For homoseksuelle var det farligt at leve i middelalderen, for der risikerede de at blive brændt på bålet – alene på grund af deres seksuelle orientering. Dengang blev homoseksualitet opfattet som en religiøs vildfarelse og var strengt forbudt. Hvis en mand var filosof i det antikke Grækenland og havde en ung mandlig elsker, var det højst sandsynligt blevet opfattet som noget fornemt (Olsen, A. M. E., Platons Symposion – Et hermeneutisk essay, 2003).

Perversioner er en foranderlig størrelse og afhængigt af mange ting. Tid, kultur, samfund, religion. Og alt muligt andet. En af de mest betydningsfulde sexologer på vores breddegrader er den tyske psykiater Richard von Krafft-Ebing, som i 1886 udgav det digre værk Psychopathia Sexualis, hvori han redegjorde for (og samlede) den tids seksuelle sprogbrug. Mange af disse begreber gør vi stadig brug af i dag – såsom masochisme, sadisme, ekshibitionisme, transvestisme. På det tidspunkt var det det naturligste i verden at betegne den type seksuel adfærd som dybt patologisk (Krafft-Ebing, Richard von, Psychopathia Sexualis, 1950). Hans tanker stod i forlængelse af det 19. århundredes store fokus på den franske psykiater Bénédict Morels degenerationsideer, hvor man risikerede alverdens ulykker, hvis man fx bedrev seksuel fordærvelse (Olsen, Ole Andkjær og Simo Køppe, Sigmund Freud Afhandlinger om seksualteori, 1985, s. 10). Krafft-Ebing havde i øvrigt stor indflydelse på den tidlige Freud (Money, John, Musaph, Herman, Handbook of sexology, 1977, s. 1055).

Inden for psykiatrien er der inden for det sidste halve århundrede sket skridt i retning af at afpatologisere seksualitet, som ikke partout har forplantning for øje. I 1974 blev homoseksualitet strøget på listen over diagnosticerbare tilstande, og i dag er tendensen (især i den amerikanske version af psykiatrien – DSM), at man bløder op, hvad angår at diagnosticere mennesker med seksuelle afvigelser. Således skal man i dag have ”signifikant lidelse eller funktionsnedsættelse i sociale, arbejdsmæssige og andre vigtige sammenhænge” før fx voyeurisme, ekshibitionisme eller masochisme er diagnosticerbare (DSM-5, s. 403-405).