Jeg holder ved Skandinavia Hotel. Første kunde skal til Den Blå Planet. Han er lige hjemvendt fra hurtigruten i Norge, som er en sejlads, der strækker sig fra Bergen til Rusland, og som tager et par uger at tilbagelægge. Det lyder fedt, men også dyrt. En franskbrødsmad koster 82 kr., mens man skal punge ud med 150 kr., hvis man vil have en burgermenu. Han valgte klogt en helpension og en udadvendt (tror jeg nok, det hedder) kahyt, hvor han havde 24/7-udsigt over vandet på sin rejse.

Et lækkert par

De næste kunder er et par. Virkelig et lækkert et af slagsen. Og med det mener jeg… de har været sammen et stykke tid, kan jeg høre, men der er stadig et fedt sprog imellem dem. Han fyrer nogle sjove bemærkninger af, som også undertegnede griner af. Men når hun fortæller en sjov historie, lytter han og griner inderligt. Sådan hvor han virkelig mener sit grin, og hvor hun, for mig at se, føler sig mødt og værdsat. Er han mon et billede på den coole, moderne mand, lyder mine indre tanker? Sådan en, som kan være lidt smart i en fart, men også have kontakt til en maskulin inderlighed, der fordrer plads til kvinden…

Boogie-Preben

Jeg holder på Kongens Nytorv ud for D’angleterre. Går på Facebook og falder over en fantastisk godt skrevet artikel om ham, som alle københavnerdrenge, der gik byen i 80’erne, kender; nemlig Boogie-Preben. Ham, som folk slog cirkel omkring og kastede med mønter efter. Jeg fælder et par tårer. Interviewpersonen er hans søn, som fortæller, hvordan det var at have en far, som hver weekend drog ind på Strøget og lod sig både hylde og fornedre ved at danse sin særlige version af elektric boogie. Preben er i dag død, og en af pointerne med artiklen er, at den bagvedliggende viden om Preben forsvinder, når hans børn dør. Jeg ryger lidt ud af den eksistentielle tangent. At der er noget tristhed ved at lade sig ydmyge på den måde, men at vi ikke aner, hvad der driver folk. Og at ingen i dag ved, hvorfor han gjorde det. Og heller ikke kommer til det. Kommer til at tænke på min far, som også lever livet hårdt, og hvor vigtigt det er for mig at værdsætte hans historier, mens han er her, også selvom vi på et værdimæssigt grundlag lever to helt forskellige liv.

Den virkelig velskrevne og ærlige artikel om Preben kan læses her.

At hundse med en taxichauffør

Endnu en afspærring i København til endnu et maraton

Jeg er selv sportsmand og billiger at gøre aktivt brug af kroppen på alle mulige måder, men set fra en bilists synspunkt er det altså ENORMT irriterende at få lukket det kvarte og halve af byen af hver og hver anden weekend. Selvom det trafikalt kun er en søndag, holder vi i kø, kø, kø alle mulige steder. Mine to kunder er stressede. Den enes datter er ved at nå i mål, og det vil de gerne overvære. De hundser med mig og kommer med alle mulige forslag til, hvordan vi bedst griber den håbløse trafikale situation an. Jeg føler mig pisse irriteret på dem og er lettet, da de står af. Kommer bagefter til at tænke på irritationer. At der må være gode og dårlige irritationer. Da jeg i mine yngre dage blev ramt af irritation, var det som at træde ind i en orkan af undertrykte emotioner, og jeg kom tit til at gøre folk og mig selv forkerte på den konto. Altså at irritationens dosis og dens kommunikative udfoldelse ikke stod mål med de faktuelle begivenheder. Det må være den dårlige irritation. Den gode må være den, jeg lige har oplevet, for de var virkelig skide irriterende, og andet var der sådan set ikke i det. Jeg gjorde hverken dem eller mig forkerte, og måske havde de bare en stresset dag. Da jeg bagefter kørte ind på Rigshospitalet for at tisse, var de ude af mit sind.

En kendis

Jeg elsker at køre med kendisser. Ved ikke helt hvorfor. Jeg er i hvert fald alt andet end en snob. Men jeg synes, de er interessante, fordi de ofte li’som brænder for livet og har en masse på hjerte. Og det giver mening. Altså at vi vil den vej, vi nu engang har valgt, og at vi bruger store fagter til at understrege det fede i vores valg. Vedkommende vil ikke have sit navn med her, men sjovt var det.

Suset fra Brøndby

Klokken er 1537. Kampen på Brøndby Stadion mellem Brøndby og Randers starter kl. 17. Dagens første brøndbykunde. Han er optimistisk. Brøndby Stadion er udsolgt, og den gamle trio er samlet: Elmander, Kahlenberg og Agger. Hvordan kan det gå galt, lyder det selvsikkert fra min kunde, og han spår en toptre-placering i denne sæson. Hans glæde smitter af. Jeg pendulerer mellem Glostrup Station og Brøndby Stadion og lader mig begejstre af folks forventningsfulde udtryk. Selv ”bøllerne”, dem, der går i grupper og har sygt mange tatoveringer, virker glade og rolige. Jeg får en fed fodboldsnak med de næste kunder. Vi kommer omkring identitet og fankultur og den slags. Jeg har været Liverpool- og Brøndbyfan helt tilbage fra mine skateboarddage, og det kan man ikke ændre på. Jeg har boet i København i mange år og ad flere gange forsøgt at blive FCK-fan, fordi det logistisk er mere praktisk, men det går ikke. Det er en identitet, der er brændt ind i sindet, og et mærke man slæber rundt på resten af livet.

Tidlig fyraften

Jeg har det lidt skidtmas, så jeg kører tidligt hjem. Jeg har kørt 1745 kr. ind, hvilket er næsten en tredjedel af indkomsten i forhold til for 14 dage siden. Taxakørsel er godt nok en omskiftelig størrelse.