Hvad er ekletisk terapi

Vi har mange helte inden for den psykoterapeutiske verden:

Bruce Perry

Eugene Gendlin

Esben Esther Pirelli

Elsa Almås Benestad

John Bowlby

Gabor Maté

Mary Ainsworth

Alice Miller

Carl Rogers

Babette Rothschild

Peter Levine

Brene Brown

Og Freud selvfølgelig

Og alle mulige andre

Men når det gælder terapeutisk forvaltning, er vores forbillede danske Ulla Rung Weeke. Simpelthen. Hun kan noget, som ikke er særlig mange andre forundt. Måske inkluderende både Danmark og udlandet. Og selv for de af os, som har gået i gruppeterapi og supervision hos hende i mange år, vækker hendes evner til stadighed til forbløffelse. Evner, som peger sig i mange retninger og dækker vidt forskellige områder og discipliner. Så at forsøge at inddæmme, hvad hun rent faktisk foretager sig, er alt for omfattende i denne kontekst. De næste par linjer er således blot et forsøg på at slå nogle af de overordnede takter an:

Et af de træk, der vistnok altid har kendetegnet mennesket, er at gå en op eller en ned. Altså enten at være positioneret med magt, svar og midler eller det modsatte og være noget i forhold til det. Et spændingsforhold ved den menneskelige forvaltning, som kan hæftes op til det meste, og som har ført til mange kampe; kampe om definitionsret, kampe om magt, kampe om overlevelse og kampe om ret til seksualitet. Måske det er et iboende træk ved det at være homo sapiens, eller måske det blot er en overgangsfase. Vi er trods alt kun 200.000 år gamle i den form, vi har lige nu, hvilket, set med de større briller, er et sandkorn på stranden.

 

Det ramte menneske

Det, vi dog med sikkerhed kan konstatere, er, at mange mennesker er udfordrede med psykiske og fysiske lidelser; stress, angst, depressioner, traumer, chok, spiseforstyrrelser, sexskævheder, stofafhængigheder, alkoholisme, lavt selvværd, livsstilssygdomme, degenerative sygdomme, livstruende sygdomme, osv. osv. I tal ser det for nogle af disse udfordringer således ud: 430.000 danskere, svarende til 10-12 procent, oplever symptomer på alvorlig stress hver dag (tjek her), 400.00 danskere er på antidepressiver (tjek her), 350.000 danskere kæmper med angst i en eller anden form (tjek her), 585.000 mennesker har et skadeligt forbrug af alkohol, 140.000 er afhængige af alkohol (tjek her), 125.000 danskere har i varierende grad problemer med pengespil (tjek her).

 

Hvorfor er det sådan?

Det er der jo nok ret mange grunde til. Måske lige så mange grunde, som der er ramte. Men hvis man skal forsøge at indramme et hvorfor, er ovenover benævnte spændingsforhold måske et af de vigtige håndtag at dreje på. Altså at mennesket på en måde altid er i kamp, indre og ydre, og derved altid fodres med en særlig type biokemi, hvor binyrer, lever, hypothalamus, hypofyse, det autonome nervesystem, det endokrine apparat, ja, vores krop på kryds og tværs sættes til at gøre noget, det måske ikke er designet til. Vi er designet til på få øjeblikke at mønstre store mængder stressorer fra binyremarv til at håndtere fare, så vores evne til præstation forøges markant, men designet er ment som en nødbremse, ikke en permanent tilstand.

Måske vi befinder os i en fase, hvor der mellem linjerne udspilles en krig imellem vores pandelapper og vores kroppe. At mennesket i det gamle Grækenland blev så optaget af at gå fra mythos til logos, at det glemte at være optaget af noget andet end at producere svar på spørgsmål. At de benævnte tal er så massive, at det umuligt kan være et udtryk for, at det er vores fine kroppe og fascinerende nervesystemer, der er noget galt med, men måden vi har indrettet os på. At alle disse kvababbelser af sjælelig og kropslig karakter på en finurlig indirekte (smertelig) måde er et kollektivt opråb eller skrig om at skulle gå en anden vej.

Et møde ind i det ordløse

 

Nå.

