ryddet-op-i-det-her-traumelort kontekst ved man det godt, når der rammes plet. Det ved man bare. Det ved alle, der er bærere af de sjælemæssige store udfordringer og får et møde fra en kompetent terapeut, behandler, psykolog, psykiater… whatever… for så for det første er man ikke længere den eneste til at bære lortet, men den kompetente, empatiske og vækstorienterede spejling, man møder, baner vej for en anden måde at være i verden på. En måde, hvor de indre løb, inderligheden, de emotionelle forvaltninger, det kognitive jeg smager anderledes.
Det er det, terapi handler om. At få installeret nye holdepunkter omkring hvilke man kan knytte sig op til sine (nye eller gamle) formulerede værdier og skyde sig i ønsket retning.
Så.
Indtil vi har lært alle hemmelighederne omkring menneskets sind, krop og hjerne at kende, vil terapi ikke være en eksakt videnskab, forstået som et positivistisk ideal. Og det kan der velsagtens gå et par millioner år med endnu. Indtil da må vi tage os til takke med ”individualitet” vedrørende succesfulde terapeutiske interventioner. Hvis det føles godt, rigtigt og vækstorienteret for den enkelte, er vi på rette spor. Omvendt kan vi grundet uudgrundeligheden aldrig helt vide besked om, hvad der virker, hvilket af os behandlere/terapeuter afkræver en fænomenologisk metodologi, og hvor vi igennem hele karrieren lader os være ”udvidende”. Indstille sig på, at ting, der virker, ikke er et endeligt forehavende, men som med universets kontinuerlige udvidelse, det modsatte. Og at ting, der virker en dag for en klient, ikke virker en anden dag. Så en dag kan kunstterapi være sagen, mens det en anden dag er chok- traumeterapi med drøftelser omkring sexologi.
Ja.
Det lyder måske overvældende, men når vi går os selv på klingen, er vi så egentlig ikke i vores essens et overvældende antal systemer? Og planer? Og dingenoter? Og relationer? Tag noget så ”simpelt” som kroppens evne til at opretholde pH-værdier. Vidste du, at der er stor forskel på pH-værdier forskellige steder i kroppen? Blodet er lettere basisk, mens nyrerne for det meste er syrlige, og at mavesyren er ekstremt syreholdig, faktisk lige så syrlig som saltsyre. At opretholde pH-balance er et essentielt anliggende for kroppens systemer, og således har vi indbygget en række buffere, som hele tiden sørger for, at vi ikke overskrider værdierne. Det er blot et eksempel på et system i kroppen. Og hvor mange har vi? Eller ved vi overhovedet, hvor mange vi har? Så at ”kræve” et uendeligt mulige antal muligheder i terapi, er ”blot” at honorere, hvad vi er. Vi er ”uendelige”. Og ja, det er forpustende at tænke på. Sartre fik kvalme, da han indså, at der ikke er en stor gylden metafysik, som styrer det hele for os.
Så gået os selv på klingen er vi overvældende. Hvorfor skulle terapi så ikke også kunne tilbyde et møde, der honorerer denne komplicerethed? Et møde, hvor terapeut/behandler ikke altid ved besked og i attitude tillader, at vi ikke altid ved besked. At det er i orden som terapeut at gå på kanten af det ukendte. Det modsatte er nærmest prætentiøst – de ovenover mange tanker taget i betragtning. At det faktisk – også – er et målene at nå til kanten af det ukendte for både klient og behandler. Og at det på ingen måder er farligt, hvis det ikke føles farligt for behandler.
Bruce Perry gik på kanten af det ukendte, da han blev mødt af psykologens infantil-anoreksi begejstring, og i sin mave mærkede, at det var skævt. At det intet havde at gøre med at skabe optimale betingelser for hjælp og støtte til Laura. Han stolede på denne kropslige diskrepans og fik så mange oplysninger ud af hendes mor, at han gik en anden vej end at tvangsfodre den lille pige med vægtforøgelse for øje.
Så derfor. Som afsluttende og opsummerende bemærkninger.
