Af og til kan et filosofisk blik være mere forløsende end de mere klassiske terapeutiske redskaber.
Eller mere relevant.
Det giver sig selv, at man er udfordret, når man starter i et terapeutisk forløb. Udfordret med lavt selvværd, dårlig skam, negative tankespiraler, manglende evne til at være i indre kontakt, dårlig evne til at mentalisere, for høje stressniveauer. Eller den slags. Eller er ramt af de lidt mere ”omsiggribende” fænomener som traumer, senfølger fra overgreb, stærke dissociationstendenser.
I begyndelsen af et sådant forløb er det selvfølgelig nærmest udelukkende den klientcentrerede tilgang, som giver mening. At man igennem en længere periode arbejder stenhårdt på at ændre kurs og får etableret andre platforme at stå på. Platforme, hvor klienten mærker sig selv indefra med et måske mindre kritisk blik, og at han/hun begynder at sætte relevante og præsente grænser i nærmiljøet og i det hele taget lever et liv mere i overensstemmelse med formulerede værdier. Og når alt det så sker, og de høje niveauer af kortisol lægger sig, vil frustrationerne meget ofte skifte karakter. Fra de sådan lidt mere projicive energier, hvor man i sit sprog og udsyn bærer en grad af offer/krænker-position, til at blive mere ”nøgternt” orienterende/kritisk over for sig selv, sine omgivelser og sit samfund.
Ja, måske til at blive kritisk over for alt det, mennesket er givet ved. Sprog, ideer, materie, natur. Og måske også kritisk i forhold til nogle af de store udfordringer, det moderne menneske står over for med klimaproblematikker, overbefolket klode, miljøkatastrofer, plastic i havene, udryddelse af andre arter, skøre verdensledere, uforståelige krige, kapitalismens iboende fuldkommen manglende evne til at lære af kriser osv.
I gamle dage havde kritik i øvrigt ikke samme negative klang, som den har det i dag.
Men det skifte kan faktisk være ret vanskeligt. Skiftet fra måske at være i sine følelsers vold eller have et offer/krænker-udsyn til i langt højere grad at være mentaliserende og skuende. Og her kan filosofien være et nyttigt og godt redskab. Altså i den overgang.
Så en lille smule om filosofi.
Angesten er Frihedens Mulighed, kun denne Angest er ved Troen absolut dannende, idet den fortærer alle Endeligheder, opdager alle deres Skuffelser.
Søren Kierkegaard
Filosofi betyder kærlighed til visdom. Og er faktisk lidt farligt. Altså filosofi. Farligt fordi det er en rejse, som aldrig slutter. Når først man går i gang, er det som en uendelig rulletrappe, hvor man fører og føres længere og længere væk. Eller ind i noget. Eller ud af noget. På filosofistudiet får man ofte fortalt historien om Sokrates, der ifølge Platon skulle have sagt følgende:
Den, der ved, han intet ved, er vis.
Så jo mere opblæst et menneske, man møder, desto mindre vidende. Hvilket jo er meget god viden, når man sidder foran et – ifølge vedkommende selv – utrolig vigtigt og vidende menneske på en posh cafe i København.
Nå.
Filosofi er med andre ord et meget stort område, så at bruge den i en terapeutisk kontekst er selvfølgelig et svært selektivt anliggende. Et af de områder, der efter min mening ofte giver god mening at bringe i spil, er praktisk filosofi. Den levede filosofi, som har sit udspring i den danske filosof Søren Kierkegaards tanker og hans beundringsværdige evne til at filosofere med menneskets indre tilstande. Angst, fortvivlelse, ironi, kærlighed. Og brugen af de franske eksistentialister og deres tanker om ansvar, død, liv, kvalme.
Seksualitet er ikke en blanding af “forestillinger” og reflekser, men intentionalitet. Væren i en seksuel situation.
Maurice Merleau-Ponty
Men der kan være mange tilgange, som kan give mening – afhængigt af problemstillingen.
Det kan også være at inddrage antikkens filosofi. Fx Symposion af Platon og hans brug af eros, som værdimæssigt står helt på linje med logos. Seksualitetens sprog i det gamle Grækenland var langt mere rigt end vores nutidige seksuelle ordforråd. Da kristendommen gjorde sit indtog, blev der ryddet godt og grundigt ud i ord, der kunne konnoteres til sex. Som jo også kan være en del af forklaringen på det moderne menneskes mange seksuelle kvababbelser.
Eller at tale om Descartes og det cartesianske verdensbilledes betydning for det moderne samfund, og hvordan dualismen har præget ens egne tankesæt.
Eller filosofere “kropsligt” med Maurice Merleau-Ponty, som i stedet for ”jeg tænker, altså er jeg” når frem til ”jeg kan, altså er jeg”, hvilket han bruger som afsæt til alle mulige opgør, ikke mindst empirismens og rationalismens billeder.
Så at blive ”støttet” til at tænke anderledes og at det at tænke kritisk faktisk kan være en rigtig fin værdi. Og et udtryk for, at man er kommet langt i sin terapeutiske rejse. På sin selvudviklingsrejse.
