Der er ikke noget at være bange for. Det er måske det vigtigste at sige. Fra første ”goddag” til sidste ”tak for nu” handler det om at installere et holdepunkt, hvorfra du kan føle dig tryg. Min opgave er ikke at prøve at blive venner med dig eller sådan noget, men at respektere de udfordringer du bringer til bordet og at indgyde dig håb. At ja, det kan synes uoverskueligt, hvad du kommer med, men ting kan forandres. Vi kan forandres. Hjerner kan forandres. Så at gå i terapi handler meget om at få en fornemmelse af, at der er et andet menneske, som kan se dig og se dine udfordringer og på en måde, hvor vi i første omgang ikke skal gøre så meget med det. Altså at forandringens første milepæl er et møde. Et acceptens møde. Når den milepæl så er nået, kan man begynde at tale om at skyde sig i forskellige ønskværdige retninger. For hvem er du egentlig, og hvad drømmer du om, og hvordan kommer du derhen?

Godt en time.

Nej, desværre. De færreste psykoterapeuter er med i en ordning, hvor du fx via din forsikring kan få tilskud.

Det er ret individuelt, hvad jeg anbefaler. Først og fremmest er det en dialog med dig om, hvor hyppigt du kan se dig selv gå i terapi, og også med hvilken hastighed du ønsker forandringer. Hvis du er stærkt traumatiseret, vil jeg dog nok ofte anbefale et ugentligt besøg i de første par måneder, indtil dit nervesystem har lagt sig lidt. Men ja, det afhænger ret meget af problemstillingen, og hvad du bringer til torvs.

Ja. Absolut. Med mindre du er morder eller aktivt misbruger børn, for så har jeg indberetningspligt. Men ellers forbliver alt, hvad der opstår i rummet, imellem os.