At få støtte til at træde i eksistens er den sproglige definition på eksistensterapi. I sit etymologiske ophav er det et både filosofisk og psykologisk/terapeutisk anliggende. At eksistere er filosofisk set en tanke om frihed i forhold til situation. Det er det, der spilles bold op ad som et slags ideal. Og alle, der vælger at gå i terapi, har i en eller anden forstand en smertelig tilstand, de ønsker hjælp til at få transformeret. Og som forsøgt beskrevet er der intet endegyldigt ”hvordan” til den udfordring, men nogle af nøgleordene er:
fænomenologi
at honorere menneskets uudgrundelighed
at der bliver gået på kanten af det ukendte
at der ikke bedrives lukket systemtænkning
at være åbne for brug af vidt forskellige redskaber og acceptere, at nogle redskaber virker nogle gange, og at de andre gange ikke virker
skamarbejde
at arbejde med de ordløse lag
Og af de lidt mere konkrete værktøjer kan nævnes:
et afslappet forhold til brug af sexologi, da seksualitet er så identitetsskabende et fænomen, at seksuelle problematikker ofte er en stor del af den indre diskrepans
et øje for, hvad ernæring eventuelt kan gøre til at lindre, løfte og trække sig ud af dyndet
bevægelse af kroppen – store bevægelser og små bevægelser. Store som i yoga, cardio, styrke, elementer fra kampsport. Små som i bindevæv, fokus på små muskler fx ansigtets 23 mimiske af slagsen, at blidt gribe forskellige muskelloger
meditation
bevidst åndedræt
Læs om de øvrige mere konkrete værktøjer her.
”Ikke at have sig selv med” i en eller anden forstand er definitionen på de smertelige diskrepanser, der får en til at søge støtte og terapi. Ovenover nævnte nøgleord skulle gerne kunne støtte en i rejsen mod det. Mod at få sig selv med. Og når først man har det, har man frihed til at skyde sig i ønsket retning. ”Frihed i situation”. At træde i eksistens. Og derfra er det ikke diskrepansen, stressen, angsten, depressionen, traumet, afhængigheden, som kører en rundt i manegen. Men en selv, der dirigerer. En selv, der er herre i eget hus.
Det er det, der er målet. Den følelse.
Så hvad er ”præcist”?
At Ulla erkender uudgrundeligheden, at hun kan iføre sig mange forskellige systemer og samtidigt smide systemerne, når hun lander på kanten af det ukendte. For mig var det det mest ”præcise”, jeg i en terapeutisk kontekst havde oplevet, fordi det lirkede sig ind til ”det forbudte”. Til den afgrundsdybe skam, til det sproglige kollaps, til dissociationernes favntag. Til erkendelsen af, at mine intellektualiseringer faktisk holdt mig på afstand af at ”nå dertil”. At mine komplicerede ord gjorde mig en bjørnetjeneste.
Så. Det præcise er, at Ulla favner alle disse komplicerede dimensioner på en gang og hele tiden mærker, tænker og føler efter, hvad der giver mening. Og dette i et vækstorienteret og altid empatisk miljø, hvor det øvrige gruppefelt trækkes med ind efter behov. Så præcis er som sagt ikke at ramme syntaktisk plet, men selvudviklingsmæssigt plet. Man ved det godt på indersiden, når der er ramt plet. Som når man rammer en golfbold på den rigtige måde, eller når man i dart skal lukke spillet med en dobbelt 16, og i det øjeblik, pilen forlader fingeren, ved man bare, at den rammer doublen. Den følelse.
I en terapeutisk-, selvudviklingsmæssig-, eller nu-SKAL-jeg-fandeme-have-ryddet-op-i-det-her-traumelort kontekst ved man det godt, når der rammes plet. Det ved man bare. Det ved alle, der er bærere af de sjælemæssige store udfordringer og får et møde fra en kompetent terapeut, behandler, psykolog, psykiater… whatever… for så for det første er man ikke længere den eneste til at bære lortet, men den kompetente, empatiske og vækstorienterede spejling, man møder, baner vej for en anden måde at være i verden på. En måde, hvor de indre løb, inderligheden, de emotionelle forvaltninger, det kognitive jeg smager anderledes.
Det er det, terapi handler om. At få installeret nye holdepunkter omkring hvilke man kan knytte sig op til sine (nye eller gamle) formulerede værdier og skyde sig i ønsket retning.
Så.
Indtil vi har lært alle hemmelighederne omkring menneskets sind, krop og hjerne at kende, vil terapi ikke være en eksakt videnskab, forstået som et positivistisk ideal. Og det kan der velsagtens gå et par millioner år med endnu. Indtil da må vi tage os til takke med ”individualitet” vedrørende succesfulde terapeutiske interventioner. Hvis det føles godt, rigtigt og vækstorienteret for den enkelte, er vi på rette spor. Omvendt kan vi grundet uudgrundeligheden aldrig helt vide besked om, hvad der virker, hvilket af os behandlere/terapeuter afkræver en fænomenologisk metodologi, og hvor vi igennem hele karrieren lader os være ”udvidende”. Indstille sig på, at ting, der virker, ikke er et endeligt forehavende, men som med universets kontinuerlige udvidelse, det modsatte. Og at ting, der virker en dag for en klient, ikke virker en anden dag. Så en dag kan kunstterapi være sagen, mens det en anden dag er chok- traumeterapi med drøftelser omkring sexologi.
