Crossover

En crossover varer to timer og er i sin essens at kombinere eksistensterapi med behandling på briks.

Krop og sind hænger sammen, hvilket efterhånden er ved at være en bredt accepteret ide:

  • Når vi bevæger os, føles det godt, og sindet slapper af.
  • Når vi læser en god bog eller er fordybet i samtale med et menneske, vi holder af, trækker vi vejret roligt og mærker en dejlig kilden i bryst og mave.
  • Hvis man er deprimeret, er det en god ide at inkludere en strategi, hvor man bevæger sig. Det samme kan siges med praktisk taget alle psykiske udfordringer.
  • Hvis man er aktiv motionist og får en muskelskade, medfører det irritation og frustration.
  • Når man lider af stress, kan vi måle forhøjede niveauer af langtidskortisol, og konstatere at binyrerne har været alt for meget på arbejde i alt for lang tid.
  • Hvis man har gået i lang tid uden at tænke på mad, vil kroppe begynde at producere spyt, i samme øjeblik man forestiller sig en rundtenom rugbrød med avocado og æg, hvis man er til den slags, også selvom man er ikke lige er i nærheden af et køleskab med de madvarer.
  • Når man ikke har fået en god nats søvn, oplever man sig ofte værende skæv resten af dagen.

Så.

Sindet præger kroppen og vice versa. Punktum. Så fik vi vist endelig sagt ordentligt farvel til Descartes.

En crossover varer to timer og er i sin essens at kombinere eksistensterapi med behandling på briks.

Krop og sind hænger sammen, hvilket efterhånden er ved at være en bredt accepteret ide:

  • Når vi bevæger os, føles det godt, og sindet slapper af.
  • Når vi læser en god bog eller er fordybet i samtale med et menneske, vi holder af, trækker vi vejret roligt og mærker en dejlig kilden i bryst og mave.
  • Hvis man er deprimeret, er det en god ide at inkludere en strategi, hvor man bevæger sig. Det samme kan siges med praktisk taget alle psykiske udfordringer.
  • Hvis man er aktiv motionist og får en muskelskade, medfører det irritation og frustration.
  • Når man lider af stress, kan vi måle forhøjede niveauer af langtidskortisol, og konstatere at binyrerne har været alt for meget på arbejde i alt for lang tid.
  • Hvis man har gået i lang tid uden at tænke på mad, vil kroppe begynde at producere spyt, i samme øjeblik man forestiller sig en rundtenom rugbrød med avocado og æg, hvis man er til den slags, også selvom man er ikke lige er i nærheden af et køleskab med de madvarer.
  • Når man ikke har fået en god nats søvn, oplever man sig ofte værende skæv resten af dagen.

Så.

Sindet præger kroppen og vice versa. Punktum. Så fik vi vist endelig sagt ordentligt farvel til Descartes.

Hvad er så ideen med at kombinere kropsbehandling med terapi?

Krop og hjerne er velsagtens det mest fascinerende maskinel, der eksisterer i universet. I hvert fald i det indtil videre kendte univers. På mange måder er vi først ved begyndelsen til at kunne forstå, hvordan kroppens mange systemer kommunikerer, kommunikerer med hinanden, og ikke mindst hvordan de kan præges positivt og negativt (læs evt. mere om det her). Hvor der med negativt menes at være ramt af sygdom eller på anden vis være hæmmet i sin fysiske udfoldelse. Så på den måde er det en ret fascinerende tid, vi lever i. At forskellige videnskabelige kontekster for mig at se begynder at lempe en smule på den positivistiske arrogance og drejer sig i retning af et mindre strengt dekonstruktivistisk ideal, med blikket i højere grad rettet mod tanken om, at vi er mere end summen af vores enkeltdele.

Et måske ok eksempel på det kunne være det store genomprojekt fra 1990, hvor vi med ikke ubetydelige armbevægelser søsatte den enorme rejse, det ville være at kortlægge menneskets proteinkodninger for dna, og at vi så dermed endelig ville få alle de svar, vi tragtede efter. At vi i kølvandet ville stå med løsninger på det hele.

