Vision

Af Jimmy Hansen

Det var en forårsdag i 2019, da den danske hjerneforsker Albert Gjedde holdt et foredrag om hjernen på Folkeuniversitetet i Emdrup, og en af gæsterne stillede ham følgende spørgsmål:

Gæst: Det er vel ikke for meget at hævde, at mennesket står foran store udfordringer… jeg mener… overbefolkning, klimaforandringer, ressourceknaphed, fremtidige krige om ressourcer, måske krige om overlevelse, eller slet og ret at robotter tager over. Udfordringer, som vel egentlig godt kan betyde vores endeligt, eller i hvert fald trusler om det… men lad os nu sige, at vi på den lange bane overlever. At mennesket også er her om lang, lang tid… vil dets hjerne så stadig fortsætte med at udvikle sig?

Albert Gjedde: Fint spørgsmål. Selvom der er lidt uenighed om alderen på hjernens tre forskellige dele, hvis vi bruger den Macleanske inddeling, er der dog enighed om, at de hver især aldersmæssigt repræsenterer store forskelle. Hjernestammen er måske omkring en milliard år gammel, mens det limbiske system er et par hundrede millioner år… og så er der den sidste overbygning, neocortex, som kun har op mod 300.000-400.000 år på bagen, hvilket relativt set er ingenting… så efter min opfattelse står vi kun på tærsklen til at kunne forstå, hvilket instrument vi har siddende øverst oppe… og at dets udvikling faktisk kun er i sin vorden. At den kun lige er påbegyndt at udfolde sig. Om x-antal hundred tusind år kan menneskets hjerne se temmelig anderledes ud.

Ok.

Hvor skal vi hen?

Hvis man folder Alberts analogi yderligere ud og postulerer, at det moderne menneske i sin nuværende civilisatoriske form er kommet i stand inden for de sidste kun 5000-6000 år, er vi blot et par meter ud for startlinjen af et maraton. Vi er med andre ord sådan nogle ret nye nogen. Så med de briller er det interessant at ekstrapolere Emdrupsgæstens dystopi til Alberts ide om, at vi kun er i gang med at lægge fundamentet for, hvad vi er, og hvad vi kan blive… hvilket velsagtens fører til spørgsmålet om, hvor vi egentlig ønsker at styre os hen.

Og for at besvare det spørgsmål, er man nødt til at gøre sig det klart, hvor man er. Mennesket er fascinerende deri, at det er prægbart. At det via sprog og indtryk kan positionere sig, så det styrer og lader sig styre i forskellige retninger. En af de største revolutioner for mennesket på disse breddegrader er de gamle grækeres vandring fra mythos til logos, hvor man gik fra at være orienteret efter mytologiske verdensbilleder til at lade fornuften blive primus motor for, hvem man er, og hvordan man ønsker, samfundet skal indrettes. Det førte blandt andet til begrebet demokrati, som mange stater og mennesker i dag som det naturligste lader sig føre af.

Og sådan er vores historie spækket med betydningsfulde nedslag, der, om vi vil det eller ej, i høj grad er medvirkende til at farve, hvordan vi opfatter os selv, vores omverden, og hvad vi lader os styre af. Et af de nedslag, som har haft særlig stor betydning for det moderne menneske, er den franske filosof René Descartes arbejde i 1600-tallet, hvor han når frem til cogito ergo sum – jeg tænker, altså er jeg. Stærkt forsimplet kan man sige, at hans arbejde var med til at lægge grunden til oplysningstiden, og hvordan det videnskabelige tankesæt og videnskaberne blev nogle af vor tids stærkeste institutioner, og i dag figurerer med samme grad af ”sandhed” som de gamle mytologiske samfund. Når først noget er bevist via en bredt accepteret videnskabelig metodologi, er det sådan, det er.

René Descartes

Det fascinerende menneske

Og at videnskaben har fostret et hav af fascinerende opdagelser og erkendelser, er der vel ikke mange, som betvivler. Men hvad med den modsatte vej? Stopper vi nogle gange op og tænker over, hvor meget det videnskabelige tankesæt egentlig præger os. Eller rettere får lov til at præge os. Set med de større briller, som Albert Gjedde ruller ud, har de moderne videnskaber eksisteret i et utrolig kort tidsrum.

Jeg kan ikke få øje på alternativer til videnskab, også fordi det velsagtens er en del af vores hele ophav, at vi er nysgerrige og søger svar på spørgsmål. Og hvilket måske er et af menneskets mest fascinerende egenskaber: at vi kan finde svar og begå hjælp til at komme videre eller til at hjælpe andre mennesker i nød eller til at afklare gamle gåder. Mens en af de måske mindst fascinerende egenskaber ved mennesket er, hvordan forvaltningen af disse spørgsmål og svar pågår, og hvordan det kan korrumpere både samfund og mennesker. En forvaltning, som er vævet ind i magt og penge, og hvor interesser for bundlinjer i en evig dans omkring fiscal vækst, får lov til at farve alting. Forskere med nok så høj en IQ, brillante ideer og gode intentioner, kommer ingen vegne uden et anerkendt laboratorium. Hvor mange opdagelser og erkendelser er mon gået til spilde, fordi det ikke har været i større institutioners interesse at bakke det op?

Vi skal vende det hele på hovedet

En af mine største helte er den amerikanske psykiater Bruce Perry, som blandt andet har begået bogen ”Drengen der voksede op som hund”. Når børn i det amerikanske samfund er involveret i voldsomheder af forskellig slags, flyves han ofte ind som første mand på gerningsstedet. Når det gælder børn og traumer har han en unik erfaring at trække på. Og så er han bare et virkelig empatisk, klogt og sympatisk menneske – og helt nede på jorden. Da han i et tv-interview blev bedt om at beskrive sit idealsamfund, svarede han på følgende vis: ”Jeg mener, at vi skal vende alting på hovedet, og at vi belønner på en helt forkert skala.”

Børns hjerner og kroppe er mest prægbare i tidlig tid. Det er der, fundamentet for, hvem de bliver, lægges. Alligevel er det de strukturer i vores hjerne, der kalder på pandelapperne, som høster størst fortjeneste. Når en universitetsprofessor overøser de studerende sin viden, taler han til de få kvadratcentimeter hjerne, der hedder præfrontal cortex. Intet andet. Alle de andre strukturer, det limbiske system, vores motoriske evner, vores følelser, vores selvværd, vores inderlighed har ikke som sådan nogen værdi i den kontekst. Hvor ofte oplever man en underviser på akademiet spørge de studerende ind til, hvad de føler lige nu? Altså ikke i en analytisk hermeneutisk tænkt kontekst, men hvad der rører sig på indersiden og følelsesmæssigt hos dem, imens han gennemgår Thoreaus betydning for det liberale USA? Aldrig. I bedste fald ville en sådan inddragelse blive modtaget med hovedrysten. Selv ikke de studerende på psykologi har egenterapi og hands on gruppedynamikker på skemaet, selvom mange af dem mistrives (tjek her). Det, vi føler og mærker på indersiden, har en langsommere omsætning, end de hurtige nukleus forrest i hovedet, men da begge ting, efter min mening, er lige vigtige for at kunne leve harmoniske liv, får vi med Descartes dualismer i hånden konstant positioneret os i kamp. Kamp mod systemer, kamp mod andre mennesker og kamp mod os selv. 

Det er det, Bruce Perry, efter

når han siger, at det hele skal  vuggestuepædagoger skal uddannelser og have de største omgang med børnene, sammen fundamentet for det hele.

denne kritiske tid, at de vigtigste

som har at gøre med evne til refleksion og intelligens.

min opfattelse, refererer til, vendes på hovedet, og at bekostes de længste lønninger, fordi deres

med forældrene, skaber  Simpelthen. At det er i strukturer lægges. Strukturer, empati, motorik, kreativitet,

Og: det er når disse strukturer taler sammen, at mennesket kan opnå de efter min mening mest positive værdier: at være sympatiske, tolerante, venlige, kærlige, reflekterede, intelligente, empatiske og nysgerrige, i stedet for de, også efter min mening, mest negative værdier: uempatiske, ikkelyttende, uden evne til at inddrage andres meninger og verdensbilleder, ingen interesse i at tænke på andre menneskers ve og vel eller dyrs for den sags skyld, ingen interesse i at tænke på klimaet og være ligeglad med, hvordan vi efterlader vores klode og dens mangfoldighed til vores efterkommere, kort sagt de narcissistiske mennesker, som skider højt og flot på alle andre end sig selv og deres egne lyster.

Det sidste kan eksemplificeres med den amerikanske mangemilliardær Jeffrey Epstein, som via sin magtfulde position fik lov til seksuelt at misbruge meget unge kvinder og børn i årevis, selvom ofrene stævnede ham. Han var simpelthen så magtfuld og færdedes i så indflydelsesrige kredse, at det i mange år lykkedes ham at omgås retssystemet. Eller rullet lidt mere geopolitisk ud, så skal man i Mexico have beskyttelse af vagtværn med automatvåben for at få lov til at dyrke sine avokadoer, i Syrien kan man ikke vide sig sikker på, om man får gas i hovedet, fordi man ser anderledes på verden end magthaverne, og i Venezuela er millioner på flugt på grund af en dyb politisk og økonomisk krise.

Man kan også sige det på en anden måde: at de føromtalte strukturer skaber fundamentet for alt,  hvad vi er, og i sidste ende for i hvilken retning vores samfund og vores fremtid skal pege sig hen. Samfund er mennesker. Sådan er det bare. Også selvom sidstnævnte er uendeligt præget af førstnævnte. Så nej, det er ikke hønen og ægget at tale om en løsning på de mange udfordringer, vi moderne mennesker står over for på både indre og ydre planer. Vi er ganske enkelt nødt til at opnå mindre stressede nervesystemer, få mere empatiske indre forvaltninger, at have større kontakt til vores hjerter, samt bedre evne til at kommunikere vertikalt – for på den lange bane at ændre kurs.

Og det starter, som Bruce Perry er inde på, i høj grad med vores børn. Men også os voksne. Selvfølgelig.

Så.

Stress er latterligt

Når så mange danskere er ramt af psykiske og fysiske udfordringer (430.000 danskere, svarende til 10-12 procent, oplever symptomer på alvorlig stress hver dag (tjek her), 400.00 danskere er på antidepressiver (tjek her), 350.000 danskere kæmper med angst i en eller anden form (tjek her), 585.000 danskere har et skadeligt forbrug af alkohol herunder er 140.000 afhængige af alkohol (tjek her), 125.000 danskere har i varierende grad problemer med pengespil (tjek her), hver tredje dansker får kræft inden det fyldte 75. år (tjek her), 252.000 har diabetes 2 (tjek her), børn og unge har ondt i livet og antallet, som overvejer selvmord er markant stigende (tjek her)), så er det ikke et udtryk for, at der er noget galt med vores fine biokemi og nervesystemer, men et skævt systemtryk. Eller i hvert fald også et skævt systemtryk. Vi er ikke bragt i verden for at blive stressede. Det er latterligt, som vores kære filosof Søren Kierkegaard også udtrykte det:

”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt” (Enten – Eller).

Vi er bragt i verden for at kære os om hinanden, os selv og vores omgivelser, og sammen bør vi skabe nogle systemer, som honorerer det, frem for systemer som er stupide, umenneskelige og ukærlige og som udelukkende har økonomisk vækst for øje uden tanke for bløde konsekvenser, eller som er ensidigt fokuseret på at få magt, magt for magtens skyld.

