Tre italienske piger
og smørrebrød

En fantastisk GPS og en mopset dame

Jeg har vist ikke nævnt mit kærlighedsforhold til Mercedes’ GPS, men her er det altså: Jeg ELSKER den! Jeg er af den gamle taxaskole (for plus 20 år siden), hvor Krak’en var enhver taxachaufførs bibel. For to måneder manglede der således en Krak i min taxa, og forpustet ringede jeg min vognmand op og meddelte ham dette postyr. ”Jimmy, for helvede, ingen kører sgu da med Krak i dag,” lød hans fyndige svar. Øh… øh… Godt så. Så må jeg jo hellere forsøge at køre efter den. Og vi har altså været forelskede lige siden. Mig og GPS.

Nuvel.

Som altid har min GPS ført mig sikkert frem til adressen, denne gang et socialt boligbyggeri i Gentofte, og da jeg skal køre det sidste stykke hen til opgangen, laver jeg et forkert sving og havner i de ulige numre, i stedet for de lige. Det faldt min kunde ikke så lidt for brystet, og hun meddelte mig surt, hvor dumt det var at køre forkert. What? Jeg lavede et lille forkert-sving, men var tilbage til hendes opgang i løbet af nul komma fem. Jeg bliver irriteret over hendes kommentar, men formår ikke at håndtere energien, så der er overensstemmelse med det, jeg siger og min indre version af mig selv. Det bliver til en forklarende bemærkning om GPS’ens mangler på opgang-nummer-niveauer (undskyld, GPS) og sådan noget crap. Hun smiler skævt og fornemmer på mit svar, at hun har ramt mig (tror jeg). Er kommunikation ikke sjovt på den måde? Hvis jeg i stedet havde sagt, hvad der boede i mig, nemlig at hendes bemærkning på ingen måder ville få mig hurtigere frem til adressen, eller at jeg i det mindste undlod at give mig i kast med at forklare (læs undskylde), så havde energien hos mig (og måske også hos hende) været anderledes på den efterfølgende l-a-n-g-e tur til lufthavnen.

Pornoafhængighed og spiseforstyrrelser er de sværeste afhængighedstyper at behandle

Det, jeg elsker mest ved taxakørsel, er muligheden for at træde ind i mange forskellige verdner. Jeg har kun kendt en makeupartist i mit liv, og hende var jeg brandvarm på. Men disse følelser var på ingen måder gengældt. Det er dog 15 år siden, så da næste kunde, en makeupartist, træder ind i bilen, er der ingen hard feelings fra min side. Vi falder hurtigt i en fed snak. Hun har haft et job på Holmen og lagt makeup på modeller i forbindelse med et modeshoot. Hvad er det fede ved at være makeupartist, vil taxichaufføren vide. At der er vekslende arbejdstider. Jeg ville dø, hvis jeg skulle have faste 8-16-rammer. Og så er det noget med at være sammen med glade mennesker. Det er meget kreative miljøer, jeg kommer i. Er der nogen ulemper? Det er benhårdt at banke en sådan virksomhed på benene. Det handler om netværk, netværk, netværk. Så i en marketingsforstand er man altid på dupperne, og det er i sig selv energikrævende. Og så er det et overfladisk miljø. Altså det at beskæftige sig med at gøre ting flotte, er jo en ydre ting og på mange måder overfladisk.

Vi drejer vores snak hen på modebranchens bidrag til nutidens kvindeillusion, hvor piger/kvinder skal være så tynde, at de er til skade for dem selv. Det er altså skræmmende shit. Pigerne er ofte hyperbevidste om både skadevirkninger og langsigtede konsekvenser, men ikke desto mindre dyrker de size zero-idealet i alverdens netfora og udstyrer hinanden med tip til, hvordan -40 kg kan opnås på kortest mulig tid. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de spiseforstyrrede piger, jeg har i terapi. Efter min mening er erotikafhængighed og spiseforstyrrelser de to afhængighedstyper, som er sværest at kvitte, fordi man i modsætning til fx alkoholisme ikke har en ydre fjende (alkoholen), man kan pege fingre ad og erklære som den store fjende, men at man skal finde en vej, hvor det, som seksualiteten og maden i fortiden har symboliseret, skal transformeres fra noget tvangspræget til noget sundt. Og det er virkelig, virkelig en vanskelig bevægelse.