At vi ville kunne helbrede mange af de ærgerlige sygdomme, vi rammes af

At vi ville fostre fremsynethed og blive i stand til at dreje på særlige gen-håndtag, der kommer svage genetiske sammenhænge i forkøbet

At vi måske en gang for alle ville løse afhængighedsgåderne og fjerne de skæve kodninger, der sørger for det

I dag er der ingen, som taler om dette stort anlagte projekt, og mig bekendt er vi ikke kommet meget tættere på en kur mod cancer, degenerative neurologiske sygdomme og diabetes 1. Eller er i stand til at sluge en gen-pille for at undgå at få demens. Eller at mængden af mennesker, der lider af afhængigheder, er i faldende.

Vi mennesker er bare så (fascinerende) komplekse, at det ikke er nok udelukkende at kigge på en ting eller et område for at finde lise.

Nå.

Ovenstående kunne der naturligvis bruges meget mere spalteplads på, men da hjemmesider som bekendt kalder på et mindre læsespand, er den korte version, at tanken om at vide bedre besked selvfølgelig også gælder, når der bedrives crossover.

Det betyder med andre ord, at ordene ”vi formoder” er bedre end ”vi ved besked”. At mulige sammenhænge mellem krop og psyke altid skal foregå med et blødt sprog, altså en retorik hvor der er overensstemmelse klient og terapeut/kropsbehandler imellem. At de ideer, man som behandler gør sig undervejs, kun potentielt kan være rigtige, og altid at de skal være overensstemmende med klienten.

Hvad er så ideen med at kombinere kropsbehandling med terapi?

Krop og hjerne er velsagtens det mest fascinerende maskinel, der eksisterer i universet. I hvert fald i det indtil videre kendte univers. På mange måder er vi først ved begyndelsen til at kunne forstå, hvordan kroppens mange systemer kommunikerer, kommunikerer med hinanden, og ikke mindst hvordan de kan præges positivt og negativt (læs evt. mere om det her). Hvor der med negativt menes at være ramt af sygdom eller på anden vis være hæmmet i sin fysiske udfoldelse. Så på den måde er det en ret fascinerende tid, vi lever i. At forskellige videnskabelige kontekster for mig at se begynder at lempe en smule på den positivistiske arrogance og drejer sig i retning af et mindre strengt dekonstruktivistisk ideal, med blikket i højere grad rettet mod tanken om, at vi er mere end summen af vores enkeltdele.

Et måske ok eksempel på det kunne være det store genomprojekt fra 1990, hvor vi med ikke ubetydelige armbevægelser søsatte den enorme rejse, det ville være at kortlægge menneskets proteinkodninger for dna, og at vi så dermed endelig ville få alle de svar, vi tragtede efter. At vi i kølvandet ville stå med løsninger på det hele.

At vi ville kunne helbrede mange af de ærgerlige sygdomme, vi rammes af

At vi ville fostre fremsynethed og blive i stand til at dreje på særlige gen-håndtag, der kommer svage genetiske sammenhænge i forkøbet

At vi måske en gang for alle ville løse afhængighedsgåderne og fjerne de skæve kodninger, der sørger for det

I dag er der ingen, som taler om dette stort anlagte projekt, og mig bekendt er vi ikke kommet meget tættere på en kur mod cancer, degenerative neurologiske sygdomme og diabetes 1. Eller er i stand til at sluge en gen-pille for at undgå at få demens. Eller at mængden af mennesker, der lider af afhængigheder, er i faldende.

Vi mennesker er bare så (fascinerende) komplekse, at det ikke er nok udelukkende at kigge på en ting eller et område for at finde lise.

Nå.

Ovenstående kunne der naturligvis bruges meget mere spalteplads på, men da hjemmesider som bekendt kalder på et mindre læsespand, er den korte version, at tanken om at vide bedre besked selvfølgelig også gælder, når der bedrives crossover.

