Kost, krop og psyke

hænger sammen

Det er der masser af studier, som understøtter. Gå fx ind på Google Scholar og søg på: the gut microbiota, minerals health, food health benefits, vitamins and cancer. Og så fremdeles.

Men der burde være flere. Altså efter min mening. For hver krone regeringen bruger på psykiatrien, burde der spenderes en krone på forskning i sammenhænge mellem kost, krop, psyke og psykisk sårbarhed. Desværre er det at orientere sig i retning af sin kost, når livet gør ondt, langt nede på prioriteringslisten hos de fleste danskere (formoder jeg – ifølge Dansk Statistik, Psykiatrifonden og Sundhedsdatastyrelsen findes der ikke undersøgelser, som kan sige noget om dette forhold (telefonsamtale den 30. oktober 2019 med benævnte institutioner)). Og det er ærgerligt, for der er meget at hente ved at lægge bevidsthed ind i kost og omgangen med denne.

Hjernen består af 60 pct. fedt, kroppen består af 70 pct. vand, distributionsnettet (hjerte, blodkar og årer) har tilsammen en overflade på 3000 m2, milliarder af neuroner i hjernen er konstant på arbejde – også når vi sover, nyrerne filtrerer ca. 200 liter blodplasma i døgnet, leveren er hele tiden på et (vurderende) oprydningsarbejde og fungerer som en avanceret produktionshal for mange af kroppens forskellige stoffer, det komplekse immunforsvar er hele tiden i bevægelse og vandrer ind og ud af væv, cellernes hundredvis af mitokondrier producerer i et væk ATP, de mange gliaceller passer godt på vores hjerne, cellernes dna skaber via genopskrifterne opskrifter på de mange nødvendige aminosyrekonstellationer …. osv. osv. osv…. alt dette står i komplekse kommunikationer med et hav af signalstoffer og hormoner, og som altså for en stor dels vedkommende henter sine byggesten via kosten.

Så tanken om, at psyken ikke skulle påvirkes af, at vi propper den med forarbejdede transfedtsyrer, store mængder raffineret sukker, en skæv fordeling af hovednæringsstoffer og mangel på den rigtige mængde aminosyrer, er for mig at se absurd.

Et eksempel på det er serotonin, som er et signalstof (og hormon) med flere funktioner. En af dem er, at det giver os fornemmelsen af glæde og velvære (mange typer antidepressiver er i øvrigt bygget op omkring serotonin), og dette stof dannes for en stor dels vedkommende i tarmen. Ja, tarmen.  Det betyder, at hvis tarmene og vores mikrobiom har det godt, vil vi lettere kunne danne de stoffer i tarmene, der er nødvendige for at få den rigtige mængde serotonin. Og modsat. Hvis vores mikrobiom er dysfunktionelt, skaber det et skævt fundament, som rækker ind i produktionen af omtalte stof (Hjernens nye liv – David Perlmutter s. 81-83). En kostomlægning kan med andre ord påvirke tarmsystemet positivt, og derved kan vi ad naturens vej øge mængden af serotonin (eller rettere mængden af bakterien bifidobacterium infantis, som gør tryptofan (aminosyre) tilgængeligt, og sidstnævnte er et forstadie til serotonin). Dette er kun et eksempel på, hvordan kost, krop og psyke hænger sammen.

Hvordan brugen af bevidst kost i klinikken kan foregå:

Min klient, lad os kalde ham Steen, lider af pornoafhængighed. Et misbrug, der blev indstiftet fra meget tidlig tid som en reaktion på et nærmiljø, som var alt andet end emotionelt nærværende, og hvor faren selv brugte store mængder porno som svar på livets besværligheder. Brugen af porno er for Steen blevet en forsvarsstrategi i forhold til forvaltning af sig selv og af sig selv i forhold til relationer. Og det er ikke sådan, at man med Steen kan pinpointe sig frem til en form for emotionel eller følelsesmæssig trigger og derfra terapeutisk set uddrive mening i forhold til adfærd, altså et nanosekund før og efter at han betræder pornotrancen. Nej, brugen af porno er for Steen et allestedsnærværende spøgelse, der kan dukke op på alle tider af døgnet og i alle typer sammenhænge. Og altid kommer det med store konsekvenser, hvor han i kølvandet føler sig neurotisk, skæv, bombet, ude af balance. Han kommer med andre ord til at reaktivere gamle, ubearbejdede traumer ved at se porno. Men traumer er som måske bekendt noget af det mest vanskelige og komplekse at komme sig fra, selvfølgelig afhængig af traumets type, omfang og aktualitet, og når det tilmed podes med seksualisering, som i sig selv også er et komplekst fænomen, kan det til tider for Steen være svært at finde hoved og hale i sin egen gøren og laden.