Nobelprisvinder Otto Warburg

Så et af de første spadestik i den retning er at stoppe med andegårdstænkningen, som spejler sig i alle videnskabelige og institutionelle lag, hvor det er ens egen andegård, der har fundet de vises sten, og hvor liderligheden efter penge, priser og prestige, vejer tungere end at inkludere andre andegårde eller bare dele ud, og at dette som konsekvens opretholder de lukkede rum med den cirkulære tænkning. Når en læge på Rigshospitalet fortæller en, at man skal have kemo for at overleve sin kræftsygdom, kan det måske godt være rigtigt, i hvert fald lige nu i år 2020, og som det naturligste tager vi det for gode varer på grund af lægens autoritative position. Men

hvad med den anden vej? Hvordan håndterer lægen på Danmarks største hospital tanken om, at den tyske forsker Otto Warburgs hårdnakkede ideer om, at cancer snarere er en epigenetisk stofskiftesygdom end mutationer i selve codon, måske kan have mere på sig, end hvad den latterliggørende samtid mente (kilde bog: Christofferson, Travis, “Når man snubler over sandheden”), og ellers (tjek her), (tjek her), eller at danske komplementære læger oplever, hvordan brugen af høje mængder intravenøst indsprøjtet C-vitamin (mindst 75 gram og ikke de 60 gram, man forsøger sig med på Herlev Sygehus) for mange af de terminale cancerpatienter viser sig at være radikalt livsforlængende (tjek her), eller at undersøgelse på undersøgelse dokumenterer, at faste har en positiv betydning for en lang række faktorer, herunder at man får færre bivirkninger under kemoterapien (tjek her), (tjek her) (40 minutter inde i videoen), sidstnævnte bakkes op af følgende studier: (tjek her), og gå ellers selv på opdagelse (tjek her), (tjek her) … han ryster på hovedet og siger, at det er nonsens.

Og det er ikke lægens skyld, at han gør det. Han er pakket ind i et hav af omstændigheder, som låser ham på hænder og fødder, men som alt andet lige er med til at opretholde de lukkede rum og den cirkulære tænkning. Hvorfor ikke skabe systemer, i dette tilfælde med takling af cancer, hvor der samarbejdes så ekstremt meget på kryds og tværs, at vi etisk kan kigge os selv i spejlet og sige, at vi vitterlig gør ALT, hvad der står i vores magt for at løse denne gåde. Og ikke udelukkende eller blindt fortsætter vejen med kemo, hvis oprindelse i øvrigt er at spore til anden verdenskrig, hvor en mislykket brug af sennepsgas førte til ideen om cancerafhjælpning.

”Alt” er ikke at være bedrevidende og blinde, men at være åbne og allokere midler, så det ikke kun er en snæver kreds af hjerner eller pengestærke medicinalfirmaer med fiscale interesser, der bliver hørt. 

At

Sukker, rigtig meget sukker

Et andet eksempel på andegårdstænkning finder man på den modsatte side af Atlanten, nemlig i arven efter den amerikanske læge Ancel Keys utrættelige og insisterende kamp for at bevise, at mættet fedt er den store synder, hvad angår hjertekarsygdomme. Hans ild inden for dette emne blev ikke mindst næret af præsident Eisenhowers blodprop i 1955, hvor hans kollega Paul Dudley White figurerede som præsidentens personlige læge. Ancel kom nærmest egenhændigt til at lægge fundamentet for det paradigme, amerikanerne frem til den i dag stadig er meget påvirket af. Nemlig at den store synder, hvad angår hjertekarsygdomme som sagt er mættet fedt, og at den rigtige fordeling af hovednæringsstoffer er store mængder kulhydrater. Gerne kortkædede kulhydrater. Det åbnede op for en enorm industri, hvor fokus ikke mindst var på at proppe maden med dårlige kulhydrater, og hvor der spekuleredes i de såkaldte blisspoints, som er et udtryk for, at kommer man tilstrækkeligt med sukker i en hvilken som helst fødesammensætning, vil det smage godt. Og da disse kulhydrater ofte er meget billige, havnede den amerikanske fødevareindustri og forbrugerne i en catch 22, hvor sidstnævnte blev så vant til det søde element, at intet andet fungerede, og hvor førstnævnte tjente så store summer, at der ikke var nogen vej tilbage. Heller ikke selvom det fik så store konsekvenser for befolkningens sundhed. I dag er op mod 40 pct.  af amerikanerne overvægtige.

Og sådan bugner historien med eksempler på, at menneskets verdensbilleder, diskurser og paradigmer er startet med tilfældigheder, og som i kølvandet får vakt ”de lavere” sider i mennesket, hvor institutioner, politikere og magtfolk får bugseret sig og tilfældigheden i retning af egen fortjeneste, og hvor det større blik for konsekvenser og manden på gulvets ve og vel forsvinder som dug for solen.

Augustins konkubine

Et sidste eksempel på et skævt paradigme, jeg godt vil hive frem, er at finde inden for sexologien. En virkelig spændende videnskab, ikke mindst fordi den beskæftiger sig med et af menneskets største kilder til skam og glæde, nemlig vores seksualitet. Måske det er det fænomen i vores historie, som bag linjerne har været den største primus motor for alt, hvad vi er, og hvordan vores samfund har udviklet sig? Hvordan ville kristendommen mon have udformet sig, hvis Augustin af sin mor havde fået lov til at gifte sig med sin konkubine? Hvilken betydning havde seksualitet for grækernes udformning af det, der i nogen grad skulle komme til at blive fundamentet for civilisationen, som vi kender den i dag? Og hvorfor forsvandt meget af vores seksuelle sprog i øvrigt ved kristendommens indstiftelse, og hvilken indflydelse har det – også i øvrigt – haft for vores seksualitet? Eller hvis vi bevæger os lidt fremad, hvilken indflydelse havde Richard von Krafft-Ebing på Freuds tanker og arbejde? Hvor sidstnævnte måske er en af de mest indflydelsesrige figurer at hive frem i definitionen af det moderne menneske.

Sexologiens verden

Richard von Krafft-Ebing udgav i 1886 det digre værk Psychopathia Sexualis, hvori han redegjorde for (og samlede) den tids seksuelle sprogbrug. Mange af disse begreber gør vi stadig brug af i dag – såsom masochisme, sadisme, ekshibitionisme og transvestisme. På det tidspunkt var det det naturligste i verden at betegne den type seksuel adfærd som dybt patologisk (Krafft-Ebing, Richard von, Psychopathia Sexualis, 1950). Hans tanker stod i forlængelse af det 19. århundredes store fokus på den franske psykiater Bénédict Morels degenerationsideer, hvor man risikerede alverdens ulykker, hvis man fx bedrev seksuel fordærvelse (Olsen, Ole Andkjær og Simo Køppe, Sigmund Freud Afhandlinger om seksualteori, 1985, s. 10). Krafft-Ebing havde i øvrigt som sagt stor indflydelse på den tidlige Freud (Money, John, Musaph, Herman, Handbook of sexology, 1977, s. 1055).

Så.

Mand og kvinde skal bolle og få børn. Punktum. Det andet går man til prostituerede for og/eller pakker ind under det bourgeoisiske gulvtæppe. Således kan man stærkt forsimplet sige, at den moderne sexologi hviler på et rigidt fundament, som efter min mening stadig den dag i dag i nogen sammenhænge kan smage af determinisme.

Et af vores samfunds store problemer for især unge mænd er deres brug af porno. En brug og et misbrug, som i mange tilfælde eskalerer, og som kommer med tonstunge konsekvenser; depressioner, modløshed, selvmordstanker, rejsningsproblemer, manglende lyst til virkelig sex og virkelige partnere, ”pornotåge”, reaktivering af gamle psykiske låste tilstande og meget mere (tjek her), (tjek her), (søg på nofab eller nonut på youtube og læs især kommentarsporene, hvor tusinder af mænd står frem og fortæller om de ulykkelige omstændigheder, de er havnet i via pornoen), (og se TED-talk videoen af Gary Wilson, hvor han udruller mange af de problemstillinger, som følger af tvangspræget brug af porno. En video, som i skrivende stund har over 13 mio. visninger (tjek her)).

En af disse (alvorlige) konsekvenser er, at mange af disse unge (og ældre) mennesker udvikler skæve fantasier. Ja. Skæve fantasier. Noget, hvor man starter et sted og havner i en komplet anden grøft. Og ikke engang en nabogrøft, men et andet kontinent. Et fænomen, man i ovenstående links kan læse om igen og igen og igen. Hvor uforstående mange af disse mænd er over for, hvad pokker det er, der får dem til at se disse klamme og uempatiske ting på skærmen, men som desuagtet ikke er til styre. At de metabevidner diskrepansen mellem fornuft/moral og det tvangsprægede. At det startede med en kilden i maven over at binde sin kæreste til sengen, hvor hun ligger med bind for øjnene, og man pirrer og gør hende glad, morfet over til noget med at tænde på at se japanske piger kaste sushi op i hovedet på forkølede pingviner. Haha. Ja, det lyder skørt, men læs kommentarsporene på Youtube eller indlæggene på yourbrainonporn.com eller Reddit/nofap. Det er helt vildt, hvad nutidens uhæmmede og ubegrænsede højhastigheds internetporno kan gøre ved menneskets seksuelle sind, og hvor mange især mænd, der døjer med konsekvenser. Det er så kraftfulde indtryk, vi på denne konto fodres med, at vi efter min mening om 30 år vil kigge tilbage og erkende, at der begik vi en kæmpe fejl. At seksualitet og det seksuelle sind er så fin, fin en del af vores ophav, og at megen af vores evne til at udøve empati og dreje sig i retning af at

blive kloge, både emotionelt og rationelt, handler om at få en sund seksualitet.

En seksualitet, hvor man kærer sig om den pige, man har i kikkerten eller dreng selvfølgelig, og indleder den (nærmest traditionelle) dans det er, at være nervøs, at tænke i et væk på sin udkårne, at mærke sit hjerte banke, og at spekulere på, om han/hun har det godt. Den slags. Og ikke, at man som 11-årig (hvilket er gennemsnitsalderen for

den danske drengs besøg på en hjemmeside med porno) har full on adgang til og klikker sig ind på sider, der viser analsex, creampie, sprøjteorgasmer, hardcore sm-seancer eller dyresex. Hvad gør det ved drengens seksuelle sind og emotionelle jeg? En 11-årigs hjerne er langt fra færdigudviklet (det er den i starten af tyverne), så dette er både et hardware og software issue. Brugen af så kraftfulde indtryk i så ung en alder med så fint og uudviklet et væv, har mange konsekvenser. Mange flere, end vi desværre fra offentlig hold i dag gør os det klart. Hvis de lidt ældre unge drenge i den klassiske sexologi søger svar på disse udfordringer, der er kommet til dem via pornokiggeriet, kan de læse sig frem til, at når først de har erhvervet sig et tændingsmønster, kan de modulere eller

 ”massere” det eller endda udvikle nye tændingsmønstre, men at de ikke som sådan kan ændre det. Tag lige den, når din tilfældige søgen og herunder kilden i maven har bragt dig forbi forkølede fisk. Hvad er så den udvidede udgave af japansk opkast og pingviner? Sæler og krebs og antarktiske isbjerge?