Det betyder med andre ord, at ordene ”vi formoder” er bedre end ”vi ved besked”. At mulige sammenhænge mellem krop og psyke altid skal foregå med et blødt sprog, altså en retorik hvor der er overensstemmelse klient og terapeut/kropsbehandler imellem. At de ideer, man som behandler gør sig undervejs, kun potentielt kan være rigtige, og altid at de skal være overensstemmende med klienten.

”Take care of your body,
it's the only place you have to live.”

Jim Rohn

Så ja, når vi kombinerer eksistensterapi med kropsbehandling, åbnes der naturligvis op for mange flere variable, men hellere det end det modsatte. Hellere danse med det komplicerede end at lægge et forsimplende slør over vores uudgrundelighed. Jo mere vi tør favne, desto større mulighed er der for at dreje sig i retning af overensstemmelse mellem det levede og det ønskede.

Et eksempel er på sin plads.

Tre år har Ulrik (vi kalder ham Ulrik) gået i terapi hos mig. Han kommer af traumelandskaberne, og en af hans største udfordringer er ikke at kunne udtrykke vrede. Det kommer især til udtryk, når hans kone skælder ham ud. Faktisk får han det så stramt indeni, når hun gør det, at hans væv fryser til is, at han bliver totalt ordknyt, og at konsekvensen altid er, at han som et såret dyr med halen mellem benene må forlade stuen.

Et af hans ønsker for at starte i terapi var at blive bedre til at sætte grænser, så han forhåbentlig ikke hele tiden skulle opleve at være så knuget. Det lyder måske underligt for nogen, men Ulrik kan ikke blive vred. Simpelthen. Og inden du skynder dig at tænke, at hvad kan harmen være i det, så tænk lige over, hvad konsekvenserne ville være, hvis jeg på et sværdslag fjernede din følelse af humor. At det fra nu af ikke længere ville være dig muligt at mærke sjov og begejstring. Det ville være ekstremt ødelæggende for dit liv. Og faktisk gør det samme sig gældende for følelsen vrede. Vi mennesker er udstyret med forskellige grundfølelser, og en af dem er evne at mærke og udtrykke aggression. Hvis ikke vi kan det, mangler vi noget helt essentielt.

For Ulrik er det kommet med et hav af konsekvenser, at han ikke kan få den energetiske rejsning, der er nødvendig for at opleve følelsen af vrede. Han har myldretanker, han er selvudslettende, han mangler drivkraft, han har svært ved at føle sig glad, og så er hans seksualitet stærkt farvet af ikke at kunne føle sig som ”en mand”.

Når det gælder traumer og chok i en terapeutisk kontekst, er det vigtigste nøgleord ”tålmodighed”. Forandring tager tid, når det gælder disse tilstande. Sådan er det bare. Men efter to års terapi, hvor Ulrik stadig ikke turde eller skal vi sige evnede at mærke omtalte energetiske rejsning, hvad angik forvaltningen af vrede, besluttede vi i fællesskab at inkludere briksen (crossover) i vores terapeutiske arbejde.

En af de første ting, jeg konstaterede ved Ulriks krop var visse iøjnefaldende forskelle i måden, den havde organiseret sig på. Noget der især kom til udtryk med forskellighed i øvre ryg og midtryg. For muskeltrækket øverst i hans ryg ved området med rhomboideus, serratus superior, bunden af halsens muskler og de lange stærke rygstrækkere smagte det af, at de ”var faldet sammen”. Faldet sammen på den måde, at vævet var blødt og underspændt og pegede sig ligesom indad mod kroppens midte.

Midten af hans ryg, derimod, ”gik den anden vej” og stod i et overspænd og pegede sig udad i en flitsbue. Og nej, det var ikke en Scheuermann, da det var muskelvævet og ikke ryghvirvlerne, som bar forskydningen.

Og hvad kan det så skyldes?