Nuvel.

Steen har gået i terapi hos mig i nogle år, og på mange måder er der sket masser af fremskridt. Hans evne til at udtrykke sig tydeligt over for sin kæreste og sin omgangskreds er blevet meget bedre. Han er også bedre i stand til at sætte sig mål og gå efter det. Og så er han generelt blevet gladere. Men stadig. Stadig er Steen ”nødt til” indimellem at bombardere sig med porno. Og det i timevis. Eller mere. Det tager ham som en tyv i natten.

Vi har selvfølgelig benyttet os af alverdens forskellige håndtag for at få mere mestring ind dette sted i hans liv. Et af disse værktøjer, som viste sig at gøre en forskel, har været at få større bevidsthed ind omkring hans ernæring. Indtaget af raffineret sukker (Matadormiks i lange baner) plus store portioner kaffe har for Steen været en af de trampoliner, eller slisker med brun sæbe, som, når først han stiller sig op på den, får ham fluks over i trancen og pornomisbruget uden mulighed for kontrol. Så for Steen har det gjort en forskel at knytte bro mellem brug af porno og sukker/kaffe, og når han drejer på sidstnævnte, er det lettere for ham at holde sig fra førstnævnte.

For Peter gælder det, at han er kuet af sin kone. Men altså ikke sådan bare kuet, hvor hans kone er en bitch, fordi han gør dit og dat. Nej, Peter er angst langt ind i sin grundvold for konen og har ikke kontakt til de sider i ham, som mønstrer evne til at sige stop. Til at sætte grænser. Og det er ret uheldigt, fordi det for Peter har så store konsekvenser. Den indestængte vrede hobes til stadighed mere og mere op, og hans væv forbliver frossent og ude af stand til at mærke særlig meget. Peter har gået hos mig i et års tid, og vi har arbejdet med mange forskellige røde tråde – af mange forskellige årsager. En af de vigtige sessioner fandt sted en dag, hvor Peter valgte at lave en crossover og altså også få behandling af krop. Behandlingen afstedkom en langt større evne til for Peter at mærke, hvordan det reelt føltes at føle aggression. Vrede. Høj energi. Og så tillade at rette det ud i rummet mod mig. Et andet vigtigt skridt, vi har taget, har handlet om at justere på kost og benytte faste og meridianmassage. Et eksempel på, hvordan man kan gribe faste an, er ved at bruge 24 dage, hvor de ti første dage omhandler kostjusteringer, og hvor mange af stimulanserne fjernes, og så fire dages faste (det kan være på juice eller rent vand) og så ti dage med opbygning. Under fasten valgte vi at lave meridianmassage på Peter, og disse strøg langs meridianbanerne gjorde virkelig en forskel for Peter. Fasten og meridianmassagen klædte ham på til at kunne mærke sig selv indefra på en helt anden måde. En måde, som var langt mere i overensstemmelse med hans autentiske jeg, og hvor han i kølvandet evnede at sætte grænser på nye måder.

At være ramt af en depression er frygteligt. Det er som at have en dyne af tung tåge hængende over ens sind, og uanset hvor meget solen skinner, er man ude af stand til at mærke effekten af dens stråler og varme. Depressioner er også et kompliceret fænomen, som kan have tråde ind i alle mulige aspekter ved det at være menneske. Mindre kompliceret bliver det ikke af, at det er individuelt båret, så det derfor næsten er umuligt at opstille generelle advarselslamper, eftersom vi reagerer så forskelligt på forskellige af livets udfordringer.

En af de klienter, jeg har haft i terapi, kommer fra et af de krigshærgede områder, vi ofte læser om i aviserne. Hendes baggrund er ganske traumatisk, og hendes biokemi reagerede ved at lukke ned i depressionens dynd. Egentlig var hendes rammer sådan ok, altså med tag over hovedet, et velfungerende barn og en dansk mand, som elskede hende. Men traumer og i dette tilfælde depressioner kender som bekendt ikke til ”sikre” kasser. Den slags vandrer ind og ud af døre, mure og tage fuldstændig, som det passer dem. Betina, lad os kalde hende Betina, selvom hun jo hedder noget anderledes udenlandsk klingende, gik i terapi hos mig i et pænt stykke tid. I over to år, og til sidst lykkedes det hende at gøre sig fri af depressionens tunge åg.

Vi gjorde naturligvis brug af mange psykoterapeutiske værktøjer til at rydde op i de indre fastlåste stemninger, hun oplevede, og i forhold til hendes relationer. Derudover brugte vi motion temmelig aktivt. Bare det at troppe op foran det lokale fitnesscenter, var for Betina stærkt angstprovokerende, men som tiden gik, blev det bedre og bedre, og til sidst nød hun at løbe sine ture på løbebånd og deltage på hold.

