Findes der mon et mere stressregulerende middel end ophold i naturen? Jeg tvivler på det. I hvert fald hvis det finder sted på den ”rigtige” måde. Den måde, hvor man undervejs gør ophold og indsnuser duftene og tager omgivelserne ind. Måden, hvor hvert eneste skridt bliver et forsøg på at lade stressen blive ude ved asfalten og gå ind i nuet. Et nu, der i naturen huser så uendelig mange og smukke nuancer. Og når man har opnået den der bølgende fornemmelse af selvforglemmelse i det skridtende nu, har man allerede distanceret sig tusind mil fra den stressende tilstand.
Så.
Naturen er fantastisk, og hvor er det dog vigtigt, at vi passer på den.
Nuvel.