Som forsøgt beskrevet ovenover, er der sjældent kun en forklaring på, hvorfor kroppen har organiseret sig, som den har. Vi må derfor stille os tilfredse med at beskæftige os med et muligt forklarende element ad gangen. Da krop og psyke hænger sammen, kunne en af indgangene til en samlet forklaring være det med Ulriks måde at være i verden på, hvor han altid bliver kanøflet og ikke er i stand til at sætte sig igennem. Inden for den kinesiske medicin og i den kropsbehandlende verden, kan man godt lide at tænke, at området omkring rhomboideus har at gøre med vrede, mens solar plexus er en nøgle til at forstå meget af vores øvrige følelsesliv. Og i Ulriks tilfælde passer den type forklaringsmodel som fod i hose. Han kollapser omkring solar plexus, hver gang han får en verbal røvfuld af konen, resulterende i et unaturligt højt tryk bagud (opspænding af midtryg og spændt væv), mens hans komplet manglende evne til at udtrykke vrede får bagsiden af hans overkrop til at synke sammen og blive ludende underspændt. En mulig vævsmæssig forklaring, vi brugte en del tid på bagefter at drøfte, og som resonerede fint for Ulrik.

Ja.

Nå.

Men det, der skete under behandlingen, var temmelig fascinerende. For den endte ud i, at Ulrik for måske første gang i sit liv formåede at mønstre et energetisk vredesudbrud og faktisk rette det mod mig. Det kan måske lyde voldsomt, så lad mig skubbe et par mellemregninger ind.

Så ja, når vi kombinerer eksistensterapi med kropsbehandling, åbnes der naturligvis op for mange flere variable, men hellere det end det modsatte. Hellere danse med det komplicerede end at lægge et forsimplende slør over vores uudgrundelighed. Jo mere vi tør favne, desto større mulighed er der for at dreje sig i retning af overensstemmelse mellem det levede og det ønskede.

Et eksempel er på sin plads.

Tre år har Ulrik (vi kalder ham Ulrik) gået i terapi hos mig. Han kommer af traumelandskaberne, og en af hans største udfordringer er ikke at kunne udtrykke vrede. Det kommer især til udtryk, når hans kone skælder ham ud. Faktisk får han det så stramt indeni, når hun gør det, at hans væv fryser til is, at han bliver totalt ordknyt, og at konsekvensen altid er, at han som et såret dyr med halen mellem benene må forlade stuen.

Et af hans ønsker for at starte i terapi var at blive bedre til at sætte grænser, så han forhåbentlig ikke hele tiden skulle opleve at være så knuget. Det lyder måske underligt for nogen, men Ulrik kan ikke blive vred. Simpelthen. Og inden du skynder dig at tænke, at hvad kan harmen være i det, så tænk lige over, hvad konsekvenserne ville være, hvis jeg på et sværdslag fjernede din følelse af humor. At det fra nu af ikke længere ville være dig muligt at mærke sjov og begejstring. Det ville være ekstremt ødelæggende for dit liv. Og faktisk gør det samme sig gældende for følelsen vrede. Vi mennesker er udstyret med forskellige grundfølelser, og en af dem er evne at mærke og udtrykke aggression. Hvis ikke vi kan det, mangler vi noget helt essentielt.

For Ulrik er det kommet med et hav af konsekvenser, at han ikke kan få den energetiske rejsning, der er nødvendig for at opleve følelsen af vrede. Han har myldretanker, han er selvudslettende, han mangler drivkraft, han har svært ved at føle sig glad, og så er hans seksualitet stærkt farvet af ikke at kunne føle sig som ”en mand”.

Når det gælder traumer og chok i en terapeutisk kontekst, er det vigtigste nøgleord ”tålmodighed”. Forandring tager tid, når det gælder disse tilstande. Sådan er det bare. Men efter to års terapi, hvor Ulrik stadig ikke turde eller skal vi sige evnede at mærke omtalte energetiske rejsning, hvad angik forvaltningen af vrede, besluttede vi i fællesskab at inkludere briksen (crossover) i vores terapeutiske arbejde.