Nej. På dette område skal den klassiske sexologi vågne op og følge de mange, mange mænd, som har fundet sammen i online fællesskaber og bruger hinanden til at komme om på den anden side. At ja, der tales ikke sjældent om, at der ikke er nogen hjælp at hente inden for den klassiske sexologi, og at deres egne rejser og succeshistorier er den evidens, de orienterer sig efter. Eller er nødt til at orientere sig efter. Og ja, der er mange eksempler på mænd, som har gået 90 dage, 180 dage, flere år uden at falde tilbage til brugen af porno og skøre japanske videoer. Betyder det, at de så ikke ville kunne få en energetisk rejsning, hvis de blev tvunget til at gense nogle af disse klip? Nok højst sandsynligt ikke, men er det så væsensforskelligt fra behandling af andre typer afhængigheder? Når en ryger stopper med smøgerne, er de involverede receptorer i hjernen altid i en form for dvaletilstand. Det betyder, at rygeren kan gå røgfri i otte år og så snuppe sig en enkelt cigaret på sommerferien på Mallorca, og mandagen efter er hun almindelig ryger igen og pelser 20 Prince om dagen. Hvad vi præger vores hjerne og væv med i tidlig tid vil nok altid bære et aftryk, men det betyder ikke, at rygningen med de rigtige knapper og værktøjer ikke kan være en livslang succeshistorie. Tværtimod. Mange rygere er godt klar over deres iboende svaghed, men de vender aldrig tilbage til smøgerne. Konsekvenserne er ganske enkelt for store. Sådan er det også med tvangspræget brug af porno.

De rigtige svar

Så.

I forhold til ovenover benævnte eksempler med cancer, fedme i USA og porno er der især to flanker åbne:

  • Videnskabens måde at finde svar på, når det gælder sundhed.
  • Og hvordan disse svar forvaltes.

At finde svar inden for videnskaben, altså de rigtige svar, dem der publiceres i de rigtige magasiner, er et svært elitært anliggende. Det er kun ph.d’re og den slags forholdt at få den type spalteplads. Så når vedkommende ph.d’er har opdaget et enzym, der kan ændre på de skæve proteinbøjninger, der sker ved indtagelse af HPV-vaccine, og som altså forhåbentlig kan modvirke nogle af de mange forfærdelige bivirkninger, der for nogle kvinder følger af denne vaccine, kan hun med de rigtige kontakter få kontakt til de rigtige magthavere, som i nogen grad må være magasinernes gatekeepere (redaktørerne), og således få banet vejen til en halv side i The Lancet. Det kan så måske skabe så megen polemik, at landets vaccineeksperter overbevises om dets nytteværdi, og får banket så insisterende på rørene, at politikerne eller private aktører fanger an og tildeler et anseeligt beløb, så yderligere forskning kan gøres inden for dette ærgerlige bivirkningsområde, og som rammer rigtige mange især unge kvinder (tjek her). Og inden vi har set os om, kan vi efter måske ti års grundforskning begynde at implementere nogle af de enzym-opdagelser, den dygtige ph.d’er gjorde til at starte med.

Imens bliver kropsbehandleren Ole Kåre Føli ringet op af Lasse Spang Olsen for at høre, om han vil medvirke i et tv-program på DR om kvinder, der lider under bivirkningerne fra denne vaccine. En ide, Ole går med på, fordi han godt kan lide at forsøge at gøre en forskel, hvor andre, ikke mindst læger, har opgivet. Lasse har sporet sig ind på en kvinde ved navn Redempa, hvis liv blev fuldstændigt ødelagt efter vaccinationen. Hun kunne ikke gå, hendes krop gik konstant i krampe, og hun måtte have hjemmehjælp fem gange om dagen. Hun kunne ikke holde på vandet og oplevede hyppige besvimelser (kilde: ”Lyt til kroppens stæreflok” af Ole Kåre Føli og ”Alternativ behandling – virker det” med Lasse Spang Olsen som vært på DR). Lægerne havde givet op, og sundhedsvæsnet ville ikke anerkende, at der kunne være en sammenhæng mellem vaccinen og kvindens tilstand. Kvinden var 30 år og led af så alvorlige bivirkninger, at hun i et helt år ikke havde kunnet gå selv, at hendes liv udelukkende udspillede sig i sofaen, og at hun kun så sin lille datter en time om dagen. Da Ole første gang lagde en hånd på hendes ben, gik det straks i krampe, og hun var ude af stand til at bevæge sig de halvanden meter, der var hen til hans opstillede briks. Da han endelig fik hende op på briksen, gik hendes krop i voldsomme kramper, og hun kastede op i et væk. I de fire måneder, optagelserne varede, behandlede Ole Redempa jævnligt, og da forløbet var afsluttet, kunne hun gå selv uden hjælpemidler, hun havde fået sin datter hjem, hun besvimede ikke længere, og hun kunne selv bestemme, hvornår hun skulle på toilettet.

1,2 millioner mennesker blev myrdet

Allerede ved tredje behandling havde Redempa ikke i samme grad kramper, og hun kunne begynde at slappe så meget af, at der også var plads til at arbejde med det dybere åndedrag og med maveregionen. Det ledte frem til en så høj grad af tryghed fra kvindens side, at hun åbnede op og fortalte om sin barndom, der var så rædselsvækkende, at hun aldrig havde betroet sig til nogen om den, end ikke sin mand. Redempa er født og opvokset i Rwanda i Afrika, hvor der i 1994 blev begået et folkedrab, og hvor op mod 1,2 millioner mennesker blev myrdet, herunder hendes far. For Redempa betød det, at hendes onkel overtog styringen i hjemmet, hvilket blev startskuddet til mareridtsagtige år, hvor dagligdagen stod på overgreb og sadistisk undertrykkelse, og hvor Redempa lagde krop til voldsomme tæv, at blive brændt flere steder på kroppen og ved flere lejligheder var ved at blive kvalt. På et tidspunkt blev hun som straf bundet til en pæl midt i landsbyen, hvor hun fik lov til at stå i tre døgn uden mad og drikke. Da Redempa fortalte om disse ting, løb tårerne ned af hendes kinder.

Redempa havde været i Danmark i 14 år og egentlig skabt sig et godt liv, hvor hun havde uddannet sig til børnehavepædagog og var gift med en dansk mand, med hvem hun havde fået en pige. Så på ydersiden var alt i orden, indtil hun blev vaccineret mod livmoderhalskræft. Allerede ved anden indsprøjtning blev Redempa så syg, at hun ikke kunne styre sine arme og ben og fik besvimelsesanfald. Chefen for børnehaven bad hende blive hjemme, fordi hun ikke var tryg ved at have Redempa gående med børnene, og hun røg ud og ind af hospitalet til undersøgelser, som alle gav samme resultat, nemlig at hun ikke fejlede noget.

Som Ole skriver i sin bog, fik han et år efter første kontakt med Redempa en besked fra hende om, at hun nu kunne klare fem minutter på løbebånd. Det er trods alt en stor forskel fra at have kravlet rundt i sin lejlighed på albuer og være nødt til at bruge ble.

I kølvandet på denne udsendelse fik han mange henvendelser fra piger/kvinder, som led under bivirkninger fra HPV-vaccinen, hvilket gjorde ham nysgerrig på, hvorfor nogle kvinder reagerede så kraftigt på vaccinen, mens andre ikke mærkede noget. Efter hans mening er det udslagsgivende især, hvorvidt kroppen og psyken i forvejen er velfungerende eller ej. En velfungerende krop/psyke vil kunne bekæmpe aluminiumsforgiftningen, der følger med

vaccinationen, anderledes end en dårligt fungerende krop og psyke med blokeringer og spændinger. For Redempa var en stor del af behandlingen, at hun fik løsnet op for nogle af de traumer, hun havde med fra barndommen. Da først hun var i stand til at slappe af på briksen og kunne få åbnet op for det dybere åndedræt, væltede det ud med ord af hende, og således var en væsentlig del af helingsprocessen i gang. For Redempa havde barndommens traumer sat sig som spændinger og blokeringer i kroppen, hvilket gjorde hende mere sårbar over for HPV-vaccinens forgiftning. En tese Ole fik bekræftet af mange af de kvinder, der i kølvandet på udsendelsen henvendte sig til ham, nemlig at de alle sammen mere eller mindre bar rundt på uforløste psykiske og fysiske tilstande.

Så.

Ovenstående to eksempler med ph.d’en og Ole åbner op for et hav af spørgsmål og dilemmaer. Hvis Redempa skulle have ventet på ph.d’ens vaccine-modgift, ville hun så have overlevet? Og hvorfor er vogngangen fra opdagelse til implementering af ny medicin så langsom? Hvad var det, der fik Redempa tilbage til et tåleligt liv? Hvis Oles behandling tilsyneladende er så effektiv i hvert fald i Redempas tilfælde, hvorfor så ikke fra offentlig hold inkorporere nogle af hans behandlinger? Eller i det mindste skynde sig at organisere et randomiseret klinisk forsøg for at be- eller afkræfte virkningsgraden og således eventuelt kunne tilbyde disse piger andet end opgivende skuldre fra lægelig hold?

Ovenstående spørgsmål åbner op til et endnu større hav af spørgsmål og dilemmaer, som involverer forsikringsselskaber, allokering af offentlige midler, videnskabelig praksis, medicinalbranchens bundlinjer, traditioner inden for lægevidenskaben, etik, journalistisk formidling. Ja, og alt muligt andet.

Så hvis vi skal barbere en smule af kompliceretheden ned, vil jeg tillade mig at hævde, at det 1) handler om definitionsretten til sundhed 2) forvaltningen af denne. Eller sagt lidt mere filosofisk historisk, så skal vi på en måde tilbage til det cartesianske verdensbillede, hvor det at ”jeg tænker, altså er jeg” stadig er det, der får lov til at være altdominerende. Vi ”tænker” (og selvfølgelig tester, afprøver osv.) for at nå frem til en antibivirkning, men er ikke i nærheden af fra lægelig hold at overveje, at nogle af grundene til, at Redempa ikke kunne tåle vaccinen skyldtes et ubehandlet traumepres fra Rwanda. At der var så store grader af vævsmæssig spænding i Redempa, at en vaccine med aluminium var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den slags holistiske tanker figurerer mig bekendt ikke i forelæsningerne på Panum, og ikke desto mindre var det Oles kloge hænder og empatiske nærvær, der åbnede op for et både større kropsligt flow, og at traumet for første gang i Redempas liv fik et sprogligt udtryk. Og som til sammen gjorde, at hun kunne begynde at gøre noget andet end at bevæge sig rundt på sine albuer. Definitionen på sundhed fra Oles side, hvis jeg må være så fræk at lægge ham ord i munden (jeg kan ikke spørge ham, da han desværre døde i april 2018), er, at ting hænger sammen. Når Redempa fryser (i den chok- traumemæssige betydning af ordet), og hendes nervesystemer i mange, mange år har været blokeret, kan hun måske godt mønstre en venlig maske over for sine danske omgivelser, men bagved er der en stivhed og en låsthed. Det er abc-viden, hvis man uddanner sig til chok- traumeterapeut hos fx SE-uddannelsen eller Skolen for Psykosomatik hos Ulla Rung Weeke og/eller læser nogle af Peter Levines bøger om traumer. At det parasympatiske system ved ekstreme omstændigheder nærmest kan blive konkurrerende til det sympatiske system og skabe en indre låst choktilstand. Chokket vil som cellehukommelse skabe det modsatte af frihed i kroppens bindevæv, væsker, og muskler. Det er derfor, man terapeutisk arbejder med for alt i verden ikke at coache folk et bestemt sted hen, når de kommer med svære traumer, fordi traumerne er blevet konverteret til noget automatiseret. Så når vedkommende søger hjælp fra et eller andet yderligt (måske en afhængighed), er det ikke, fordi vedkommende har en dårlig moral – apropos pornoens ovenover benævnte skismaer. Og meget vigtigt: Hvis man dette sted som behandler eller terapeut er insisterende på, at det skal have en moralsk drejning, kommer man til at føje spot til skade. For derved kan man være med til at lægge endnu mere vægt på den selvkritiske hylde, som vedkommende højst sandsynligt allerede benytter sig af.

