
Mænds nødvendige kontakt til vrede
Mænds nødvendige vrede Jeg havde engang en klient, en ung mand, som ikke kunne blive vred. Eller… han havde enormt meget vrede i sig, men vreden blev ”mentaliseret” og lød mere som en fugls
Der var engang, jeg følte, at jeg var bedre end andre mennesker. Det var dengang, jeg blev optaget som jagerpilot i det danske forsvar og skulle flyve hurtige fly. Da jeg senere fløj som civilpilot i udlandet, havde jeg samme fornemmelse. At når jeg hang deroppe i luften et sted over det nordlige USA og skulle lande i en lufthavn, var der jordpersonalet, som tog sig af flyene, og så var der os piloter og ikke mindst mig, som var lidt højere på strå.
Jeg er ikke sikker på, hvor ideen blev født hos mig. Måske på flyveskolen, da vi som nyoptagede jagerpilotaspiranter blev fortalt, at vi var cremen af den danske ungdom, fordi vi havde klaret det igennem nåleøjet. Tanken var der nemlig ikke i gymnasiet. Men det er vistnok også lige meget. Den sad der i hvert fald. Ideen om bedreværd. Og det fik enorme konsekvenser for mig. Jeg svævede lidt højere end alle andre og var bedrevidende på snart sagt alle livets forhold. Men en sommerdag i 1989 ændrede alting sig. Livet blev smidt så kraftigt i hovedet på mig, at jeg gik ned med flaget. Nervesammenbrud. I min bil på vej hjem fra et flyvejob. Højt at flyve og dybt at falde kan man vel sige. For jeg skammede mig så meget over denne psykiske svaghed og episode, at jeg ikke sagde noget til nogen. Ingen. Og derfra flyttede skammen ind i mig som fast rejsemakker. Og sammen med ideen om bedreværd kom de to tilstande til at spille en form for bordtennis i mit sind. Fra det grandiose til det selvudslettende. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at få fornemmelsen af at miste mit eget fodfæste.
Det er øjeblikkene
Det gjorde jeg så også, og i kølvandet fulgte mange års fortvivlelse og søgning efter mening. Men heldigvis fandt jeg den. Meningen. Og hvor underligt det nok kan lyde, så handlede en af de vigtigste fakler i den forbindelse om at erkende, hvor ubetydelig jeg er. Selvfølgelig vil min familie og venner begræde mit endeligt, skulle det ske i morgen, men ellers vil livet, tilværelsen og samfundet, som vi kender det, ikke ændre sig blot det mindste, når jeg takker af. Ikke en tøddel. Og da den erkendelse antog en inderlig resonans hos mig, ændrede mit liv sig. Jeg blev nysgerrig på viden og indså, hvor lidt jeg rent faktisk vidste. Jo højere jeg tidligere havde skræppet, desto mindre vidende var jeg – egentlig. Jeg blev også nysgerrig på mennesker. Måske det er en af grundene til, at jeg trives så godt i mit job som behandler.
Men nok vigtigst af alt blev jeg levende. Og ikke blot en ide om det. Når jeg i dag i min vinterbadeklub på Refshaleøen falder i snak med en anden vinterbader om stort eller småt, klukler jeg indeni. For livet udspiller sig lige der. Lige midt i udvekslingen af ord og latter og energier. Det samme gælder, når jeg spiser frokost med min mor. Eller med en ven eller veninde. At det er øjeblikkene, der momentant opstår, som er det levende. Som er livet. Det er ikke den selvreflekterende vurdering af mig selv eller andre i kølvandet på et møde. Jo, det kan da være fint nok, men når man som jeg bagved mine problematikker har været dybt angst for at mærke og leve livet, er det en lise bare at være. Hverken mere eller mindre.
Mænds nødvendige vrede Jeg havde engang en klient, en ung mand, som ikke kunne blive vred. Eller… han havde enormt meget vrede i sig, men vreden blev ”mentaliseret” og lød mere som en fugls
At være ubetydelig Der var engang, jeg følte, at jeg var bedre end andre mennesker. Det var dengang, jeg blev optaget som jagerpilot i det danske forsvar og skulle flyve hurtige fly. Da jeg
En maskulin meditation ”Der er næppe nogen menneskelig aktivitet, der så konsekvent er blevet belagt med skam som seksualitet”, skriver den svenske psykolog Marta Cullberg Weston i sin bog om skam. Det har jeg
Pilot i Alaska Alaska. Et af de mest udfordrende steder i verden at operere som pilot. Og det var netop, hvad jeg i en alder af 21 år kastede mig ud i. Egentlig havde
Quite frankly, had Jimmy not come in to our life 8 years ago we would not be a family now. It’s a bit of a long and convoluted therapy process… but it started primarily around the trauma and losses with fertility treatment…
Det er svært i en kort video at favne alt, hvad det er, som Jimmys terapi den kan gøre, og hvor dygtig han egentlig er… men… bare ganske kort vil jeg sige, at det er terapi, der virker, og på ret kort tid har jeg fået en masse indsigter i mig selv…
Det, jeg har fået ud af at gå hos Jimmy… det er svært at sætte ord på kort… det, jeg først tænker på, er den empati, jeg har fået for min livshistorie
Læs mere om Peters mange aktiviteter her
I learned the existentiel view of life … just general to understand the traumas and the issues that had happened to me… in a better way.. in a way as they could actually teach me something. And teach me how to go forward in a positive way.
Jeg fandt Jimmy på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg lige havde været udsat for nogle voldsomme traumatiske oplevelser…
Det, jeg godt kan lide ved at komme hos Jimmy, er, at uanset hvilken form for udfordring eller problematik, jeg har med mig, så bliver jeg mødt med empati, forståelse og åbenhed.
Jeg elsker at skrive. Og om mangt og meget. Og faktisk er jeg ved at forfatte en bog om seksualitet, sexafhængighed og traumer, som forhåbentlig er at finde på hylderne fra sommer 2022. Under dette blogemne er der åbnet lidt mere op for rammen, så du både kan læse om ”nødvendig vrede hos mænd”, om det ”at være ubetydelig” og fx også om min helt personlige rejse, da jeg fløj som pilot i USA. Det var på det tidspunkt, at jeg fik et nervesammenbrud (da jeg som ganske ung mand på kun 20 år opererede som flyinstruktør i Minnesota), og som lagde fundamentet for alle de senere uddannelser inden for terapi, psykologi, filosofi osv., jeg har taget.