En af de første ting, jeg konstaterede ved Ulriks krop var visse iøjnefaldende forskelle i måden, den havde organiseret sig på. Noget der især kom til udtryk med forskellighed i øvre ryg og midtryg. For muskeltrækket øverst i hans ryg ved området med rhomboideus, serratus superior, bunden af halsens muskler og de lange stærke rygstrækkere smagte det af, at de ”var faldet sammen”. Faldet sammen på den måde, at vævet var blødt og underspændt og pegede sig ligesom indad mod kroppens midte.

Midten af hans ryg, derimod, ”gik den anden vej” og stod i et overspænd og pegede sig udad i en flitsbue. Og nej, det var ikke en Scheuermann, da det var muskelvævet og ikke ryghvirvlerne, som bar forskydningen.

Og hvad kan det så skyldes?

Som forsøgt beskrevet ovenover, er der sjældent kun en forklaring på, hvorfor kroppen har organiseret sig, som den har. Vi må derfor stille os tilfredse med at beskæftige os med et muligt forklarende element ad gangen. Da krop og psyke hænger sammen, kunne en af indgangene til en samlet forklaring være det med Ulriks måde at være i verden på, hvor han altid bliver kanøflet og ikke er i stand til at sætte sig igennem. Inden for den kinesiske medicin og i den kropsbehandlende verden, kan man godt lide at tænke, at området omkring rhomboideus har at gøre med vrede, mens solar plexus er en nøgle til at forstå meget af vores øvrige følelsesliv. Og i Ulriks tilfælde passer den type forklaringsmodel som fod i hose. Han kollapser omkring solar plexus, hver gang han får en verbal røvfuld af konen, resulterende i et unaturligt højt tryk bagud (opspænding af midtryg og spændt væv), mens hans komplet manglende evne til at udtrykke vrede får bagsiden af hans overkrop til at synke sammen og blive ludende underspændt. En mulig vævsmæssig forklaring, vi brugte en del tid på bagefter at drøfte, og som resonerede fint for Ulrik.

Ja.

Nå.

Men det, der skete under behandlingen, var temmelig fascinerende. For den endte ud i, at Ulrik for måske første gang i sit liv formåede at mønstre et energetisk vredesudbrud og faktisk rette det mod mig. Det kan måske lyde voldsomt, så lad mig skubbe et par mellemregninger ind.

“The human body is the best picture
of the human soul.”

Ludwig Wittgenstein

En del af en kropsbehandling handler typisk om at pulsere forskellige muskelloger, fordi vi mener, at muskeltrækket er et af de vigtigste elementer for et sundt legeme. Hvad er mest betydningsfuldt i et telt, stængerne eller dugen (som anatomisk billede på kroppens bevægeapparat, hvor stængerne er knoglerne og dugen er muskeltrækket)? De er selvfølgelig gensidigt påvirkende, men et skævt træk i dugen medfører, at hele konstruktionen påvirkes, mens en enkelt skæv stang ikke nødvendigvis gør den stor forskel. Det er selvfølgelig stærkt forsimplet, men efter min mening giver det god mening i mange sammenhænge omkring bevægeapparatet.

At pulsere muskler og hele muskelloger har flere formål. Selvfølgelig at varme vævet op, så man kan bedrive passende manipulation (potentielt af både muskler, sener, ligamenter og knogler), men også at kalde på et større vene- og lymfeflow, så ting ikke staser op. Det kan dog også bruges til at gå tættere på smertegrænsen, hvilket kan hjælpe mod fysiske blokeringer, men også adressere potentielle psykiske dimensioner. For Ulriks inderlår, den såkaldte addoktergruppe, gjaldt det, at den stod i et meget stort spænd. Addoktorgruppen er en spændende muskelsamling, fordi den udspringer omkring vores kønsben og hæfter langs inderlåret. Det ligger derfor til højrebenet at tildele en smule af forklaringen på spænding dette sted med kønslige blokeringer. At der energimæssigt blokeres omkring køn og seksualitet, og at det får et afsmittende udtryk i de omkringlæggende væv. Og nej, jeg hævder ikke, at det er sådan for alle, faktisk bruger jeg praktisk taget aldrig absolut sprog, når jeg bevæger mig i disse landskaber, men for Ulrik gav det rigtig meget mening, fordi han seksuelt har været så knyt og låst og kollapset, som han har.

