Fænomenologi

 

Fænomenologi betyder ”læren om det, som viser sig” og er egentlig et filosofisk anliggende, hvor vi i denne sammenhæng mest er inspireret af Husserls prægning af begrebet. Husserl talte om at sætte parentes omkring de ting, vi oplever for derved at nå mere ”rene” fænomener. Rene i den forstand, at de er renset for forlods bias, så vi har mulighed for bedre at skue, hvad der er hvad.

I en terapeutisk kontekst bruger vi det til at være det modsatte af at være guruer. En guru er kendetegnet ved at have ”set lyset” og i kølvandet skabe et terapeutisk rum, hvor vedkommende ikke går individuelt til værks og undersøger klientens egen forestillingsverden, men krænger forudindtagede ideer ned i halsen på ham eller hende (Singer, Margaret og Janja Lalich, Crazy Therapies, Jossey-Bass Publishers, San Francisco, 1996, s. 11-21).

FBI og Mindhunter

 

Parenteser

Så i stedet for at holde sig rigidt til ét system vælger den fænomenologiske behandler at sætte parenteser om sine systemer (dog ikke fordi de skal smides ud i skraldespanden) og hele tiden være nysgerrigt undersøgende ind i de fænomener, som udfolder sig. Hvert eneste ord, hver eneste lyd, hvert eneste ansigtstræk, hver eneste kropslige lægning bærer kontinuerligt en rundkørsel med sig af mange veje at gå. Det er ret meget data og også ret besværligt at forholde sig til, men ved at gå på en knivsæg balance imellem at være åben for nye konstellationer, åben for nyt flow i væv, åben for nye narrativer og samtidigt have for øje, at vi har vores nødvendige verdensbilleder og systemer at klynge os til, kan der skabes forandringer. Ønskede forandringer. Nødvendige forandringer. Måske forandringer, man ikke kender til.

 

Mindhunter

En lidt kuriøs måde at forklare ovenstående på er via afsnit fire i anden sæson af Mindhunter fra Netflix. Efter min mening er Mindhunter en af denne streamingtjenestes til dato bedste produktioner. Den omhandler en FBI-agent, som i 1970’erne får som ide at besøge de amerikanske fængsler og interviewe seriemordere for derved at grundlægge en ny FBI-afdeling, der kan trække på andre typer redskaber end de mere traditionelle, hvad angår at fange og måske forebygge den type kriminalitet. Spørgsmålene til interviewene er forholdsvis åbne, så det, der undervejs opstår, er, hvad de går med, uanset hvor bestialsk eller bizart det måtte være. Da de to agenter (dem, der grundlægger denne nye afdeling) interviewer Edmund Kemper, og han minutiøst forklarer, hvordan han skød sine bedsteforældre og senere lemlæstede kvindelige blaffere, får skuespillerne (eminent) mimisk vist den brede palet af følelser, mennesket rummer, hvad angår afsky og væmmelse, og desuagtet forbliver de rationelt, nøgternt undersøgende for at blive klogere på forbryderen og dennes handlinger.

Deres chef fra FBI er optaget af at lave en protokol ud af deres interview, for når det standardiseres, som han hævder, kan andre agenter lettere gøre det samme. Det skaber nogen polemik, for, som Holden (FBI-agenten, der fik ideen) forklarer, er det ikke ladsiggørligt. Disse interview er et komplekst samspil ind i mange typer kommunikationer, og for overhovedet at få forbryderne til at åbne sig, skal der være alt muligt usagt til stede. Derudover er de indsatte dybt forskellige, hvilket, igen hvis de skal åbne sig, kræver omstilling på alle mulige måder.

Det går skævt

I omtalte afsnit er de to faste agenter ikke til rådighed, så en anden agent får således lov til at interviewe Elmer Wayne Henley Jr., men på den måde, som chefen ønsker det, nemlig hvor han udelukkende følger et forlods fastlagt spørgeskema. Med sig har han den kvindelige psykolog (portrætteret af Anna Torv), som superviserer. Efter et par spørgsmål bliver agenten kørt fuldstændig over af Elmer Wayne Henley Jr., fordi han ingen som helst kontakt har med forbryderen, med sig selv og med hele situationen, hvorefter psykologen tager over.

Pointen er, at hvis der skal bygges en slags bro imellem agent og forbryder, som skal bibringe noget konstruktivt, skal agenten træde en smule tilbage fra sit eget jeg og arbejde fænomenologisk. Så det, der undervejs opstår, i al sin komplicerede mangfoldighed, bliver potentielle grønne lys til endnu dybere erkendelser og endnu dybere forståelser. Og derved formår de at grave sig så langt ind i disse morderes psyke, at de kan gøre sig nye overvejelser om mord, seksualitet, barndom osv., og som potentielt kan bruges konstruktivt i deres virke.

 

Frihed

At arbejde fænomenologisk kan derfor være både besværligt og befriende. Besværligt, fordi man som klient aldrig (eller i hvert fald sjældent) præsenteres for fastlåste protokoller og forudindtagethed, og at det derfor også stiller krav til ens egen ”vågenhed”. Befriende, fordi det, at vi stopper med at placere os så meget i kasser og kategorier, som vi igennem historien altid har gjort, taler til mange af os. Taler til noget i vores indre, som danser efter andre vibrationer. Måske vibrationer, som har at gøre med mulighed, frihed og (endelig) en selvvalgt, ønskværdig retning.

Copyright © Jimmy Hansen 2020