Lyde og psyke

I ”Vidde og prægnans” lyder det fra Løgstrups hånd:

”Fordi talens sanselige medium er lyden, der tager tid og fylder tiden ud, bliver lyden til tone, der stemmer sindet.”

Det rejser hurtigt et par spørgsmål, for er det givet, at lydenes toner stemmer sind? Og hvad er et stemt sind – egentlig? Er det:

  • En balance imellem åndedræt, stemmelæber og resonansrum?
  • Evnen til under tale at inkludere pause, rytme og variation?
  • Har det at gøre med kontakt til kroppens stemmekassse, som for de fleste instrumenter er strengt nødvendigt for at skabe harmoni?
  • Er det et psykisk anliggende, hvor stemmens klang står i positiv resonans med den indre følte kerne?
  • Er det sproglig syntaks og levering af denne og overensstemmelse med ansigtets lægning…altså…vores fantastiske ansigter, som hvert eneste sekund giver sig af med 30 nye muskeltræk, og som er vores spejl udadtil og indadtil?
  • Eller hvad med seksualiteten… hvordan spiller den ind i et potentielt stemt sind… hvis man lever et liv med masser af kærlighed og skøn sex, fremmer det så muligheden for det?

Og hvad er i øvrigt den terapeutiske værdi i det?

Ovenstående er velsagtens kun en brøkdel af de mulige muligheder, der kan tilskrives et potentielt stemt sind eller ej.

I september 2019 var jeg til et smukt bryllup i Nordsjælland, hvor bruden holdt en tale, som ramte os alle sammen i hjertet. Den balancerede på den knivsæg balance det er at være sjov/informerende og ærlig/en kende blottende. Og hvor hun havde et…ja, stemt sind. Stemt, fordi der var overensstemmelse mellem hendes ansigt og brug af toner, fordi hendes evne til at vise sårbarhed gik hånd i hånd med hendes inderlighed, fordi hun kunne få os alle sammen til at grine, og fordi intet af det virkede forstillet. Den tale (og festen) sad som sød musik i kroppen flere dage efter.

Men. Ja, det er jo blot min definition af, hvad et stemt sind er. Eller mig og bryllupsgæsternes.

Nå.

I forhold til den mulige terapeutiske værdi skal vi over til nærmest det modsatte.

For os, der vælger at gå i terapi, gælder det, at vi altid i en eller anden grad er ramt på sjælen. Ramt på en måde, hvor vi er ulykkelige, angste, deprimerede, fanget af afhængighedernes lumske univers, har en ubehandlet sorg, går rundt med senfølger fra seksuelle eller fysiske overgreb, vedvarende bliver ”sprunget i luften” af traumatologiens gentagetvang. Og sådan noget. Den slags kan skabe det modsatte af sød musik. Det modsatte af et stemt sind. Noget, hvor lyd, tone, rytme, udtryk og ansigt ikke er stemmende.

Et af de amatøreksperimenter undertegnede har foretaget i klinikken har været at få klienter til at chante forskellige lydbidder og fået lov til at optage dem. Det har typisk været ”OOOM”,”JAAAA” og ”STOOOOP”, lidt afhængigt af problemstillingen i spil. Det er der kommet ikke så få interessante oplevelser/ideer ud af. En af dem har omhandlet pauseringer i lydfrembringelsen. For en stor del af de traumatiserede mennesker, jeg har fået lov til at optage lyde fra, gjaldt det, at de ikke kunne holde en tone i længere tid ad gangen. Simpelthen. Uanset hvor mange gange de forsøgte, så var det dem ikke muligt at sige en lang sammenhængende lyd. Så i stedet for et ubrudt JAAA eller OOOMM, som (usagt) er målet, blev det til opdelte stykker med ”OM” – pause ”OM” – pause – ”OM” – pause – ”OM” – pause. Hvis det havde været et mindre amatøragtigt eksperiment, et med lidt flere kræfter, kunne det havde været interessant også at måle på lydens frekvens undervejs eller endda hjernens aktivitet og med det begå overvejelser omkring et potentielt stemt sind eller ej.

Men altså… den ene oplysning, at lydfrembringelsen ved mennesker med traumatiske sind ikke kan bære tonen igennem hele udåndingen, er da i sig selv ret interessant og giver anledning til alle mulige videre ideer/tanker/spørgsmål. Og ikke mindre interessant er det, at det er komplet anderledes ved sessionens afslutning. At det der mere er norm end undtagelse, at det for klienterne er muligt at holde tonen hele vejen igennem en udånding.

Og hvorfor så det? For ret mange stressede (traumatiserede) mennesker gælder det, at deres tanker så at sige ikke har rødder ind i deres væv, forstået på den måde at de godt kan fortælle om deres følelser, men at øjnene ikke genererer vand, eller at de ikke har kontakt med den energetiske rejsning, der skal til for at producere vrede, når de fortæller om vreden mod chefen, så det bliver ord uden patos. En vellykket terapisession handler ikke mindst om at skabe broer mellem kroppens og sindets mange dele, så der med de rette narrativer, de rette stemninger og de rette empatiske udvekslinger skabes (om klienten vil det eller ej) rum, hvor tårerne løber frit, hvor den dybere slags hulken fra en sorg får plads, og hvor vreden mod sin eks endelig får frit løb. Og den slags skaber altid følelsen af frihed og god indre kontakt. Og med det (måske) en potentielt mere potent og harmonisk stemmekasse til lyde.

Lyde og terapi

Eksempler på lyde, der arbejdes med i klinikken:

Syngeskålsmeditationer, hvor der benyttes en tibetansk syngeskål, og vi sammen chanter forskellige brudstykker, typisk ”OM” eller ”AUM”.

Efter inspiration fra Tony Robbins at bruge forskellige lydbidder fra vores modersmål, som har relevans til vores udfordring, og repetere dem i en messende facon.

Emilie Conrad brugte 30 år på at udvikle Continuum, hvor der er fokus på kropslig (langsom) bevægelse i alle mulige former, så man kan komme i bedre kontakt med sig selv. Et af de spændende samarbejder, hun gjorde sig (hun er desværre død) var med Stephen Porges, som måske er en af verdens førende forskere inden for bindevæv. Til sammen udviklede de forskellige lyde, bevægelser og stillinger, som kan være med til at løsne op for låste tilstande i sind og krop. En af disse lyd-bindevævsøvelser er at placere tungen mod undertænderne og sige tsssssss, samtidigt med at man med et vist tryk kører en af sine fingre rundt om øjet. Ja, det lyder nok lidt skørt, men det er et spændende og virksomt redskab at arbejde med.

Copyright © Jimmy Hansen 2020