Anyway.

Der begyndte jeg så at trykke lidt hårdere efter at have varmet området op. I starten afstedkom det en stærk rødmen omkring Ulriks hals, og øjeblikke senere forplantede det sig til hans ansigts mimik, der trak sig sammen nærmest som i en spids. Det gjorde tydeligvis naller, men Ulrik ymtede ikke et kuk. Stadig med min underarm placeret hårdt på hans addoktor magnus og gracilis, opfordrede jeg ham til at udtrykke en lyd, der stod i overensstemmelse med hans ansigts mimik og de følelser, der boede i ham. Jeg ved godt, hvad du vil have mig til, kom det en anelse kvalt fra Ulrik, men jeg kan bare ikke, skyndte han sig at istemme. Som svar på det, trykkede jeg et par procent hårdere og hævede stemmen, imens jeg lidt aggressivt opfordrede ham til verbalt at overhale mig. Til at give slip, til at overgive sig, til for helvede bare at gøre det… og vupti… pludselig skreg han mig i ansigtet og sagde, at jeg skulle pisse af, og at han var rasende, og at det gjorde pisse ondt… for helvede…

Hæ.

Så fik vi prikket hul.

Og uha.

Sikken forløsning. Et stort skridt for Ulrik. Og mange, mange følelser, der kom i spil. En vigtig ting at huske på i en sådan kontekst er, at skammen ofte kommer galopperende bagefter som en næsten ustoppelig tsunami. Og for at undgå, at Ulrik ikke drønede ned i et uudgrundeligt mørkt skam-hul af selvudslettelse, sørgede jeg for prompte at bære det bagvedliggende med ham. At jeg tvang mine skuldre med ind i rummet, så han ikke skulle ligge/sidde (jeg bad ham om at sætte sig op på briksen) med det hele alene. Og en anden vigtig ting at huske på er, at den slags følelsesforløsning står i et så stort historisk spænd, at hvis ikke det får det rigtige adressat i sit umiddelbare kølvand, er der risiko for reaktivering af det gamle frosne. Reaktioner, vi ikke altid har en facitliste på.

Sessionen blev heldigvis et stort gennembrud for Ulrik. Og i tiden efter begyndte han at smage på at sige fra over for sin kone. Ikke i første omgang de store vilde sværdslag, men små markeringer der gjorde, at han kunne trække vejret et par cm anderledes end tidligere.

Ja.

Så.

Det var en stor fornøjelse for både undertegnede og selvfølgelig Ulrik at opleve verden skal vi sige gennem et lidt anderledes sæt briller. Et sæt briller, hvor trykket indeni blev lidt mindre, og hvor han i højere grad kunne begynde at bedrive regulering af både sig selv og sine indre tilstande og ikke mindst i sine relationer.

Ovenstående er naturligvis blot et eksempel på, hvordan denne ”krydsning” kan afhjælpe problemstillinger. Læs eventuelt mere om dette emne her og her.

En del af en kropsbehandling handler typisk om at pulsere forskellige muskelloger, fordi vi mener, at muskeltrækket er et af de vigtigste elementer for et sundt legeme. Hvad er mest betydningsfuldt i et telt, stængerne eller dugen (som anatomisk billede på kroppens bevægeapparat, hvor stængerne er knoglerne og dugen er muskeltrækket)? De er selvfølgelig gensidigt påvirkende, men et skævt træk i dugen medfører, at hele konstruktionen påvirkes, mens en enkelt skæv stang ikke nødvendigvis gør den stor forskel. Det er selvfølgelig stærkt forsimplet, men efter min mening giver det god mening i mange sammenhænge omkring bevægeapparatet.

