Skam

Det ordløse

Det bugner med ideer til, hvordan skam inden for skamlitteraturen skal katalogiseres. De mange fine forslag orienterer sig efter farver, kulturer, religioner, vækstperioder og meget mere. Følgende ide fra min hånd er derfor på ingen måder endegyldig eller mere rigtig end andres bud, men et forsøg på at honorere den lidt kortere læsetid, hjemmesidetekster dikterer, og fordi jeg synes, det som overordnet paraply giver god mening. I øjeblikket inddeler jeg således skam trefoldigt:

Dårlig skam

God skam

Det at være skamløs

Dårlig skam

Den dårlige skam er den, der rammer ind på selvet. Den er ikke karakteriseret ved at være regulerende, som er et af den gode skams karakteristika, men som et irriterende spøgelse flyder den ind og ud af væv og får hele tiden en til at føle sig forkert. Om man taler, tænker, føler, dyrker sex, ja, så vil den dårlige skam være til stede og ”fortælle en”, at det, man gør, ikke er godt nok. Den kommer selvfølgelig i forskellige grader. Men at være ramt af dårlig skam er som at have en stor, fed begrænsning hængende over ens hoved. Man er bare ikke god nok. Om man så får hele landsbyen til at grine, danse, være glade, blive oplyste så skal den dårlige skam nok sørge for, at det alligevel ikke var godt nok. Altid trækkes man ned i mudderet, når den dårlige skam spiller med i orkestret.

God skam

Den gode skam er strengt nødvendig for at kunne være et velfungerende menneske. At have god skam er at kunne mærke sine egne og andres grænser og regulere sig selv i forhold til det. Når man arbejder med grupper, er god skam den spændende X-faktor – eller en af flere X-faktorer – som er med til at definere gruppen. Hvor går grænserne, hvem er med til at sætte grænserne, holder man sig inden for disse grænser. God skam er ikke en fastlåst størrelse, så hvad der er god skam i nogle kulturer, er et no go i andre. Hvad der en gang for længe siden var god skam, er i dag på ingen måder at betragte som værende god skam. Så at evne konstruktivt at navigere i forhold til sin egen og andres skam er at sundhedstegn.

At være skamløs

At være skamløs er måske noget af det værste, man kan rammes af. Både for en selv og for ens omgivelser. Når ikke man mærker følelsen af skam, er man ude at stand til at mærke, hvor gruppen er, hvor andre mennesker er, og hvor man selv er. I det hele taget hvor grænser er, og om man kommer til at træde skævt, for man er bare ”skæv”. Det fås i mange varianter og er også den slags mennesker, man læser om, som på en ubåd slår en uskyldig, dygtig svensk journalist ihjel, fordi berøring med skam ikke er med i vedkommendes indre reguleringer. Og i dette tilfælde højst sandsynligt et seksualiserende fænomen, hvor de seksuelle fantasier, som kan optræde grænseløse, blev podet med denne skamløshed, og derved lagtes der i kakkelovnen til adfærd, der er helt forbi tavlen. Adfærd, vores fællesskab på ingen måder kan tolerere.

I forhold til dårlig skam er det oplagt at gå i terapi. Noget af det mest forløsende, som findes, er at få adresseret og belyst de områder i ens sind, som er ramt af dårlig skam, og efterfølgende opleve, hvordan de ikke længere har samme tag i en. Dårlig skam kan skabe et hav af narrativer, som står i skærende kontrast til de værdier, man finder på sin inderside. Narrativer, som kommer med tonstunge overbevisninger:

“Jeg er ikke god nok”

“Jeg er et forfærdeligt menneske, fordi jeg har disse fantasier”

”Folk bryder sig ikke om mig, for når de ser, reelt ser mig, erkender de, hvor skidt en person jeg er”.

 

”Verden har bedre af, at jeg ikke er her”

Ubehandlet kan disse sætninger få lov til at sætte sig som plovfurer i hjernen. Plovfurer, der snarere repræsenterer en sandhed end frit fra leveren valgte ord. Og på et tidspunkt er man overbevist om, at disse plovfurer rent faktisk er, hvem man er.

Puha.

Det er som at gå tilværelsen igennem med en alt for stor Sisyfossten.

Heldigvis kan det ændres. Dårlig skam tåler ikke dagens lys og kærlighed, som det er blevet sagt, så et af redskaberne i behandling af dårlig skam er at skabe en så høj grad af tillid klient og terapeut imellem, at sproget får lov til at betræde disse skammens hemmelige kælderrum. Og bare det i sig selv at sidde over for et andet menneske og udtrykke sig fra dette sted (og blive spejlet empatisk) kan virkelig noget. Noget, der skaber nogle andre typer indre løb, og som kan bruges som en løftestang til at skabe sig det liv, man drømmer om. Selvfølgelig er man ikke nødvendigvis ”i mål” med den øvelse, for dårlig skam kan komme med mange senfølger. Men det er en god start.

Anbefalinger af skam

Finn Skårderuds omfattende arbejde med skam

Marta Cullberg Westons bog ”Fra skam til selvrespekt”

Lars Sørensens fremragende bog om “Skam – medfødt og tillært”, hvor han på nogle måder også har et opgør med psykiatriens forvaltning af skamterapi (eller mangel på samme)

Ulla Rung Weekes take på skam, som er mangefacetteret, og som blandt andet handler om, hvordan vores kranienerver udvikler sig i den tidlige tid, og hvor god eller ikkegod kontakt man har til den lange vandrende socialnerve (vagusnerven)

Bruce D. Perry og Maia Szalavitz’ bog ”Drengen, der voksede op som hund”. En bog, som nok snarere hører under chok- traumelitteraturen, men et skriv, der understreger, hvordan en skæv start på livet kan føre til virkelig skæve lægninger af skam, herunder i et enkelt tilfælde skamløshed.

Copyright © Jimmy Hansen 2020