Filosofi/psykologi

Pilot i Alaska

Alaska. Et af de mest udfordrende steder i verden at operere som pilot. Og det var netop, hvad jeg i en alder af 21 år kastede mig ud i. Egentlig havde jeg et godt job i Minnesota som flyveinstruktør, men på det tidspunkt i livet tragtede jeg altid efter nye eventyr, så en kold martsmorgen i 1990 sagde jeg jobbet op og påbegyndte den lange køretur tværs over USA til Seattle og videre op langs Canadas vestkyst med endestation Anchorage.

Alaska er på mange måder et unikt sted. Geografisk er det 2,5 gange større end USA’s næststørste største stat, Texas, og demografisk er det en blanding mellem inuitter, indianere og tilflyttere. De sidste har ofte søgt nordpå for at droppe deres stressede liv i det øvrige USA og for at leve mere i pagt med naturen eller bare med et ønske om at starte forfra af forskellige personlige grunde.

Jeg ville derop, fordi jeg ville være bushpilot. Jeg havde læst et sted, at man ikke bliver rigtig pilot, før man har prøvet kræfter med Alaska. Det skyldtes, ifølge artiklen, mange ting. Vejret er stærkt omskifteligt, og eksempelvis tæt tåge kan opstå på få øjeblikke. Og da der ikke er særlig mange navigationsinstrumenter at flyve efter deroppe, kan man nemt komme på herrens mark, med mindre man har et solidt lokalkendskab. Landingsbanerne er et kapitel for sig. De er ofte formet efter naturens luner, og efter hvor de få åbne pladser er at finde imellem klippelandskab og tæt skov. Tyve meter brede og 1000 meter lange lige asfaltbaner, som i Kastrup Lufthavn, er ikkeeksisterende på de kanter. Vi taler ofte om smalle, bumpede grusstier, der kræver særlige fly at lette og lande fra, fordi de er så korte.

Nuvel.

Langt fra dansk velfærd

Jeg ankommer til Anchorage Lufthavn i foråret 1990 og er sikker på, at jeg bliver taget imod med kyshånd, fordi fiske/fangst-sæsonen lige er skudt i gang, og ”de vel i sagens natur måtte mangle en dansk pilot med masser af flyve-selvtillid”. Det gjorde de så ikke. Manglede en sådan person. Faktisk var det kropumuligt at finde et job. Så jeg stod i en situation uden særlig mange midler, uden netværk og uden udsigt til at få et job. Og pludselig meget langt fra det danske velfærdssystem.

Jeg strejfede således omkring en lille måneds tid, og da mine ressourcer var ved at være opbrugt, og tanken om en returbillet til Danmark for alvor pressede sig på, fik jeg et job! Ganske vist i et mindre firma Raven Air, som kun havde to propelfly, men alligevel. Det blev besluttet, at jeg skulle skoles på deres halehjulsfly, en cessna 185, og så ellers indgå i et team, hvor vi fløj rutefart fra Anchorage til de små landsbyer i syd.

Plattenslager

Det viste sig at være både heldigt og uheldigt, at jeg fik dette job. Uheldigt, fordi ejeren af Raven Air var en plattenslager, som ikke udbetalte mig løn og dermed bidrog til, at jeg for første gang i mit liv kom til at sulte. Heldigt, fordi jeg de næste to måneder kom til at opleve en form for ekstrem flyvning, man kun læser om i science fiktion-blade, og at mine skills i den grad blev skubbet ud i the outside of the envelope, som det hedder, når pilot og fly presses til det yderste.

Min instruktør, Fred, en veteran, som havde ageret pilot under mange mærkelige krige i Afrika, sagde på et tidspunkt en route, hvor vi kun var ham og jeg og en masse fisk i flyet: ”Son, you don’t have the slightest idea of what flying is all about. When they teach you how to maneuver in the schools they don’t teach you how to fly coordinated.” Og det skulle jeg så. Lære at flyve koordineret. I det øjeblik fløj vi over en flod, og han bragte flyet ned under trætop-højde, så vi altså fløj cirka tre meter over vandet, med træernes kroner over vores vinger! For som han sagde: ”Son, you die here if you don’t use the pedals”, og det havde han givetvis ret i, for en enkelt forkert brug af vores controls ville få os til at powerstalle (et kraftigt stall) og få flyet til at baldre ind i skoven. Tre sekunder efter hans demonstration gav han mig styringen, og jeg havde værsgo at gentage. Det var noget af det vildeste og fedeste ever. Det at hamre et par meter over vandet og følge flodens skæringer igennem landskabet med 250 km/t var ubeskriveligt fedt, som var jeg med i et real life computerspil. Billedet af en elg, der stod midt i floden, og nok var ikke så lidt forundret over den metaltingest, som susede forbi to meter over dens hoved, står stadig mejslet som sten ind i mit sind.

Alaska og flyveregler

Det var selvfølgelig dybt ulovligt. Men i Alaska skaber man sine egne flyveregler – ad hoc. Som da Fred en dag fik øje på en grizzlybjørn og begyndte at cirkle 10 meter over dyret for at illustrere, at en hunbjørn med unger er verdens farligste dyr, eftersom den angriber alt. Uanset hvad. Og ganske rigtigt stillede den sig op på bagbenene og langede ud efter flyet i stedet for at flygte.

Og sådan stod de i kø. De outrerede flyvebegivenheder. Den sidste oplevelse, jeg vil berette om, var min første sololanding på English Bay.