Så når et menneske er traumeramt og åbner op for sine vanskeligheder, er det en kæmpe gave, som skal forvaltes med det fineste gefühl, for hvis vedkommende traumeramt kan mærke, at der vitterlig er mulighed for et møde, og et møde hvor både krop og sind bliver hørt, kan masken falde og tårerne flyde. Og derved kan helingen starte. Det var det, Ole, efter min mening, formåede at gøre over for Redempa, også selvom han ikke er terapeutisk uddannet. 

Definition på sundhed

Så: Når man skal skyde sig ind på en definition af sundhed, er man nødt til med syvtommersøm at slå fast, at det fysiske og psykiske gensidigt påvirker hinanden. Vi skal til for alvor at lægge Descartes i graven, hvis vi skal komme videre.

Nobelprisvinder Otto Warburg

Og er der seriøst nogen, som ikke længere tror på, at tingene hænger sammen? Selv de mest hardcore materialister kan vel ikke længere benægte, at stress, som de benævnte mange  danskere er ramt af, har en påvirkning på HPA-aksen? At stressreaktioner i vores neocortex står i forbindelse med det autonome nervesystem, og at hypothalamus, hvorfra dette system har sæde, står i direkte forbindelse med hypofysen, som er hormonsystemets general, og som i de tilfælde kommunikerer til binyrebarken og beder den om at producere større mængder kortisol, som fysisk har en lang række negative konsekvenser. I hvert fald hvis denne forøgede produktion står på over længere tid. Det er det, der tales om, eller også tales om, når de mange stressramte danskere klager over fysiske negative symptomer i forbindelse med deres stress.

 ”massere” det eller endda udvikle nye tændingsmønstre, men at de ikke som sådan kan ændre det. Tag lige den, når din tilfældige søgen og herunder kilden i maven har bragt dig forbi forkølede fisk. Hvad er så den udvidede udgave af japansk opkast og pingviner? Sæler og krebs og antarktiske isbjerge?

Nej. På dette område skal den klassiske sexologi vågne op og følge de mange, mange mænd, som har fundet sammen i online fællesskaber og bruger hinanden til at komme om på den anden side. At ja, der tales ikke sjældent om, at der ikke er nogen hjælp at hente inden for den klassiske sexologi, og at deres egne rejser og succeshistorier er den evidens, de orienterer sig efter. Eller er nødt til at orientere sig efter. Og ja, der er mange eksempler på mænd, som har gået 90 dage, 180 dage, flere år uden at falde tilbage til brugen af porno og skøre japanske videoer. Betyder det, at de så ikke ville kunne få en energetisk rejsning, hvis de blev tvunget til at gense nogle af disse klip? Nok højst sandsynligt ikke, men er det så væsensforskelligt fra behandling af andre typer afhængigheder? Når en ryger stopper med smøgerne, er de involverede receptorer i hjernen altid i en form for dvaletilstand. Det betyder, at rygeren kan gå røgfri i otte år og så snuppe sig en enkelt cigaret på sommerferien på Mallorca, og mandagen efter er hun almindelig ryger igen og pelser 20 Prince om dagen. Hvad vi præger vores hjerne og væv med i tidlig tid vil nok altid bære et aftryk, men det betyder ikke, at rygningen med de rigtige knapper og værktøjer ikke kan være en livslang succeshistorie. Tværtimod. Mange rygere er godt klar over deres iboende svaghed, men de vender aldrig tilbage til smøgerne. Konsekvenserne er ganske enkelt for store. Sådan er det også med tvangspræget brug af porno.

 ”massere” det eller endda udvikle nye tændingsmønstre, men at de ikke som sådan kan ændre det. Tag lige den, når din tilfældige søgen og herunder kilden i maven har bragt dig forbi forkølede fisk. Hvad er så den udvidede udgave af japansk opkast og pingviner? Sæler og krebs og antarktiske isbjerge?

Nej. På dette område skal den klassiske sexologi vågne op og følge de mange, mange mænd, som har fundet sammen i online fællesskaber og bruger hinanden til at komme om på den anden side. At ja, der tales ikke sjældent om, at der ikke er nogen hjælp at hente inden for den klassiske sexologi, og at deres egne rejser og succeshistorier er den evidens, de orienterer sig efter. Eller er nødt til at orientere sig efter. Og ja, der er mange eksempler på mænd, som har gået 90 dage, 180 dage, flere år uden at falde tilbage til brugen af porno og skøre japanske videoer. Betyder det, at de så ikke ville kunne få en energetisk rejsning, hvis de blev tvunget til at gense nogle af disse klip? Nok højst sandsynligt ikke, men er det så væsensforskelligt fra behandling af andre typer afhængigheder? Når en ryger stopper med smøgerne, er de involverede receptorer i hjernen altid i en form for dvaletilstand. Det betyder, at rygeren kan gå røgfri i otte år og så snuppe sig en enkelt cigaret på sommerferien på Mallorca, og mandagen efter er hun almindelig ryger igen og pelser 20 Prince om dagen. Hvad vi præger vores hjerne og væv med i tidlig tid vil nok altid bære et aftryk, men det betyder ikke, at rygningen med de rigtige knapper og værktøjer ikke kan være en livslang succeshistorie. Tværtimod. Mange rygere er godt klar over deres iboende svaghed, men de vender aldrig tilbage til smøgerne. Konsekvenserne er ganske enkelt for store. Sådan er det også med tvangspræget brug af porno.

Og i Redampas tilfælde er chok også stress. Ophobet stress, og måske et stressresponssystem som var så stramt, at hun bagved linjerne i forvejen havde været tæt på at være syg. Så da vaccinen kommer ind i hendes krop, er det som sagt måske dråben, der får bægeret til at flyde over. Jeg ved det ikke. Men det kunne da være en mulighed.

Så at Redempa får det bedre, kan både Lasse, de to læger, der er hevet ud fra Rigshospitalet, og seerne bevidne. Og at sandsynligheden for, at det ikke er Oles indgriben, kan vel ligge på et meget lille sted, da han (og tv-holdet) stort set er eneste ændring i hendes liv. Så hvorfor oplever Lasse og tv-holdet så ikke en telefonstorm fra Sundhedsstyrelsen i kølvandet? Jeg mener… her er et klokkeklart eksempel på en behandlingsform, der kan afhjælpe de forfærdelige symptomer, nogle af disse piger oplever.

Men sådan er det bare ikke. Forvaltningen af sundhed er om muligt endnu mere kompliceret end definitionsretten. Her skal man ind omkring videnskabelig praksis, allokering af midler, videnskabsteori, sundhedspolitik og den slags for at finde svar på, hvorfor Lasse ikke prompte får direktøren fra Sundhedsstyrelsen i røret.

Men behøver det være sådan? Uanset hvordan vi vender og drejer tingene, så er samfund til syvende og sidst mennesker. Det er menneskers bidrag hver især, der til sammen skaber fællesskabet. Et fællesskab, vi i demokratiets navn sætter forskellige mennesker til at forvalte. Men stadigvæk… stadigvæk er det hver eneste danskers individuelle bidrag det, der gør, at vi har indrettet os, som vi har. Så hvis vi igen benytter os af Albert Gjeddes tidsmæssige perspektiver, er det sundhedssyn, man fra offentlig hold i dag benytter sig af, tidsmæssigt ekstremt snævert. Vi skal kun 300-400 år tilbage i tiden for at finde nogle helt andre måder at gøre tingene på. Og nej, jeg taler ikke for, at vi skal begynde at takle bivirkninger fra HPV-vaccine eller cancer med påsætning af igler, men at vi måske har fået positioneret os i nogle blindgyder og stirret os blinde på den ”analytiske vej”. Altså hvor det er vores tænkte, talte og målte jeg, der er det altoverskyggende legitimerende, når vi taler sundhed. Hvor det skal kunne måles, for at det virker. Så hvis Albert Gjeddes tese står til troende, at vi først er på tærsklen til at kunne forstå, hvad vores nervesystemer og hormoner egentlig kan, er det så ikke på tide at ændre kurs? Eller i hvert fald udvide kursen? Er det så ikke på tide at åbne op for, at ting kan hænge sammen? At ernæring, mental sundhed, psykisk velbefindende, bevægelse, stress, traumer, chok, negative miljøer osv. har betydning for vores fysiske krop. At noget så ”banalt” som lymfepulsering og Oles empatiske nærvær kunne bane vej for Redempas heling. At lægerne havde opgivet hende, men da hun blev trykket på maven og mærkede, at hun var i selskab med et forstående og sympatisk menneske, kunne den psykiske lås, hun havde været i siden sin onkels overgreb, få et slip, og det fik dramatisk betydning for hendes fysiske formåen.

En del af disse frosne verdensbilleder, som bag linjerne ikke mindst handler om magt og for enhver pris at blive siddende på sine taburetter, har som det nærmest naturgivne standardsvar på ovenstående linjer, ”at det ikke er bevist”. ”Det har vi ikke evidens for”. Når den af Rigshospitalet diagnosticerede terminale cancerpatient med glioblastom efter ti år vender tilbage til Blegdamsvej og med kulør i ansigtet fortæller om sine intravenøse C-vitaminindsprøjtninger hos en af landets klinikker, der gør den slags, er svaret fra lægen, at det er da fint for ham/hende, men at det ikke er noget, han (overlægen) fra lægelig hold kan anbefale, da det ikke har den tilstrækkelige evidens. Også selvom statistikker over glioblastom, en af de mest aggressive hjernecancere, vi kender, dikterer en gennemsnitlig levetid på 6-12 måneder. Er en forøget levetid fra 6-12 måneder til plus fem år eller ti år ikke så opsigtsvækkende, at vi om ikke andet bør kigge på vores verdensbillede? Et blik, som måske også bør inkludere, at vi ifølge forskellige optællinger ligger ret højt, hvad angår cancertilfælde og ikke klarer os særlig godt målt i forhold til vores naboer inden for dette område (tjek her), (tjek her), (tjek her).

Så når der ikke produceres evidens til rigtig mange ting, skyldes det lige så meget magt og midler som lødighed. Hvad ville der ske, hvis vi smed lige så mange offentlige midler efter andre typer måder at gøre tingene på og gjorde det efter de videnskabelige protokoller, der lige nu er gældende? Ville det så ikke fostre andre typer evidens? Det, vi kigger efter, vokser. Hvis vi retter kikkerten i retning af det selvhelbredende menneske eller det menneske, som (formodentlig) kan så meget mere end det, den positivistiske videnskab dikterer, er det det, vi kommer til at spotte. Og ja, så kan det godt være, vi er nødt til også at udvide vores ide om protokoller, så der i kliniske forsøg indgår mange parallelspor i stedet for den reduktionistiske praksis, vi har tradition for. Så hvis vi skal undersøge et insulinprodukt til personer med diabetes 2, kunne det i fremtidens videnskabelige protokoller være sjovt at lege med ideen om, hvilken betydning medicinen har, hvis testpersonerne samtidigt får kropsbehandlinger, laver yoga, faster, står på hovedet, går i sauna, vinterbader, skærer helt vildt ned på matadormiks, løber lange ture, tager større mængder C-vitaminer og/eller andre relevante kosttilskud, påbegynder en grøn ketokost og begynder at danse tango (en dansedrøm, de har haft hele livet).

Det er selvfølgelig komplet umuligt at måle på den slags bredere udfoldelser lige nu, i denne tid, men hvis man virkelig tror på det uendeligt komplicerede menneske, at vi kan så meget mere, end vi tror, og at mange – seriøst mange – ting kan have positivt og gensidigt afsmittende effekter, hvorfor så ikke sprogligt formulere sig i den retning. Om ikke andet. Og så kan det være om x-antal årtier, at protokoller kan noget, der er anderledes. Pointen, hvis vi skal tilbage til toppen af dette dokument, er jo, eller en af pointerne er, at vi er nogle nye nogen, så det, vi gør i denne tid, er frø til senere tid. Og hvad giver bedre mening end at efterlade et langt sundere sundhedsbegreb og sundhedsforvaltning til vores eftertid?