Ja.
Det lyder måske overvældende, men når vi går os selv på klingen, er vi så egentlig ikke i vores essens et overvældende antal systemer? Og planer? Og dingenoter? Og relationer? Tag noget så ”simpelt” som kroppens evne til at opretholde pH-værdier. Vidste du, at der er stor forskel på pH-værdier forskellige steder i kroppen? Blodet er lettere basisk, mens nyrerne for det meste er syrlige, og at mavesyren er ekstremt syreholdig, faktisk lige så syrlig som saltsyre. At opretholde pH-balance er et essentielt anliggende for kroppens systemer, og således har vi indbygget en række buffere, som hele tiden sørger for, at vi ikke overskrider værdierne. Det er blot et eksempel på et system i kroppen. Og hvor mange har vi? Eller ved vi overhovedet, hvor mange vi har? Så at ”kræve” et uendeligt mulige antal muligheder i terapi, er ”blot” at honorere, hvad vi er. Vi er ”uendelige”. Og ja, det er forpustende at tænke på. Sartre fik kvalme, da han indså, at der ikke er en stor gylden metafysik, som styrer det hele for os.
Så gået os selv på klingen er vi overvældende. Hvorfor skulle terapi så ikke også kunne tilbyde et møde, der honorerer denne komplicerethed? Et møde, hvor terapeut/behandler ikke altid ved besked og i attitude tillader, at vi ikke altid ved besked. At det er i orden som terapeut at gå på kanten af det ukendte. Det modsatte er nærmest prætentiøst – de ovenover mange tanker taget i betragtning. At det faktisk – også – er et målene at nå til kanten af det ukendte for både klient og behandler. Og at det på ingen måder er farligt, hvis det ikke føles farligt for behandler.
Bruce Perry gik på kanten af det ukendte, da han blev mødt af psykologens infantil-anoreksi begejstring, og i sin mave mærkede, at det var skævt. At det intet havde at gøre med at skabe optimale betingelser for hjælp og støtte til Laura. Han stolede på denne kropslige diskrepans og fik så mange oplysninger ud af hendes mor, at han gik en anden vej end at tvangsfodre den lille pige med vægtforøgelse for øje.
Så derfor. Som afsluttende og opsummerende bemærkninger.
At få støtte til at træde i eksistens er den sproglige definition på eksistensterapi. I sit etymologiske ophav er det et både filosofisk og psykologisk/terapeutisk anliggende. At eksistere er filosofisk set en tanke om frihed i forhold til situation. Det er det, der spilles bold op ad som et slags ideal. Og alle, der vælger at gå i terapi, har i en eller anden forstand en smertelig tilstand, de ønsker hjælp til at få transformeret. Og som forsøgt beskrevet er der intet endegyldigt ”hvordan” til den udfordring, men nogle af nøgleordene er:
fænomenologi
at honorere menneskets uudgrundelighed
at der bliver gået på kanten af det ukendte
at der ikke bedrives lukket systemtænkning
at være åbne for brug af vidt forskellige redskaber og acceptere, at nogle redskaber virker nogle gange, og at de andre gange ikke virker
skamarbejde
at arbejde med de ordløse lag
Og af de lidt mere konkrete værktøjer kan nævnes:
et afslappet forhold til brug af sexologi, da seksualitet er så identitetsskabende et fænomen, at seksuelle problematikker ofte er en stor del af den indre diskrepans
et øje for, hvad ernæring eventuelt kan gøre til at lindre, løfte og trække sig ud af dyndet
bevægelse af kroppen – store bevægelser og små bevægelser. Store som i yoga, cardio, styrke, elementer fra kampsport. Små som i bindevæv, fokus på små muskler fx ansigtets 23 mimiske af slagsen, at blidt gribe forskellige muskelloger
meditation
bevidst åndedræt.
Læs om de øvrige mere konkrete værktøjer her.
”Ikke at have sig selv med” i en eller anden forstand er definitionen på de smertelige diskrepanser, der får en til at søge støtte og terapi. Ovenover nævnte nøgleord skulle gerne kunne støtte en i rejsen mod det. Mod at få sig selv med. Og når først man har det, har man frihed til at skyde sig i ønsket retning. ”Frihed i situation”. At træde i eksistens. Og derfra er det ikke diskrepansen, stressen, angsten, depressionen, traumet, afhængigheden, som kører en rundt i manegen. Men en selv, der dirigerer. En selv, der er herre i eget hus.
Det er det, der er målet. Den følelse.