Jimmy

Jeg er: pilot, åndedrætsterapeut, taxichauffør, tv-tekster, cand.com i filosofi og journalistik, journalist med speciale i klimaproblematikker, trappevasker, sexolog, meditations- og yogaunderviser, martial arts instruktør, psykoterapeut, rygestoprådgiver, chok- traumebehandler, gruppeleder, saunagusmester, BAM-kropsbehandler, RAB-godkendt, har en toårig grunduddannelse  i anatomi, fysiologi og sygdomslære hos læge Ole Købke svarende til sygeplejerskeniveau, webdesigner, snart forfatter og snart igen studerende på en treårig ret spændende uddannelse.

Det ser jo vildt ud. Ovenstående. Altså at være både pilot og rygestoprådgiver og taxichauffør. Og måske forstået på den måde, at det favner så bredt. Men også at nogle af dem faktisk er ret store uddannelser. At jeg har haft forrygende travlt.

Men ærlig talt, så er alle de titler mindre vigtige. Når jeg engang ikke er her mere, er der ikke en levende sjæl, som vil kære sig om det. Måske heller ikke om alt det andet, jeg er eller om mig. Ej, det passer ikke. Jeg er velsignet med en stor flok helt fantastiske mennesker, som jeg både beundrer, respekterer og elsker. Og er ret sikker på, de også godt kan lide mig.

Men.

Titler er ikke det, der giver mening. Altså efter min mening. Det kan være brugbare hylstre, men mening er at gøre sig nogle værdier klar og organisere og positionere sig efter det. Hvilket dog lyder enormt meget lettere at skrive end at føre ud i livet. I hvert fald for mig. Ideen er dog god, synes jeg. At vi alle fra barnsben burde have et rum, hvor de voksne sætter parentes omkring egne ambitioner på børnenes vegne og faciliterer en sådan vej. Hvad vi som børn drømmer om på de personlige planer, hvad der er vores værdier, og hvordan vi gerne vil føre dem ud i livet.

Mening er nok også det, der gør en lykkelig, og her kan vi nærme os en af indgangene til, hvorfor mit liv har udformet sig, som det har. For egentlig var jeg på mange måder en lykkelig og glad dreng og voksede op i en på lige så mange måder god og kærlig familie. Med en mor og far som elskede mig, og med min elskede lillesøster. Dog husede vores familie nogle spændinger, og her taler jeg ikke kun om kernefamilien, som skabte nogle skævheder i mig. Spændinger, der har præget mig lige siden. Noget med mangel på selvværd, ikke at have et sundt seksuelt ejerskab og at være projicerende. Disse sider udløste et nervøst sammenbrud for mig, da jeg fløj som pilot i USA. Et sammenbrud, jeg i øvrigt holdt fuldstændig for mig selv og skammede mig inderligt over. Set i bagklogskabens klare lys var dette sammenbrud et råb fra nogle sider i mig om at skifte kurs. Simpelthen. At blive slået så kraftigt i hovedet, at jeg var nødt til at begynde at lytte til mig selv og mine indre landskaber på helt anden vis. Så fra at være en på nogen måder glad og overfladisk dreng på 20 år, der stort set kun tænkte på flyvemaskiner, blev jeg en alvorlig ung mand. En ung mand, der følte, at hans verden som et knust spejl var slået i tusind stykker.

Ja.

 

De liderlige, ærbare og højtuddannede

 

Det var sådan set begyndelsen på, eller skal vi sige udløsningen af mit traume. Måske traumer i flertal. Og måske PTSD-lignende symptomer, hvor jeg i mit hoved nogle gange blev kostet rundt af helt ubrugelige tanker, som jo er et af kendetegnene ved det at have PTSD. Og fra det sted begyndte en rejse. En rejse, som var meget tæt på at koste mig livet, da jeg som 25-årig forsøgte at begå selvmord, men også en rejse, som har været ubeskrivelig smuk, lærerig og dannende. Så bagved ovenstående titler er det disse tandhjul, som driver mig. At det vitterlig er muligt at forandre sig. At det vitterlig er muligt at være fuldstændig smadret på indersiden og transformere det til fornemmelsen af et sundt selvværd, til fornemmelsen af at høre til og til fornemmelsen af at man rent faktisk er god nok. At man godt kan samle sit knuste spejl op – med tålmodighedens stump for stump.