Nå.

Så hvad er vores vision?

  • At vi begynder at tale sammen.
  • At definitionsretten og magtudøvelsen, hvad angår mental og fysisk sundhed, er skæv, og at mange flere instanser, laboratorier, komplementære læger, anderledes tænkende skal inddrages i denne definitionsret og forvaltning.
  • At ordet holistisk skal til at smage af noget andet end at være noget yderligt, som kun alternativt søgende danskere tyr til.
  • At vi alle kan rammes af både psykisk og fysisk sygdom, og at heling handler om mere end plastre og psykofarmaka.
  • At begrebet ydmyghed får en langt større plads i videnskaben, i de videnskabelige institutioner og skoler. Ja, det er ok at blive begejstret over egne resultater, men i nabobygningen begår de altså også fede data, og hvis vi taler sammen, kan vi måske løse endnu flere gåder og blive endnu klogere på, hvad vores 60 billioner samtalende celler kan og ikke kan.
  • At vi ligesom med Dan Jørgensens fremragende ide om et borgerting for klima fra politisk hold gør det samme med sundhed. Både fysisk og psykisk sundhed. At den gennemsnitlige dansker tages med på råd omkring dette emne. Et emne, der før eller siden berører os alle sammen.
  • At når man som cancerpatient eller patient med andre livstruende sygdomme træder ind på Rigshospitalet, bliver man mødt af et stort kram fra noget personale, som er ansat til det. Dernæst får man serveret en økologisk friskpresset sellerijuice (eller andre typer juice, som afpasses den sygdom, man er ramt af). En anden personalegruppe står klar til at tale med en, både i en gruppekontekst og individuelt, altså hvis man ønsker det og ønsker at tale om, hvad der bor på indersiden i forbindelse med diagnosen. Eller hvad man ellers måtte have på hjerte. Indretningen på Riget er det modsatte af kold, både hvad angår vægge, gulv og interiør. Og lægerne er sindssygt gode til at leve sig ind i deres klienter og har lært en masse om spørgeteknik og empatisk indlevelse og faktisk også været på minikurser eller efteruddannelse i massage, hvor de er blevet afklaret med, hvor stor betydning det kan have at trykke folk blidt på maven eller pulsere lårene. Så fra entre til exit på landets største hospital, er det som at blive pakket ind i omsorg og nysgerrighed. Ja, faktisk bliver man behandlet som det modsatte af et nummer i rækken, nemlig som hvordan man behandler ældre mennesker i mange afrikanske samfund, hvor det at blive gammel er en stor ære. Og så er ernæringen selvfølgelig et meget centralt punkt. Her diskes der op med noget af det bedste, vi kan opdrive med et stort fokus på økologi, de rette hovednæringsstoffer – afhængigt af hvilken type kostretning man ønsker at gå, og i det hele taget et stort ernæringsmæssigt øje for individualitet.

Så hvad kan du få ud af en session i vores praksis?

  • At du oplever behandlere som forsøger at stå inde for ovenstående.
  • At du oplever, at vi ikke tænker ind i lukkede rum, hvad angår heling af fysiske og psykiske udfordringer, men arbejder fænomenologisk og er nysgerrige på først og fremmest dig.
  • At du vil opleve, at vi er forankrede ind i de traditionelle uddannelser, men også trækker veksler på alt muligt, der ikke nødvendigvis kan placeres under paraplyen ”traditionel”. At aromaterapi sagtens kan være et forslag i forbindelse med klassisk kognitiv samtale. Eller at thaimassage (som betyder yoga på madras) bruges med zoneterapi. Men altså kun forslag.
  • Du vil også opleve, at vi er imod alt, hvad der kan tilskrives gurulignende tendenser (en guru er kendetegnet ved at have ”set lyset” og i kølvandet skabe et terapeutisk rum, hvor vedkommende ikke går individuelt til værks og undersøger klientens egen forestillingsverden, men krænger forudindtagede ideer ned i halsen på ham eller hende (Singer, Margaret og Janja Lalich, Crazy Therapies, Jossey-Bass Publishers, San Francisco, 1996, s. 11-21)). En uheldig tendens, mange alternative retninger desværre er ramt af, hvor pendulet svinger alt for meget over til den anden side, og fornuft ikke længere er en del af ligningen.
  • Og slutteligt vil du altid opleve, at vi serverer god te. Som jeg siger til en af mine engelsktalende klienter: ”Hello mister Englishman. What would a session in this clinic be without a good cup of tea? To which he responds: like riding a tour de France on defect tires.”

En af mine største helte er den amerikanske psykiater Bruce Perry, som blandt andet har begået bogen ”Drengen der voksede op som hund”. Når børn i det amerikanske samfund er involveret i voldsomheder af forskellig slags, flyves han ofte ind som første mand på gerningsstedet. Når det gælder børn og traumer har han en unik erfaring at trække på. Og så er han bare et virkelig empatisk, klogt og sympatisk menneske – og helt nede på jorden. Da han i et tv-interview blev bedt om at beskrive sit idealsamfund, svarede han på følgende vis: ”Jeg mener, at vi skal vende alting på hovedet, og at vi belønner på en helt forkert skala.”

Børns hjerner og kroppe er mest prægbare i tidlig tid. Det er der, fundamentet for, hvem de bliver, lægges. Alligevel er det de strukturer i vores hjerne, der kalder på pandelapperne, som høster størst fortjeneste. Når en universitetsprofessor overøser de studerende sin viden, taler han til de få kvadratcentimeter hjerne, der hedder præfrontal cortex. Intet andet. Alle de andre strukturer, det limbiske system, vores motoriske evner, vores følelser, vores selvværd, vores inderlighed har ikke som sådan nogen værdi i den kontekst. Hvor ofte oplever man en underviser på akademiet spørge de studerende ind til, hvad de føler lige nu? Altså ikke i en analytisk hermeneutisk tænkt kontekst, men hvad der rører sig på indersiden og følelsesmæssigt hos dem, imens han gennemgår Thoreaus betydning for det liberale USA? Aldrig. I bedste fald ville en sådan inddragelse blive modtaget med hovedrysten. Selv ikke de studerende på psykologi har egenterapi og hands on gruppedynamikker på skemaet, selvom mange af dem mistrives (tjek her). Det, vi føler og mærker på indersiden, har en langsommere omsætning, end de hurtige nukleus forrest i hovedet, men da begge ting, efter min mening, er lige vigtige for at kunne leve harmoniske liv, får vi med Descartes dualismer i hånden konstant positioneret os i kamp.

  •  

Kamp mod systemer, kamp mod andre mennesker og kamp mod os selv. Det er det, Bruce Perry, efter min opfattelse, refererer til, når han siger, det hele skal vendes på hovedet, og at vuggestuepædagoger skal bekostes de længste uddannelser og have de største lønninger, fordi deres omgang med børnene, sammen med forældrene, skaber fundamentet for det hele. Simpelthen. At det er i denne kritiske tid, at de vigtigste strukturer lægges. Strukturer, som har at gøre med evne til empati, motorik, kreativitet, refleksion og intelligens.

Og: det er når disse strukturer taler sammen, at mennesket kan opnå de efter min mening mest positive værdier: at være sympatiske, tolerante, venlige, kærlige, reflekterede, intelligente, empatiske og nysgerrige, i stedet for de, også efter min mening, mest negative værdier: uempatiske, ikkelyttende, uden evne til at inddrage andres meninger og verdensbilleder, ingen interesse i at tænke på andre menneskers ve og vel eller dyrs for den sags skyld, ingen interesse i at tænke på klimaet og være ligeglad med, hvordan vi efterlader vores klode og dens mangfoldighed til vores efterkommere, kort sagt de narcissistiske mennesker, som skider højt og flot på alle andre end sig selv og deres egne lyster.

Det sidste kan eksemplificeres med den amerikanske mangemilliardær Jeffrey Epstein, som via sin magtfulde position fik lov til seksuelt at misbruge meget unge kvinder og børn i årevis, selvom ofrene stævnede ham. Han var simpelthen så magtfuld og færdedes i så indflydelsesrige kredse, at det i mange år lykkedes ham at omgås retssystemet. Eller rullet lidt mere geopolitisk ud, så skal man i Mexico have beskyttelse af vagtværn med automatvåben for at få lov til at dyrke sine avokadoer, i Syrien kan man ikke vide sig sikker på, om man får gas i hovedet, fordi man ser anderledes på verden end magthaverne, og i Venezuela er millioner på flugt på grund af en dyb politisk og økonomisk krise.

Man kan også sige det på en anden måde: at de føromtalte strukturer skaber fundamentet for alt,  hvad vi er, og i sidste ende for i hvilken retning vores samfund og vores fremtid skal pege sig hen. Samfund er mennesker. Sådan er det bare. Også selvom sidstnævnte er uendeligt præget af førstnævnte. Så nej, det er ikke hønen og ægget at tale om en løsning på de mange udfordringer, vi moderne mennesker står over for på både indre og ydre planer. Vi er ganske enkelt nødt til at opnå mindre stressede nervesystemer, få mere empatiske indre forvaltninger, at have større kontakt til vores hjerter, samt bedre evne til at kommunikere vertikalt – for på den lange bane at ændre kurs.

Og det starter, som Bruce Perry er inde på, i høj grad med vores børn. Men også os voksne. Selvfølgelig.

Så.

Når så mange danskere er ramt af psykiske og fysiske udfordringer (430.000 danskere, svarende til 10-12 procent, oplever symptomer på alvorlig stress hver dag (tjek her), 400.00 danskere er på antidepressiver (tjek her), 350.000 danskere kæmper med angst i en eller anden form (tjek her), 585.000 danskere har et skadeligt forbrug af alkohol herunder er 140.000 afhængige af alkohol (tjek her), 125.000 danskere har i varierende grad problemer med pengespil (tjek her), hver tredje dansker får kræft inden det fyldte 75. år (tjek her), 252.000 har diabetes 2 (tjek her), børn og unge har ondt i livet og antallet, som overvejer selvmord er markant stigende (tjek her)), så er det ikke et udtryk for, at der er noget galt med vores fine biokemi og nervesystemer, men et skævt systemtryk. Eller i hvert fald også et skævt systemtryk. Vi er ikke bragt i verden for at blive stressede. Det er latterligt, som vores kære filosof Søren Kierkegaard også udtrykte det:

”Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt” (Enten – Eller).

Vi er bragt i verden for at kære os om hinanden, os selv og vores omgivelser, og sammen bør vi skabe nogle systemer, som honorerer det, frem for systemer som er stupide, umenneskelige og ukærlige og som udelukkende har økonomisk vækst for øje uden tanke for bløde konsekvenser, eller som er ensidigt fokuseret på at få magt, magt for magtens skyld.