Tilbage til Ulla Rung Weeke. Og det med at gå en op og en ned. Nogle af det moderne menneskes udfordringer er som sagt stress, angst, toksisk skam, depressioner osv. Og den sådan ret automatiserede tankegang, der kommer til mange af os, når vi rammes af den slags, er at tænke, at der er noget galt med os – og at det skal fikses. Men hvad nu, hvis det er omvendt? Hvad nu, hvis det er måden, vi har indrettet os på, som er roden til udfordringerne, og ikke vores fine kroppe og nervesystemer? Hvis det er tilfældet, havner vi jo konstant i en catch 22, hvor det verdensbillede, som skabte problemet, er selv samme som skal løse det, hvilket givetvis er en cirkel. Det svarer til at lade et tobaksfirma begynde at forestå landets rygestopkurser.

 

En anden vej

På denne rille af LP-pladen skal vi med andre ord en anden vej. En vej, hvor vores symptomer mindre betragtes som syge og mere som ”sunde reaktioner” på toksiske omgivelser. Som en nødvendig beskyttelse. Og her er det, at hyldesten til Ulla Runge Weeke fortsætter, fordi hendes terapiform næsten altid cirkulerer omkring dette sted. At vi skal stoppe med at coache os et bestemt sted hen eller fikse os (eller går en op eller en ned), men tilbyde et møde ind i det ordløse. Eller først et møde med beskyttelsen og så det ordløse. Altså den bævren, usikkerhed, kejtethed, låsthed, frossenhed, bangehed vi alle sammen på et eller andet niveau huser. Og fra det sted kan man påbegynde en vej, som i højere grad er givet ved det hele menneske. Altså hvor den dårlige skam får en smag af et anderledes kropsligt løb, og at det måske kan lande på fornemmelsen af, at man ikke længere er det mærkeligste dyr i skoven. At man faktisk er ok. At ens indre løb på kryds og tværs faktisk er ok. Og så har man opskriften på et andet liv. Måske et mindre travlt liv, hvor der er plads til et anderledes åndedræt. Måske et liv, hvor der er plads til alt muligt. Ens drømme, visioner og ønsker.

Ja. Nå men… det var et lille indblik i, hvad der kan ske på Skolen for Psykosomatik hos Ulla Rung Weeke. Et sted og en kvinde, som efter vores mening personificerer eklektisk terapi.

 

Så hvad er ET?

Det er et forsøg på at organisere sig efter den vision, der står skrevet på forsiden, hvor der også refereres til den danske hjerneforsker Albert Gjedde. Alt for længe har definitionsretten til menneskets psyke, og hvad der er sundt og ikkesundt, muligt og ikke muligt, været i hænderne på systemtænkning. Ensidig systemtænkning, hvor blikket for andres måde at gøre tingene på, andres systemer, ekskluderes. Og måske i bedste fald betragtes med en hovedrysten. Tiden er moden til at begynde at tænke holistisk om menneskets krop og psyke og være nysgerrig på, virkelig nysgerrig på, krop og psyke, så det mindre bliver en kamp om at få ret inden for sin egen andegård, end at, ja, stadig begejstres over resultaterne i sin andegård, men være åben for at krydse det med andre felter, så der åbnes op til desto større og mere spændende resultater.

Sagt lidt mere jordnært, så er det fx at bruge ernæringsterapien, når man som behandler sidder med et deprimeret menneske, samtidig med at man har rod i de traditionelle psykoterapeutiske redskaber, og måske lader sig og klient komme omkring aromaterapi, bevægelse af krop, meditation, skamarbejde, sexologi, dans, måske med tråde ind i chok-traume-genren, bevidst vejrtrækning, et filosofisk blik eller måske en kropsbehandling på briks. Eller ingen af delene eller noget helt andet. Bare det virker. Bare, at den smertelige tilstand, vedkommende er ramt af, får det optimale møde. Et møde, som honorerer den kompleksitet, mennesket er givet ved. En kompleksitet, vi ifølge Albert Gjedde endnu ikke er begyndt at forstå.

 

At arbejde med egne begrænsninger

Så en ET-behandler forsøger at lade sig inspirere af vidensfelter på tværs, stadig med en klassisk videnskabelig tilgang, hvor der kontinuerligt stilles selvkritiske spørgsmål, og hvor man som behandler selv går i supervision og arbejder med sine egne begrænsninger. Nogle af stikordene, og som uddybes under redskaber er som følger:

Chok traume

Sexologi

Klassisk psykoterapi

Arbejde med krop

Skamarbejde

Ernæringsterapi

Filosofisk blik

Meditation

Bevidst åndedræt

Bevægelse

Lyd og psyke

Aromaterapi

Mindfullness

Og meget mere

Copyright © Jimmy Hansen, 2020