Filosofisk blik
Af og til kan et filosofisk blik være mere forløsende end de mere klassiske terapeutiske redskaber.
Det giver sig selv, at man er udfordret, når man starter i et terapeutisk forløb. Udfordret med lavt selvværd, dårlig skam, negative tankespiraler, manglende evne til at være i indre kontakt, dårlig evne til at mentalisere, for høje stressniveauer. Eller den slags. Eller er ramt af de lidt mere ”omsiggribende” fænomener som traumer, senfølger fra overgreb, stærke dissociationstendenser.
I begyndelsen af et sådant forløb er det selvfølgelig nærmest udelukkende den klientcentrerede tilgang, som giver mening. At man igennem en længere periode arbejder stenhårdt på at ændre kurs og får etableret andre platforme at stå på. Platforme, hvor klienten mærker sig selv indefra med et måske mindre kritisk blik, og at han/hun begynder at sætte relevante og præsente grænser i nærmiljøet og i det hele taget lever et liv mere i overensstemmelse med formulerede værdier. Og når alt det så sker, og de høje niveauer af kortisol lægger sig, vil frustrationerne meget ofte skifte karakter. Fra de sådan lidt mere projicive energier, hvor man i sit sprog og udsyn bærer en grad af offer/krænker-position, til at blive mere ”nøgternt” orienterende/kritisk over for sig selv, sine omgivelser og sit samfund.
"Angesten er Frihedens Mulighed...”
Søren Kierkegaard
Ja, måske til at blive kritisk over for alt det, mennesket er givet ved. Sprog, ideer, materie, natur. Og måske også kritisk i forhold til nogle af de store udfordringer, det moderne menneske står over for med klimaproblematikker, overbefolket klode, miljøkatastrofer, plastic i havene, udryddelse af andre arter, skøre verdensledere, uforståelige krige, kapitalismens iboende fuldkommen manglende evne til at lære af kriser osv.
I gamle dage havde kritik i øvrigt ikke samme negative klang, som den har det i dag.
Men det skifte kan faktisk være ret vanskeligt. Skiftet fra måske at være i sine følelsers vold eller have et offer/krænker-udsyn til i langt højere grad at være mentaliserende og skuende. Og her kan filosofien være et nyttigt og godt redskab. Altså i den overgang.
Så en lille smule om filosofi.
Filosofi betyder kærlighed til visdom. Og er faktisk lidt farligt. Altså filosofi. Farligt fordi det er en rejse, som aldrig slutter. Når først man går i gang, er det som en uendelig rulletrappe, hvor man fører og føres længere og længere væk. Eller ind i noget. Eller ud af noget. På filosofistudiet får man ofte fortalt historien om Sokrates, der ifølge Platon skulle have sagt følgende:
Den, der ved, han intet ved, er vis.
"Seksualitet er ikke en blanding af forestillinger og reflekser,
men intentionalitet.”
Maurice Merleau-Ponty
Så jo mere opblæst et menneske, man møder, desto mindre vidende. Hvilket jo er meget god viden, når man sidder foran et – ifølge vedkommende selv – utrolig vigtigt og vidende menneske på en posh cafe i København.
Nå.
Filosofi er med andre ord et meget stort område, så at bruge den i en terapeutisk kontekst er selvfølgelig et svært selektivt anliggende. Et af de områder, der efter min mening ofte giver god mening at bringe i spil, er praktisk filosofi. Den levede filosofi, som har sit udspring i den danske filosof Søren Kierkegaards tanker og hans beundringsværdige evne til at filosofere med menneskets indre tilstande. Angst, fortvivlelse, ironi, kærlighed. Og brugen af de franske eksistentialister og deres tanker om ansvar, død, liv, kvalme.
Men der kan være mange tilgange, som kan give mening – afhængigt af problemstillingen.
Det kan også være at inddrage antikkens filosofi. Fx Symposion af Platon og hans brug af eros, som værdimæssigt står helt på linje med logos. Seksualitetens sprog i det gamle Grækenland var langt mere rigt end vores nutidige seksuelle ordforråd. Da kristendommen gjorde sit indtog, blev der ryddet godt og grundigt ud i ord, der kunne konnoteres til sex. Som jo også kan være en del af forklaringen på det moderne menneskes mange seksuelle kvababbelser.
Eller at tale om Descartes og det cartesianske verdensbilledes betydning for det moderne samfund, og hvordan dualismen har præget ens egne tankesæt.
Eller filosofere “kropsligt” med Maurice Merleau-Ponty, som i stedet for ”jeg tænker, altså er jeg” når frem til ”jeg kan, altså er jeg”, hvilket han bruger som afsæt til alle mulige opgør, ikke mindst empirismens og rationalismens billeder.
Så at blive ”støttet” til at tænke anderledes og at det at tænke kritisk faktisk kan være en rigtig fin værdi. Og et udtryk for, at man er kommet langt i sin terapeutiske rejse. På sin selvudviklingsrejse.