Så et af de første spadestik i den retning er at stoppe med andegårdstænkningen, som spejler sig i alle videnskabelige og institutionelle lag, hvor det er ens egen andegård, der har fundet de vises sten, og hvor liderligheden efter penge, priser og prestige, vejer tungere end at inkludere andre andegårde eller bare dele ud, og at dette som konsekvens opretholder de lukkede rum med den cirkulære tænkning. Når en læge på Rigshospitalet fortæller en, at man skal have kemo for at overleve sin kræftsygdom, kan det måske godt være rigtigt, i hvert fald lige nu i år 2020, og som det naturligste tager vi det for gode varer på grund af lægens autoritative position. Men hvad med den anden vej? Hvordan håndterer lægen på Danmarks største hospital tanken om, at den tyske forsker Warburgs hårdnakkede ideer om, at cancer snarere er en epigenetisk stofskiftesygdom end mutationer i selve codon, måske kan have mere på sig, end hvad den latterliggørende samtid mente (kilde bog: Christofferson, Travis, “Når man snubler over sandheden”), og ellers (tjek her), (tjek her), eller at danske komplementære læger oplever, hvordan brugen af høje mængder intravenøst indsprøjtet C-vitamin (mindst 75 gram og ikke de 60 gram, man forsøger sig med på Herlev Sygehus) for mange af de terminale cancerpatienter viser sig at være radikalt livsforlængende (tjek her), eller at undersøgelse på undersøgelse dokumenterer, at faste har en positiv betydning for en lang række faktorer, herunder at man får færre bivirkninger under kemoterapien (tjek her), (tjek her) (40 minutter inde i videoen), sidstnævnte bakkes op af følgende studier: (tjek her), og gå ellers selv på opdagelse (tjek her), (tjek her) … han ryster på hovedet og siger, at det er nonsens.

Og det er ikke lægens skyld, at han gør det. Han er pakket ind i et hav af omstændigheder, som låser ham på hænder og fødder, men som alt andet lige er med til at opretholde de lukkede rum og den cirkulære tænkning. Hvorfor ikke skabe systemer, i dette tilfælde med takling af cancer, hvor der samarbejdes så ekstremt meget på kryds og tværs, at vi etisk kan kigge os selv i spejlet og sige, at vi vitterlig gør ALT, hvad der står i vores magt for at løse denne gåde. Og ikke udelukkende eller blindt fortsætter vejen med kemo, hvis oprindelse i øvrigt er at spore til anden verdenskrig, hvor en mislykket brug af sennepsgas førte til ideen om cancerafhjælpning.

”Alt” er ikke at være bedrevidende og blinde, men at være åbne og allokere midler, så det ikke kun er en snæver kreds af hjerner eller pengestærke medicinalfirmaer med fiscale interesser, der bliver hørt. 

Et andet eksempel på andegårdstænkning finder man på den modsatte side af Atlanten, nemlig i arven efter den amerikanske læge Ancel Keys utrættelige og insisterende kamp for at bevise, at mættet fedt er den store synder, hvad angår hjertekarsygdomme. Hans ild inden for dette emne blev ikke mindst næret af præsident Eisenhowers blodprop i 1955, hvor hans kollega Paul Dudley White figurerede som præsidentens personlige læge. Ancel kom nærmest egenhændigt til at lægge fundamentet for det paradigme, amerikanerne frem til den i dag stadig er meget påvirket af. Nemlig at den store synder, hvad angår hjertekarsygdomme som sagt er mættet fedt, og at den rigtige fordeling af hovednæringsstoffer er store mængder kulhydrater. Gerne kortkædede kulhydrater. Det åbnede op for en enorm industri, hvor fokus ikke mindst var på at proppe maden med dårlige kulhydrater, og hvor der spekuleredes i de såkaldte blisspoints, som er et udtryk for, at kommer man tilstrækkeligt med sukker i en hvilken som helst fødesammensætning, vil det smage godt. Og da disse kulhydrater ofte er meget billige, havnede den amerikanske fødevareindustri og forbrugerne i en catch 22, hvor sidstnævnte blev så vant til det søde element, at intet andet fungerede, og hvor førstnævnte tjente så store summer, at der ikke var nogen vej tilbage. Heller ikke selvom det fik så store konsekvenser for befolkningens sundhed. I dag er op mod 40 pct.  af amerikanerne overvægtige.

Og sådan bugner historien med eksempler på, at menneskets verdensbilleder, diskurser og paradigmer er startet med tilfældigheder, og som i kølvandet får vakt ”de lavere” sider i mennesket, hvor institutioner, politikere og magtfolk får bugseret sig og tilfældigheden i retning af egen fortjeneste, og hvor det større blik for konsekvenser og manden på gulvets ve og vel forsvinder som dug for solen.

Et sidste eksempel på et skævt paradigme, jeg godt vil hive frem, er at finde inden for sexologien. En virkelig spændende videnskab, ikke mindst fordi den beskæftiger sig med et af menneskets største kilder til skam og glæde, nemlig vores seksualitet. Måske det er det fænomen i vores historie, som bag linjerne har været den største primus motor for alt, hvad vi er, og hvordan vores samfund har udviklet sig? Hvordan ville kristendommen mon have udformet sig, hvis Augustin af sin mor havde fået lov til at gifte sig med sin konkubine? Hvilken betydning havde seksualitet for grækernes udformning af det, der i nogen grad skulle komme til at blive fundamentet for civilisationen, som vi kender den i dag? Og hvorfor forsvandt meget af vores seksuelle sprog i øvrigt ved kristendommens indstiftelse, og hvilken indflydelse har det – også i øvrigt – haft for vores seksualitet? Eller hvis vi bevæger os lidt fremad, hvilken indflydelse havde Richard von Krafft-Ebing på Freuds tanker og arbejde? Hvor sidstnævnte måske er en af de mest indflydelsesrige figurer at hive frem i definitionen af det moderne menneske.

Richard von Krafft-Ebing udgav i 1886 det digre værk Psychopathia Sexualis, hvori han redegjorde for (og samlede) den tids seksuelle sprogbrug. Mange af disse begreber gør vi stadig brug af i dag – såsom masochisme, sadisme, ekshibitionisme og transvestisme. På det tidspunkt var det det naturligste i verden at betegne den type seksuel adfærd som dybt patologisk (Krafft-Ebing, Richard von, Psychopathia Sexualis, 1950). Hans tanker stod i forlængelse af det 19. århundredes store fokus på den franske psykiater Bénédict Morels degenerationsideer, hvor man risikerede alverdens ulykker, hvis man fx bedrev seksuel fordærvelse (Olsen, Ole Andkjær og Simo Køppe, Sigmund Freud Afhandlinger om seksualteori, 1985, s. 10). Krafft-Ebing havde i øvrigt som sagt stor indflydelse på den tidlige Freud (Money, John, Musaph, Herman, Handbook of sexology, 1977, s. 1055).

Så.

Mand og kvinde skal bolle og få børn. Punktum. Det andet går man til prostituerede for og/eller pakker ind under det bourgeoisiske gulvtæppe. Således kan man stærkt forsimplet sige, at den moderne sexologi hviler på et rigidt fundament, som efter min mening stadig den dag i dag i nogen sammenhænge kan smage af determinisme.

Et af vores samfunds store problemer for især unge mænd er deres brug af porno. En brug og et misbrug, som i mange tilfælde eskalerer, og som kommer med tonstunge konsekvenser; depressioner, modløshed, selvmordstanker, rejsningsproblemer, manglende lyst til virkelig sex og virkelige partnere, ”pornotåge”, reaktivering af gamle psykiske låste tilstande og meget mere (tjek her), (tjek her), (søg på nofab eller nonut på youtube og læs især kommentarsporene, hvor tusinder af mænd står frem og fortæller om de ulykkelige omstændigheder, de er havnet i via pornoen), (og se TED-talk videoen af Gary Wilson, hvor han udruller mange af de problemstillinger, som følger af tvangspræget brug af porno. En video, som i skrivende stund har over 13 mio. visninger (tjek her)).

En af disse (alvorlige) konsekvenser er, at mange af disse unge (og ældre) mennesker udvikler skæve fantasier. Ja. Skæve fantasier. Noget, hvor man starter et sted og havner i en komplet anden grøft. Og ikke engang en nabogrøft, men et andet kontinent. Et fænomen, man i ovenstående links kan læse om igen og igen og igen. Hvor uforstående mange af disse mænd er over for, hvad pokker det er, der får dem til at se disse klamme og uempatiske ting på skærmen, men som desuagtet ikke er til styre. At de metabevidner diskrepansen mellem fornuft/moral og det tvangsprægede. At det startede med en kilden i maven over at binde sin kæreste til sengen, hvor hun ligger med bind for øjnene, og man pirrer og gør hende glad, morfet over til noget med at tænde på at se japanske piger kaste sushi op i hovedet på forkølede pingviner. Haha. Ja, det lyder skørt, men læs kommentarsporene på Youtube eller indlæggene på yourbrainonporn.com eller Reddit/nofap. Det er helt vildt, hvad nutidens uhæmmede og ubegrænsede højhastigheds internetporno kan gøre ved menneskets seksuelle sind, og hvor mange især mænd, der døjer med konsekvenser. Det er så kraftfulde indtryk, vi på denne konto fodres med, at vi efter min mening om 30 år vil kigge tilbage og erkende, at der begik vi en kæmpe fejl. At seksualitet og det seksuelle sind er så fin, fin en del af vores ophav, og at megen af vores evne til at udøve empati og dreje sig i retning af at blive kloge, både emotionelt og rationelt, handler om at få en sund seksualitet. En seksualitet, hvor man kærer sig om den pige, man har i kikkerten eller dreng selvfølgelig, og indleder den (nærmest traditionelle) dans det er, at være nervøs, at tænke i et væk på sin udkårne, at mærke sit hjerte banke, og at spekulere på, om han/hun har det godt. Den slags. Og ikke, at man som 11-årig (hvilket er gennemsnitsalderen for den danske drengs besøg på en hjemmeside med porno) har full on adgang til og klikker sig ind på sider, der viser analsex, creampie, sprøjteorgasmer, hardcore sm-seancer eller dyresex. Hvad gør det ved drengens seksuelle sind og emotionelle jeg? En 11-årigs hjerne er langt fra færdigudviklet (det er den i starten af tyverne), så dette er både et hardware og software issue. Brugen af så kraftfulde indtryk i så ung en alder med så fint og uudviklet et væv, har mange konsekvenser. Mange flere, end vi desværre fra offentlig hold i dag gør os det klart.

Hvis de lidt ældre unge drenge i den klassiske sexologi søger svar på disse udfordringer, der er kommet til dem via pornokiggeriet, kan de læse sig frem til, at når først de har erhvervet sig et tændingsmønster, kan de modulere eller ”massere” det eller endda udvikle nye tændingsmønstre, men at de ikke som sådan kan ændre det. Tag lige den, når din tilfældige søgen og herunder kilden i maven har bragt dig forbi forkølede fisk. Hvad er så den udvidede udgave af japansk opkast og pingviner? Sæler og krebs og antarktiske isbjerge?

Nej. På dette område skal den klassiske sexologi vågne op og følge de mange, mange mænd, som har fundet sammen i online fællesskaber og bruger hinanden til at komme om på den anden side. At ja, der tales ikke sjældent om, at der ikke er nogen hjælp at hente inden for den klassiske sexologi, og at deres egne rejser og succeshistorier er den evidens, de orienterer sig efter. Eller er nødt til at orientere sig efter. Og ja, der er mange eksempler på mænd, som har gået 90 dage, 180 dage, flere år uden at falde tilbage til brugen af porno og skøre japanske videoer. Betyder det, at de så ikke ville kunne få en energetisk rejsning, hvis de blev tvunget til at gense nogle af disse klip? Nok højst sandsynligt ikke, men er det så væsensforskelligt fra behandling af andre typer afhængigheder? Når en ryger stopper med smøgerne, er de involverede receptorer i hjernen altid i en form for dvaletilstand. Det betyder, at rygeren kan gå røgfri i otte år og så snuppe sig en enkelt cigaret på sommerferien på Mallorca, og mandagen efter er hun almindelig ryger igen og pelser 20 Prince om dagen. Hvad vi præger vores hjerne og væv med i tidlig tid vil nok altid bære et aftryk, men det betyder ikke, at rygningen med de rigtige knapper og værktøjer ikke kan være en livslang succeshistorie. Tværtimod. Mange rygere er godt klar over deres iboende svaghed, men de vender aldrig tilbage til smøgerne. Konsekvenserne er ganske enkelt for store. Sådan er det også med tvangspræget brug af porno.