English Bay er en af Alaskas mest berygtede flyvepladser, fordi det er kropumuligt at lande der. For det første skal flyet lægges ind i et 60 graders drej for at undgå at ramme bjergvæggen. Herefter skal man dykke ret kraftigt, fordi landingsbanen er ultrakort, og man altså ikke må miste for meget banelængde i indflyvningen, men samtidig skal man være opmærksom på kastevinde fra bjergsiderne, som let kan puste flyet væk fra den i øvrigt meget smalle bane. Og hvis alt dette lykkes, skal man slutteligt lande på ét hjul, fordi banen bøjer som en banan og så altså hugge bremserne i på grund af den korte længde. Til gengæld blev man altid mødt af glade indbyggere, som kørte en i møde på traktorer, og som var meget snakkesalige og ville høre, hvad der skete i den store verden (Anchorage).

En anden fordel ved at lande på English Bay var, at hav og sø klodsede op på hver sin side af banen, så efter 20 minutters lystfiskeri, havde vi altid to kæmpe laks på krogen. Der kan man altså tale om juicy laksekoteletter.

Well. Alting har en ende. Og da ejeren Doug som sagt undlod at give mig løn, kom jeg til at sulte og røg ud i det, jeg kalder min første personlige eksistentielle krise. Det havde selvfølgelig ikke kun noget med den manglende løn at gøre, men var bestemt en udløsende faktor.

Det er i øvrigt ret vildt, hvad sult gør ved psyken. Man tænker KUN på en ting, og det er mad. Men efter at have tabt mig 6-7 kilo og stadig med udsigt til ikke at få løn, var der kun en vej tilbage, og det var et opkald til min mutti og overførsel af midler til at kunne returnere til Danmark. At der så ventede mig et stort personligt ”oprydningsarbejde”, da jeg satte mine fødder på dansk grund i juli 1990, var jeg helt bevidst om.  Det fik blandt andet den konsekvens, at jeg senere uddannede mig til åndedrætsterapeut, psykoterapeut og sexolog, og i den sammenhæng stadig bruger nogle af mine rå erfaringer fra opholdet i Alaska.

Men det er unægtelig en anden historie.

At være ubetydelig

At være ubetydelig Der var engang, jeg følte, at jeg var bedre end andre mennesker. Det var dengang, jeg blev optaget som jagerpilot i det danske forsvar og skulle flyve hurtige fly. Da jeg

Læs mere »

Hvad er en maskulin meditation?

En maskulin meditation ”Der er næppe nogen menneskelig aktivitet, der så konsekvent er blevet belagt med skam som seksualitet”, skriver den svenske psykolog Marta Cullberg Weston i sin bog om skam. Det har jeg

Læs mere »
Alexis2
Afspil video

Alexis Victoria: Auth. VSP.

Quite frankly, had Jimmy not come in to our life 8 years ago we would not be a family now. It’s a bit of a long and convoluted therapy process… but it started primarily around the trauma and losses with fertility treatment… 

na
Afspil video

Asser Nabil: Pædagog og stud. friluftsvejleder

Det er svært i en kort video at favne alt, hvad det er, som Jimmys terapi den kan gøre, og hvor dygtig han egentlig er… men… bare ganske kort vil jeg sige, at det er terapi, der virker, og på ret kort tid har jeg fået en masse indsigter i mig selv…

Peter5
Afspil video

Peter Hunter: Fra hashafhængig til yogainstruktør og fysioterapeut - med meget mere

Det, jeg har fået ud af at gå hos Jimmy… det er svært at sætte ord på kort… det, jeg først tænker på, er den empati, jeg har fået for min livshistorie

Læs mere om Peters mange aktiviteter her

Glyn
Afspil video

Glyn Bevan: Psykoterapeut

I learned the existentiel view of life … just general to understand the traumas and the issues that had happened to me… in a better way.. in a way as they could actually teach me something. And teach me how to go forward in a positive way.

sita7
Afspil video

Anna Sita Momolu: Kropsterapeut og under uddannelse til psykoterapeut

Jeg fandt Jimmy på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg lige havde været udsat for nogle voldsomme traumatiske oplevelser…

Nicolas3
Afspil video

Nicolas Karlsen: Fra stærkt traumatiseret til bachelor og iværksætter

Det, jeg godt kan lide ved at komme hos Jimmy, er, at uanset hvilken form for udfordring eller problematik, jeg har med mig, så bliver jeg mødt med empati, forståelse og åbenhed.

Jimmy Hansen

Terapeut

Jeg elsker at skrive. Og om mangt og meget. Og faktisk er jeg ved at forfatte en bog om seksualitet, sexafhængighed og traumer, som forhåbentlig er at finde på hylderne fra sommer 2022. Under dette blogemne er der åbnet lidt mere op for rammen, så du både kan læse om ”nødvendig vrede hos mænd”, om det ”at være ubetydelig” og fx også om min helt personlige rejse, da jeg fløj som pilot i USA. Det var på det tidspunkt, at jeg fik et nervesammenbrud (da jeg som ganske ung mand på kun 20 år opererede som flyinstruktør i Minnesota), og som lagde fundamentet for alle de senere uddannelser inden for terapi, psykologi, filosofi osv., jeg har taget.

Jimmy Hansen

Seneste artikler ernæring
Seneste artikler pornoafhængighed
Seneste artikler rygestop
Priser

Priser

Sponsor

Tilmeld nyhedsbrev