Søde italienske piger

Er bornholmere fortabte?

Det er ved at være sidst på eftermiddagen. Næste kunde er færing. Hvor er det altså mærkeligt, hvordan sindet per automatik placerer mennesker i kategorier, alt afhængigt af deres dialekt. Eller det gør mit hoved i hvert fald. Jeg tænker, at han nok har haft problemer med alkohol. LOL. Yes, I know, det ER langt ude, men det var ikke desto mine tanker. Shit, hvor blev jeg igen sat på plads af ideen om at være ydmyg og aldrig at skue hunden på hårene, for sjældent har jeg grinet og hygget mig så meget på en taxatur som med denne færing (og hans kone). Han var knivskarp, og vi kluklo over dialekter og alt muligt andet. Jeg sagde det, som det er… at jeg har en følelse af at have medfølelse med bornholmere, når de taler, altså hvor det er lidt synd for dem. Han istemte og foreslog, at de måske er fortabte. Ja, det grinede vi over, og undskyld, bornholmere. Jeg har KUN fede erfaringer med jer som mennesker. Det er jeres dialekt, som løber om hjørner med mig. Sorry. Han er i øvrigt civilingeniør og arbejder for et stort succesfuldt dansk firma.

Tre italienske piger og smørrebrød

Så er det ved at være min taxa-yndlingstid. Søndag aften. Det tidspunkt, hvor der er langt imellem bilerne, og det næsten kun er taxaerne, som præger bybilledet. Der er lidt Dan Turell ”Jeg skulle have været taxachauffør” over denne tid på døgnet.

Jeg er ikke religiøst troende i nogen som helst klassisk forstand, men heller ikke streng ateist. De næste kunder får mig til at tænke på, at der er mere mellem himmel og jord. Men jeg spoler lige tiden 12 minutter tilbage. Der har været en forestilling i Operaen her til aften, og klokken 1915 lukkede de cirka 1100 mennesker ud. Hvad betyder det i taxasprog? Potentielt virkelig sexede ture, med glade, dannede og ikke mindst velhavende mennesker. Den slags, der sagtens kunne finde på at køre til Nordsjælland i en hyrevogn. Jeg tøffer rundt i Nordvest, og klokken er nu et godt stykke over 20, så rationelt set er det omsonst at køre ud til Holmen, for kunderne er med 99 pct. sikkerhed ude af vagten. Men mit hjerte fortæller mig noget andet. Fuck det, så kører vi sgu derud. Lige inden jeg når Christiania, bliver jeg hyret af tre piger. Den ene sætter sig på forsædet, og jeg mærker straks en kilden indeni. Damn, hvor er hun sød. De er fra Italien og skal tilbage til deres hotel ved Hovedbanen. Udtalen af Colbjørnsensgade vækker det første grin. ”Bjoooorn” siger jeg langsomt, og alle tre piger forsøger at danse med det danske ø. Smørrebrød er næste sproglyd, der vækker latter. De fortæller i øvrigt, hvor misforstået spaghetti bolognese er. At ingen andre end italienere laver det rigtigt. Colbjørnsensgade 2. Vi er fremme. Jeg stikker dem mit visitkort og får lov til at genfortælle turen på disse pergamenter. Egentlig ærgrer det mig lidt, at jeg ikke også inviterede forsæde-pigen på kaffe, men på den anden side, så har hun jo mit visitkort, hvis hun skulle være interesseret, lyder mine tanker, da jeg triller op ad Istedgade mod Hovedbanen.

Klokken 2235 får jeg en mail fra en pige med et italiensk klingende navn. En pige, der syntes, at der havde været en virkelig god vibe i taxaen, og som gerne vil mødes til kaffe om mandagen, inden turen går tilbage til Bologne i Italien. Jeg skynder mig at krydse af ved ”ja tak”.

Fyraften

Indkørt 1967 kr. Ikke særlig godt, men det er også sidst på måneden, så mon ikke der er mere at lave næste søndag…