Så.

I forhold til ovenover benævnte eksempler med cancer, fedme i USA og porno er der især to flanker åbne:

Videnskabens måde at finde svar på, når det gælder sundhed.

Og hvordan disse svar forvaltes.

At finde svar inden for videnskaben, altså de rigtige svar, dem der publiceres i de rigtige magasiner, er et svært elitært anliggende. Det er kun ph.d’re og den slags forholdt at få den type spalteplads. Så når vedkommende ph.d’er har opdaget et enzym, der kan ændre på de skæve proteinbøjninger, der sker ved indtagelse af HPV-vaccine, og som altså forhåbentlig kan modvirke nogle af de mange forfærdelige bivirkninger, der for nogle kvinder følger af denne vaccine, kan hun med de rigtige kontakter få kontakt til de rigtige magthavere, som i nogen grad må være magasinernes gatekeepere (redaktørerne), og således få banet vejen til en halv side i The Lancet. Det kan så måske skabe så megen polemik, at landets vaccineeksperter overbevises om dets nytteværdi, og får banket så insisterende på rørene, at politikerne eller private aktører fanger an og tildeler et anseeligt beløb, så yderligere forskning kan gøres inden for dette ærgerlige bivirkningsområde, og som rammer rigtige mange især unge kvinder (tjek her). Og inden vi har set os om, kan vi efter måske ti års grundforskning begynde at implementere nogle af de enzym-opdagelser, den dygtige ph.d’er gjorde til at starte med.

Imens bliver kropsbehandleren Ole Kåre Føli ringet op af Lasse Spang Olsen for at høre, om han vil medvirke i et tv-program på DR om kvinder, der lider under bivirkningerne fra denne vaccine. En ide, Ole går med på, fordi han godt kan lide at forsøge at gøre en forskel, hvor andre, ikke mindst læger, har opgivet. Lasse har sporet sig ind på en kvinde ved navn Redempa, hvis liv blev fuldstændigt ødelagt efter vaccinationen. Hun kunne ikke gå, hendes krop gik konstant i krampe, og hun måtte have hjemmehjælp fem gange om dagen. Hun kunne ikke holde på vandet og oplevede hyppige besvimelser (kilde: ”Lyt til kroppens stæreflok” af Ole Kåre Føli og ”Alternativ behandling – virker det” med Lasse Spang Olsen som vært på DR). Lægerne havde givet op, og sundhedsvæsnet ville ikke anerkende, at der kunne være en sammenhæng mellem vaccinen og kvindens tilstand. Kvinden var 30 år og led af så alvorlige bivirkninger, at hun i et helt år ikke havde kunnet gå selv, at hendes liv udelukkende udspillede sig i sofaen, og at hun kun så sin lille datter en time om dagen. Da Ole første gang lagde en hånd på hendes ben, gik det straks i krampe, og hun var ude af stand til at bevæge sig de halvanden meter, der var hen til hans opstillede briks. Da han endelig fik hende op på briksen, gik hendes krop i voldsomme kramper, og hun kastede op i et væk. I de fire måneder, optagelserne varede, behandlede Ole Redempa jævnligt, og da forløbet var afsluttet, kunne hun gå selv uden hjælpemidler, hun havde fået sin datter hjem, hun besvimede ikke længere, og hun kunne selv bestemme, hvornår hun skulle på toilettet.

Allerede ved tredje behandling havde Redempa ikke i samme grad kramper, og hun kunne begynde at slappe så meget af, at der også var plads til at arbejde med det dybere åndedrag og med maveregionen. Det ledte frem til en så høj grad af tryghed fra kvindens side, at hun åbnede op og fortalte om sin barndom, der var så rædselsvækkende, at hun aldrig havde betroet sig til nogen om den, end ikke sin mand. Redempa er født og opvokset i Rwanda i Afrika, hvor der i 1994 blev begået et folkedrab, og hvor op mod 1,2 millioner mennesker blev myrdet, herunder hendes far. For Redempa betød det, at hendes onkel overtog styringen i hjemmet, hvilket blev startskuddet til mareridtsagtige år, hvor dagligdagen stod på overgreb og sadistisk undertrykkelse, og hvor Redempa lagde krop til voldsomme tæv, at blive brændt flere steder på kroppen og ved flere lejligheder var ved at blive kvalt. På et tidspunkt blev hun som straf bundet til en pæl midt i landsbyen, hvor hun fik lov til at stå i tre døgn uden mad og drikke. Da Redempa fortalte om disse ting, løb tårerne ned af hendes kinder.

Redempa havde været i Danmark i 14 år og egentlig skabt sig et godt liv, hvor hun havde uddannet sig til børnehavepædagog og var gift med en dansk mand, med hvem hun havde fået en pige. Så på ydersiden var alt i orden, indtil hun blev vaccineret mod livmoderhalskræft. Allerede ved anden indsprøjtning blev Redempa så syg, at hun ikke kunne styre sine arme og ben og fik besvimelsesanfald. Chefen for børnehaven bad hende blive hjemme, fordi hun ikke var tryg ved at have Redempa gående med børnene, og hun røg ud og ind af hospitalet til undersøgelser, som alle gav samme resultat, nemlig at hun ikke fejlede noget.

Som Ole skriver i sin bog, fik han et år efter første kontakt med Redempa en besked fra hende om, at hun nu kunne klare fem minutter på løbebånd. Det er trods alt en stor forskel fra at have kravlet rundt i sin lejlighed på albuer og være nødt til at bruge ble.

I kølvandet på denne udsendelse fik han mange henvendelser fra piger/kvinder, som led under bivirkninger fra HPV-vaccinen, hvilket gjorde ham nysgerrig på, hvorfor nogle kvinder reagerede så kraftigt på vaccinen, mens andre ikke mærkede noget. Efter hans mening er det udslagsgivende især, hvorvidt kroppen og psyken i forvejen er velfungerende eller ej. En velfungerende krop/psyke vil kunne bekæmpe aluminiumsforgiftningen, der følger med vaccinationen, anderledes end en dårligt fungerende krop og psyke med blokeringer og spændinger. For Redempa var en stor del af behandlingen, at hun fik løsnet op for nogle af de traumer, hun havde med fra barndommen. Da først hun var i stand til at slappe af på briksen og kunne få åbnet op for det dybere åndedræt, væltede det ud med ord af hende, og således var en væsentlig del af helingsprocessen i gang. For Redempa havde barndommens traumer sat sig som spændinger og blokeringer i kroppen, hvilket gjorde hende mere sårbar over for HPV-vaccinens forgiftning. En tese Ole fik bekræftet af mange af de kvinder, der i kølvandet på udsendelsen henvendte sig til ham, nemlig at de alle sammen mere eller mindre bar rundt på uforløste psykiske og fysiske tilstande.

Så.

Ovenstående to eksempler med ph.d’en og Ole åbner op for et hav af spørgsmål og dilemmaer. Hvis Redempa skulle have ventet på ph.d’ens vaccine-modgift, ville hun så have overlevet? Og hvorfor er vogngangen fra opdagelse til implementering af ny medicin så langsom? Hvad var det, der fik Redempa tilbage til et tåleligt liv? Hvis Oles behandling tilsyneladende er så effektiv i hvert fald i Redempas tilfælde, hvorfor så ikke fra offentlig hold inkorporere nogle af hans behandlinger? Eller i det mindste skynde sig at organisere et randomiseret klinisk forsøg for at be- eller afkræfte virkningsgraden og således eventuelt kunne tilbyde disse piger andet end opgivende skuldre fra lægelig hold?

Ovenstående spørgsmål åbner op til et endnu større hav af spørgsmål og dilemmaer, som involverer forsikringsselskaber, allokering af offentlige midler, videnskabelig praksis, medicinalbranchens bundlinjer, traditioner inden for lægevidenskaben, etik, journalistisk formidling. Ja, og alt muligt andet.

Så hvis vi skal barbere en smule af kompliceretheden ned, vil jeg tillade mig at hævde, at det 1) handler om definitionsretten til sundhed 2) forvaltningen af denne. Eller sagt lidt mere filosofisk historisk, så skal vi på en måde tilbage til det cartesianske verdensbillede, hvor det at ”jeg tænker, altså er jeg” stadig er det, der får lov til at være altdominerende. Vi ”tænker” (og selvfølgelig tester, afprøver osv.) for at nå frem til en antibivirkning, men er ikke i nærheden af fra lægelig hold at overveje, at nogle af grundene til, at Redempa ikke kunne tåle vaccinen skyldtes et ubehandlet traumepres fra Rwanda. At der var så store grader af vævsmæssig spænding i Redempa, at en vaccine med aluminium var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den slags holistiske tanker figurerer mig bekendt ikke i forelæsningerne på Panum, og ikke desto mindre var det Oles kloge hænder og empatiske nærvær, der åbnede op for et både større kropsligt flow, og at traumet for første gang i Redempas liv fik et sprogligt udtryk. Og som til sammen gjorde, at hun kunne begynde at gøre noget andet end at bevæge sig rundt på sine albuer. Definitionen på sundhed fra Oles side, hvis jeg må være så fræk at lægge ham ord i munden (jeg kan ikke spørge ham, da han desværre døde i april 2018), er, at ting hænger sammen. Når Redempa fryser (i den chok- traumemæssige betydning af ordet), og hendes nervesystemer i mange, mange år har været blokeret, kan hun måske godt mønstre en venlig maske over for sine danske omgivelser, men bagved er der en stivhed og en låsthed. Det er abc-viden, hvis man uddanner sig til chok- traumeterapeut hos fx SE-uddannelsen eller Skolen for Psykosomatik hos Ulla Rung Weeke og/eller læser nogle af Peter Levines bøger om traumer. At det parasympatiske system ved ekstreme omstændigheder nærmest kan blive konkurrerende til det sympatiske system og skabe en indre låst choktilstand. Chokket vil som cellehukommelse skabe det modsatte af frihed i kroppens bindevæv, væsker, og muskler. Det er derfor, man terapeutisk arbejder med for alt i verden ikke at coache folk et bestemt sted hen, når de kommer med svære traumer, fordi traumerne er blevet konverteret til noget automatiseret. Så når vedkommende søger hjælp fra et eller andet yderligt (måske en afhængighed), er det ikke, fordi vedkommende har en dårlig moral – apropos pornoens ovenover benævnte skismaer. Og meget vigtigt: Hvis man dette sted som behandler eller terapeut er insisterende på, at det skal have en moralsk drejning, kommer man til at føje spot til skade. For derved kan man være med til at lægge endnu mere vægt på den selvkritiske hylde, som vedkommende højst sandsynligt allerede benytter sig af.

Så når et menneske er traumeramt og åbner op for sine vanskeligheder, er det en kæmpe gave, som skal forvaltes med det fineste gefühl, for hvis vedkommende traumeramt kan mærke, at der vitterlig er mulighed for et møde, og et møde hvor både krop og sind bliver hørt, kan masken falde og tårerne flyde. Og derved kan helingen starte. Det var det, Ole, efter min mening, formåede at gøre over for Redempa, også selvom han ikke er terapeutisk uddannet. 

Så: Når man skal skyde sig ind på en definition af sundhed, er man nødt til med syvtommersøm at slå fast, at det fysiske og psykiske gensidigt påvirker hinanden. Vi skal til for alvor at lægge Descartes i graven, hvis vi skal komme videre.