At pulsere muskler og hele muskelloger har flere formål. Selvfølgelig at varme vævet op, så man kan bedrive passende manipulation (potentielt af både muskler, sener, ligamenter og knogler), men også at kalde på et større vene- og lymfeflow, så ting ikke staser op. Det kan dog også bruges til at gå tættere på smertegrænsen, hvilket kan hjælpe mod fysiske blokeringer, men også adressere potentielle psykiske dimensioner. For Ulriks inderlår, den såkaldte addoktergruppe, gjaldt det, at den stod i et meget stort spænd. Addoktorgruppen er en spændende muskelsamling, fordi den udspringer omkring vores kønsben og hæfter langs inderlåret. Det ligger derfor til højrebenet at tildele en smule af forklaringen på spænding dette sted med kønslige blokeringer. At der energimæssigt blokeres omkring køn og seksualitet, og at det får et afsmittende udtryk i de omkringlæggende væv. Og nej, jeg hævder ikke, at det er sådan for alle, faktisk bruger jeg praktisk taget aldrig absolut sprog, når jeg bevæger mig i disse landskaber, men for Ulrik gav det rigtig meget mening, fordi han seksuelt har været så knyt og låst og kollapset, som han har.

Anyway.

Der begyndte jeg så at trykke lidt hårdere efter at have varmet området op. I starten afstedkom det en stærk rødmen omkring Ulriks hals, og øjeblikke senere forplantede det sig til hans ansigts mimik, der trak sig sammen nærmest som i en spids. Det gjorde tydeligvis naller, men Ulrik ymtede ikke et kuk. Stadig med min underarm placeret hårdt på hans addoktor magnus og gracilis, opfordrede jeg ham til at udtrykke en lyd, der stod i overensstemmelse med hans ansigts mimik og de følelser, der boede i ham. Jeg ved godt, hvad du vil have mig til, kom det en anelse kvalt fra Ulrik, men jeg kan bare ikke, skyndte han sig at istemme. Som svar på det, trykkede jeg et par procent hårdere og hævede stemmen, imens jeg lidt aggressivt opfordrede ham til verbalt at overhale mig. Til at give slip, til at overgive sig, til for helvede bare at gøre det… og vupti… pludselig skreg han mig i ansigtet og sagde, at jeg skulle pisse af, og at han var rasende, og at det gjorde pisse ondt… for helvede…

Hæ.

Så fik vi prikket hul.

Og uha.

Sikken forløsning. Et stort skridt for Ulrik. Og mange, mange følelser, der kom i spil. En vigtig ting at huske på i en sådan kontekst er, at skammen ofte kommer galopperende bagefter som en næsten ustoppelig tsunami. Og for at undgå, at Ulrik ikke drønede ned i et uudgrundeligt mørkt skam-hul af selvudslettelse, sørgede jeg for prompte at bære det bagvedliggende med ham. At jeg tvang mine skuldre med ind i rummet, så han ikke skulle ligge/sidde (jeg bad ham om at sætte sig op på briksen) med det hele alene. Og en anden vigtig ting at huske på er, at den slags følelsesforløsning står i et så stort historisk spænd, at hvis ikke det får det rigtige adressat i sit umiddelbare kølvand, er der risiko for reaktivering af det gamle frosne. Reaktioner, vi ikke altid har en facitliste på.

Sessionen blev heldigvis et stort gennembrud for Ulrik. Og i tiden efter begyndte han at smage på at sige fra over for sin kone. Ikke i første omgang de store vilde sværdslag, men små markeringer der gjorde, at han kunne trække vejret et par cm anderledes end tidligere.

Ja.

Så.

Det var en stor fornøjelse for både undertegnede og selvfølgelig Ulrik at opleve verden skal vi sige gennem et lidt anderledes sæt briller. Et sæt briller, hvor trykket indeni blev lidt mindre, og hvor han i højere grad kunne begynde at bedrive regulering af både sig selv og sine indre tilstande og ikke mindst i sine relationer.

Ovenstående er naturligvis blot et eksempel på, hvordan denne ”krydsning” kan afhjælpe problemstillinger. Læs eventuelt mere om dette emne her og her.