I forhold til mad lavede vi radikale ændringer. Betina havde lullet sig ind i en dagligdag med mindst en pose Kims chips om dagen, gerne tilsat et par Coca-Colaer. Jeg har ikke noget personligt horn i siden på benævnte firmaer, de udfører sikkert et fint job inden for deres felt. Desuagtet indeholder begge produkter en fordeling af næringsstoffer, som ikke bidrager positivt til en sund hjernekemi, som jo er en vigtig faktor, hvad angår nøglen ind i depressioner. Tværtimod.

Så kostmæssigt gjaldt det om at foretage store ændringer for Betina. Ud med de tomme kalorier og skæve fedtsyrer og ind med masser af grøntsager, et moderat forbrug af kød, og så vand og urtete i stedet for sodavand. Det, sammen med terapien og træningen, gjorde, at Betinas depression heldigvis løftede sig. Puha. Og i skrivende stund får jeg stadig, her flere år efter, meldinger om, at hun passer sin træning og har det godt.

Uha. Spiseforstyrrelser sammen med seksuelle traumer er efter min mening de vanskeligste afhængigheder at komme til livs. Med ”til livs” mener jeg, at man er omme på den anden side og ikke længere har et tvangspræget brug af mad og sex. Altså hvor der er frihed i ens gøren og laden, og hvor livet handler om andre ting end det.

Jeg forsøger ikke at negligere andre typer afhængigheder og nedtone, hvor mange vanskeligheder der også følger der. Og måske jeg tager fejl. I hvert fald har det længe været min opfattelse, fordi mad og sex er ”indre anliggender”, hvorimod afhængigheder af heroin, pokerborde, alkohol har en veldefineret ydre komponent, som man ”blot” skal holde sig fra. Blot er sat i fede citationstegn. I know. Det er ikke blot. Men alligevel er man lidt foran på point, når man kan gå en tur uden om kasinoet på Hotel Skandinavia og gå i saunagus på Christiania i stedet for. Derved har ludomanen allerede vundet en lille sejr. Det kan den anorektisk ramte pige ikke på samme måde. Anoreksien er allestedsnærværende i hendes sind, så praktisk taget samtlige af livets fænomener får en smag eller bismag af denne måde at skue livet på. Som et fængsel, der aldrig slutter.

At arbejde med kost hos en spiseforstyrret anorektisk ramt pige er med andre ord et yderst delikat anliggende. Der er så meget skam og kontrol og skæve verdensbilleder forbundet med denne tilstand, at der virkelig skal trædes forsigtigt, når snakken uvægerligt kommer til at drejes ind på mad. Selvfølgelig har jeg også øje for BMI. Hvis det falder for meget, og hun er i livsfare, er der naturligvis andre regler, der træder i spil.

Nuvel.

Jennifer, lad os kalde hende Jennifer, gik hos mig on and off i et par år. Og faktisk handlede forløbet meget lidt om mad, men mest om selvværd og evne til at sætte grænser. Men da vi havde fået opbygget en tryg relation, var det til gengæld også let at foretage et retorisk skift ind i kalorier, næringsstoffer, vitaminer og den slags. Og ikke sjældent er det sådan, at anorektiske piger ved en del om mad og ernæring, så min rolle var mindre at oplyse om fordelene ved at foretage et skifte fra skæve næringsstoffer, som det var tilfældet med Betina under forrige faneblad, men at være ”sindigt” assisterende, hvad angår den tvangsprægede del af hendes psyke, den del, som talte kalorier i et væk. Og altså støtte hende i at nå derhen, hun dybest set ønskede. I det her tilfælde brugte vi meget tid på det gestaltterapeutiske redskab stolearbejdet til at kile os dybt ind i de tvangsprægede anorektiske sider og sætte dem over for fornuft/følelser (læs eventuelt lidt mere om værktøjet under ”psykoterapi”). Og dette arbejde ramte virkelig godt plet for Jennifer. At mærke på egen krop, hvad det rent faktisk gør, når hun er så kritisk over for sig selv, sine følelser, ja, over for alt hvad hun nærmest er, afstedkom mange tårer og erkendelser. Tårer og erkendelser, som banede vej for nye måder at være i livet på.

Jennifer går ikke længere i terapi her, men i skrivende stund, som jeg er informeret, træder skyggerne fra anoreksien indimellem frem, omend ikke så hyppigt og med mindre styrke end tidligere. Jeg tror, hun er mere glad for sin krop, sin kæreste og sit liv, end hun nogensinde har været. Og heldigvis for det.

Copyright © Jimmy Hansen 2020