Og er der seriøst nogen, som ikke længere tror på, at tingene hænger sammen? Selv de mest hardcore materialister kan vel ikke længere benægte, at stress, som de benævnte mange  danskere er ramt af, har en påvirkning på HPA-aksen? At stressreaktioner i vores neocortex står i forbindelse med det autonome nervesystem, og at hypothalamus, hvorfra dette system har sæde, står i direkte forbindelse med hypofysen, som er hormonsystemets general, og som i de tilfælde kommunikerer til binyrebarken og beder den om at producere større mængder kortisol, som fysisk har en lang række negative konsekvenser. I hvert fald hvis denne forøgede produktion står på over længere tid. Det er det, der tales om, eller også tales om, når de mange stressramte danskere klager over fysiske negative symptomer i forbindelse med deres stress.

Og i Redampas tilfælde er chok også stress. Ophobet stress, og måske et stressresponssystem som var så stramt, at hun bagved linjerne i forvejen havde været tæt på at være syg. Så da vaccinen kommer ind i hendes krop, er det som sagt måske dråben, der får bægeret til at flyde over. Jeg ved det ikke. Men det kunne da være en mulighed.

Så at Redempa får det bedre, kan både Lasse, de to læger, der er hevet ud fra Rigshospitalet, og seerne bevidne. Og at sandsynligheden for, at det ikke er Oles indgriben, kan vel ligge på et meget lille sted, da han (og tv-holdet) stort set er eneste ændring i hendes liv. Så hvorfor oplever Lasse og tv-holdet så ikke en telefonstorm fra Sundhedsstyrelsen i kølvandet? Jeg mener… her er et klokkeklart eksempel på en behandlingsform, der kan afhjælpe de forfærdelige symptomer, nogle af disse piger oplever.

Men sådan er det bare ikke. Forvaltningen af sundhed er om muligt endnu mere kompliceret end definitionsretten. Her skal man ind omkring videnskabelig praksis, allokering af midler, videnskabsteori, sundhedspolitik og den slags for at finde svar på, hvorfor Lasse ikke prompte får direktøren fra Sundhedsstyrelsen i røret.

Men behøver det være sådan? Uanset hvordan vi vender og drejer tingene, så er samfund til syvende og sidst mennesker. Det er menneskers bidrag hver især, der til sammen skaber fællesskabet. Et fællesskab, vi i demokratiets navn sætter forskellige mennesker til at forvalte. Men stadigvæk… stadigvæk er det hver eneste danskers individuelle bidrag det, der gør, at vi har indrettet os, som vi har. Så hvis vi igen benytter os af Albert Gjeddes tidsmæssige perspektiver, er det sundhedssyn, man fra offentlig hold i dag benytter sig af, tidsmæssigt ekstremt snævert. Vi skal kun 300-400 år tilbage i tiden for at finde nogle helt andre måder at gøre tingene på. Og nej, jeg taler ikke for, at vi skal begynde at takle bivirkninger fra HPV-vaccine eller cancer med påsætning af igler, men at vi måske har fået positioneret os i nogle blindgyder og stirret os blinde på den ”analytiske vej”. Altså hvor det er vores tænkte, talte og målte jeg, der er det altoverskyggende legitimerende, når vi taler sundhed. Hvor det skal kunne måles, for at det virker. Så hvis Albert Gjeddes tese står til troende, at vi først er på tærsklen til at kunne forstå, hvad vores nervesystemer og hormoner egentlig kan, er det så ikke på tide at ændre kurs? Eller i hvert fald udvide kursen? Er det så ikke på tide at åbne op for, at ting kan hænge sammen? At ernæring, mental sundhed, psykisk velbefindende, bevægelse, stress, traumer, chok, negative miljøer osv. har betydning for vores fysiske krop. At noget så ”banalt” som lymfepulsering og Oles empatiske nærvær kunne bane vej for Redempas heling. At lægerne havde opgivet hende, men da hun blev trykket på maven og mærkede, at hun var i selskab med et forstående og sympatisk menneske, kunne den psykiske lås, hun havde været i siden sin onkels overgreb, få et slip, og det fik dramatisk betydning for hendes fysiske formåen.

En del af disse frosne verdensbilleder, som bag linjerne ikke mindst handler om magt og for enhver pris at blive siddende på sine taburetter, har som det nærmest naturgivne standardsvar på ovenstående linjer, ”at det ikke er bevist”. ”Det har vi ikke evidens for”. Når den af Rigshospitalet diagnosticerede terminale cancerpatient med glioblastom efter ti år vender tilbage til Blegdamsvej og med kulør i ansigtet fortæller om sine intravenøse C-vitaminindsprøjtninger hos en af landets klinikker, der gør den slags, er svaret fra lægen, at det er da fint for ham/hende, men at det ikke er noget, han (overlægen) fra lægelig hold kan anbefale, da det ikke har den tilstrækkelige evidens. Også selvom statistikker over glioblastom, en af de mest aggressive hjernecancere, vi kender, dikterer en gennemsnitlig levetid på 6-12 måneder. Er en forøget levetid fra 6-12 måneder til plus fem år eller ti år ikke så opsigtsvækkende, at vi om ikke andet bør kigge på vores verdensbillede? Et blik, som måske også bør inkludere, at vi ifølge forskellige optællinger ligger ret højt, hvad angår cancertilfælde og ikke klarer os særlig godt målt i forhold til vores naboer inden for dette område (tjek her), (tjek her), (tjek her).

Så når der ikke produceres evidens til rigtig mange ting, skyldes det lige så meget magt og midler som lødighed. Hvad ville der ske, hvis vi smed lige så mange offentlige midler efter andre typer måder at gøre tingene på og gjorde det efter de videnskabelige protokoller, der lige nu er gældende? Ville det så ikke fostre andre typer evidens? Det, vi kigger efter, vokser. Hvis vi retter kikkerten i retning af det selvhelbredende menneske eller det menneske, som (formodentlig) kan så meget mere end det, den positivistiske videnskab dikterer, er det det, vi kommer til at spotte. Og ja, så kan det godt være, vi er nødt til også at udvide vores ide om protokoller, så der i kliniske forsøg indgår mange parallelspor i stedet for den reduktionistiske praksis, vi har tradition for. Så hvis vi skal undersøge et insulinprodukt til personer med diabetes 2, kunne det i fremtidens videnskabelige protokoller være sjovt at lege med ideen om, hvilken betydning medicinen har, hvis testpersonerne samtidigt får kropsbehandlinger, laver yoga, faster, står på hovedet, går i sauna, vinterbader, skærer helt vildt ned på matadormiks, løber lange ture, tager større mængder C-vitaminer og/eller andre relevante kosttilskud, påbegynder en grøn ketokost og begynder at danse tango (en dansedrøm, de har haft hele livet).

Det er selvfølgelig komplet umuligt at måle på den slags bredere udfoldelser lige nu, i denne tid, men hvis man virkelig tror på det uendeligt komplicerede menneske, at vi kan så meget mere, end vi tror, og at mange – seriøst mange – ting kan have positivt og gensidigt afsmittende effekter, hvorfor så ikke sprogligt formulere sig i den retning. Om ikke andet. Og så kan det være om x-antal årtier, at protokoller kan noget, der er anderledes. Pointen, hvis vi skal tilbage til toppen af dette dokument, er jo, eller en af pointerne er, at vi er nogle nye nogen, så det, vi gør i denne tid, er frø til senere tid. Og hvad giver bedre mening end at efterlade et langt sundere sundhedsbegreb og sundhedsforvaltning til vores eftertid?

Nå.

Så hvad er vores vision?

  • At vi begynder at tale sammen.
  • At definitionsretten og magtudøvelsen, hvad angår mental og fysisk sundhed, er skæv, og at mange flere instanser, laboratorier, komplementære læger, anderledes tænkende skal inddrages i denne definitionsret og forvaltning.
  • At ordet holistisk skal til at smage af noget andet end at være noget yderligt, som kun alternativt søgende danskere tyr til.
  • At vi alle kan rammes af både psykisk og fysisk sygdom, og at heling handler om mere end plastre og psykofarmaka.
  • At begrebet ydmyghed får en langt større plads i videnskaben, i de videnskabelige institutioner og skoler. Ja, det er ok at blive begejstret over egne resultater, men i nabobygningen begår de altså også fede data, og hvis vi taler sammen, kan vi måske løse endnu flere gåder og blive endnu klogere på, hvad vores 60 billioner samtalende celler kan og ikke kan.
  • At vi ligesom med Dan Jørgensens fremragende ide om et borgerting for klima fra politisk hold gør det samme med sundhed. Både fysisk og psykisk sundhed. At den gennemsnitlige dansker tages med på råd omkring dette emne. Et emne, der før eller siden berører os alle sammen.
  • At når man som cancerpatient eller patient med andre livstruende sygdomme træder ind på Rigshospitalet, bliver man mødt af et stort kram fra noget personale, som er ansat til det. Dernæst får man serveret en økologisk friskpresset sellerijuice (eller andre typer juice, som afpasses den sygdom, man er ramt af). En anden personalegruppe står klar til at tale med en, både i en gruppekontekst og individuelt, altså hvis man ønsker det og ønsker at tale om, hvad der bor på indersiden i forbindelse med diagnosen. Eller hvad man ellers måtte have på hjerte. Indretningen på Riget er det modsatte af kold, både hvad angår vægge, gulv og interiør. Og lægerne er sindssygt gode til at leve sig ind i deres klienter og har lært en masse om spørgeteknik og empatisk indlevelse og faktisk også været på minikurser eller efteruddannelse i massage, hvor de er blevet afklaret med, hvor stor betydning det kan have at trykke folk blidt på maven eller pulsere lårene. Så fra entre til exit på landets største hospital, er det som at blive pakket ind i omsorg og nysgerrighed. Ja, faktisk bliver man behandlet som det modsatte af et nummer i rækken, nemlig som hvordan man behandler ældre mennesker i mange afrikanske samfund, hvor det at blive gammel er en stor ære. Og så er ernæringen selvfølgelig et meget centralt punkt. Her diskes der op med noget af det bedste, vi kan opdrive med et stort fokus på økologi, de rette hovednæringsstoffer – afhængigt af hvilken type kostretning man ønsker at gå, og i det hele taget et stort ernæringsmæssigt øje for individualitet.

Så hvad kan du få ud af en session i vores praksis?

  • At du oplever behandlere som forsøger at stå inde for ovenstående.
  • At du oplever, at vi ikke tænker ind i lukkede rum, hvad angår heling af fysiske og psykiske udfordringer, men arbejder fænomenologisk og er nysgerrige på først og fremmest dig.
  • At du vil opleve, at vi er forankrede ind i de traditionelle uddannelser, men også trækker veksler på alt muligt, der ikke nødvendigvis kan placeres under paraplyen ”traditionel”. At aromaterapi sagtens kan være et forslag i forbindelse med klassisk kognitiv samtale. Eller at thaimassage (som betyder yoga på madras) bruges med zoneterapi. Men altså kun forslag.
  • Du vil også opleve, at vi er imod alt, hvad der kan tilskrives gurulignende tendenser (en guru er kendetegnet ved at have ”set lyset” og i kølvandet skabe et terapeutisk rum, hvor vedkommende ikke går individuelt til værks og undersøger klientens egen forestillingsverden, men krænger forudindtagede ideer ned i halsen på ham eller hende (Singer, Margaret og Janja Lalich, Crazy Therapies, Jossey-Bass Publishers, San Francisco, 1996, s. 11-21)). En uheldig tendens, mange alternative retninger desværre er ramt af, hvor pendulet svinger alt for meget over til den anden side, og fornuft ikke længere er en del af ligningen.
  • Og slutteligt vil du altid opleve, at vi serverer god te. Som jeg siger til en af mine engelsktalende klienter: ”Hello mister Englishman. What would a session in this clinic be without a good cup of tea? To which he responds: like riding a tour de France on a defect tires.”

Maintenance
Mode.

  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
  • Email