Så på den vis har de mange forskellige uddannelser og uddannelsesmiljøer for mig været indbegrebet af selvudvikling. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle bruge min kandidatgrad fra RUC i filosofi til at undervise i Platon på selv samme institution, men jeg er dybt taknemmelig for at have knoklet med Kant, Kierkegaard og Nietzsche og lyttet til Erik Bendtsen og Aksel Haanings kloge ord for derved at have fået et blik for, hvad vi idehistorisk er formet af. At demokrati ikke er noget, som er dumpet ned fra himlen, men noget der som ide startede i Antikken og siden da via blod sved og tårer er blevet manet frem af mange modige mennesker. Eller når jeg kørte taxa, så vidste jeg også, at jeg ikke skulle gå i min fars fodspor og blive vognmand, men alle de samtaler, der er blevet ført i min Mercedes med alle de her skøre, kloge, berusede, liderlige, ærbare, rige, fattige, højtuddannede mennesker var med til at skabe mig. Også i selvudviklingens tegn. Og ikke mindst, da jeg stiftede bekendtskab med Skolen for Psykosomatik og endelig efter mange, mange års søgen fandt et menneske i Ulla Rung Weeke, som havde den indsigt og integritet, der skulle til for at kunne bære det hele menneske. Det hele ufatteligt komplicerede menneske, som både er krop, psyke, følelser, seksualitet, skam, god skam, dårlig skam, dissociation, angst, kærlighed, usikkerhed, sikkerhed, selvværd, selvtillid, biokemi – og det på den helt rigtige måde. En måde, hvor der ikke krængedes systemer eller forlodshed ned i halsen på en, men tilbuddet om et begavet, empatisk og ydmygt nærvær. Et nærvær, hvor lederen havde anker i sig. Så via mange timers gruppearbejde på den skole, klikkede den sidste rest af dårlig skam på plads i mig. Eller skal vi sige, at her fjernedes de sidste rester af toksisk skam hos mig, og mine indre kropslige løb blev ændret fra at være pinlige, til at være… well, sådan fucking ok.

Nå.

Ovenstående er selvfølgelig også noget, jeg bruger, hvad enten jeg ifører mig kasketten som eklektisk terapeut, BAM-kropsbehandler, gruppeleder eller konsulent. Måske tror jeg, at det er min største styrke faktisk. I denne rolle. Altså at der i mine blodårer løber erindringen om, hvor forfærdeligt livet kan tage sig ud, når smerten, angsten og den skæve skam er for dominerende. Når man endnu engang har svælget i sit stof (for mig var det porno) og betrådt dissociationernes trancer og atter følt sig fuldstændig bombet – og hvor det føles, som om man igen, igen, igen skal starte forfra. Så når du ser mig i øjnene, kan du blive spejlet i din egen smerte, og det forhåbentlig med et stærkt følgeskab af empati, men også forhåbentlig kunne spejle at min smerte har et fernis af fortid. At jo, selvfølgelig har jeg ekkoer tilbage fra gamle dage, men de spiller ikke længere samme skingre melodi. At det blot er ekkoer og ikke andet. Og som der står skrevet under faneblandet med ET, er det mødet – eller alliancen – imellem os, som er det vigtigste. Langt det vigtigste. Man kan have nok så mange systemer, redskaber og fine metoder på sine hylder som autoritet, men hvis ikke der er god kontakt behandler/terapeut og klient imellem, er sandsynligheden for vækst ganske lille. Det er i hinandens spejlinger, spejlinger nervesystemerne imellem, at maskerne kan falde, at beskyttelsen kan få sprog, at det ordløse kan få lov til at træde frem, at den toksiske skam endelig kan se dagens lys, og at latteren igen kan begynde at få en inderlig klang. På den måde er moderne terapi milevidt fra Freuds første skridt, hvor han sad bagved en, imens man på sofaen pludrede løs. I dag er det spejlneuroner og endda spejlsystemer, der er interessante. At vi spejler os i hinanden på et utal af måder og derfra tager afsæt i mulig forandring.

Anyway. Det var et lille indblik i, hvem jeg er. Glæder mig til eventuelt at møde dig/jer.