Jeg er en mand på 21 år, og har gået i terapi hos Jimmy i snart halvandet år. Det har virkelig været en rejse. Jeg er gået fra at være helt ude af kontakt med mine egne følelser, til at være det. Så kort kan det siges, og det er noget nær det største, mest omvæltende, der er sket for mig. Det har revolutioneret min tilgang til alle mine sociale relationer, og har åbnet op for en verden af kontakt og autenticitet, som jeg ikke før kunne drømme om. Her er et par ord om hvordan den transformation har været for mig, og hvad jeg har lært igennem terapi hos Jimmy:

Min vej gennem livet som barn og teenager lærte mig, at undertrykke mine følelser, og at tilsidesætte mine tanker og mit indre univers til fordel for de omkringværende mennesker. Min identitet er derigennem blevet polariseret: Jeg svingede mellem at skamme mig, at føle mig totalt værdiløs og at være optaget af grandiose tanker, at føle mig som en gigant blandt simple mennesker, den eneste som virkelig kunne se hvordan tingene hang sammen. Jeg begyndte at stjæle, ryge hash og male graffiti. Sådan udlevede jeg min vrede, men skammen voksede kun, og vreden blev aldrig udtrykt over for menneskene omkring mig. Jeg isolerede mig, og jeg led. Jeg blev taget en dag, og mine forældre sendte mig på afvænning. Jeg er siden stoppet med at ryge, og opfører mig pænt. Men først da misbruget og den selvdestruktive adfærd ophørte, kunne min egentlige rejse begynde, rejsen imod det tilsyneladende utopiske mål om at møde mig selv med kærlighed som den jeg er. Ikke at behøve GØRE, eller SIGE eller VÆRE på nogen bestemt måde for nogle bestemte mennesker hele tiden, men at være den jeg er, at finde overensstemmelse mellem mit indre univers og mit ydre ansigt til verden. Forskellige terapeuter, familiemedlemmer og gode venner har fortalt mig, Peter, du skal bare være dig selv. Ja tak, det er bare det jeg skal. Det er det vi alle skal, ikke sandt?

Men hvordan – gør man det? Jeg har arbejdet med mig selv igennem flere andre terapi-forløb, læst en del bøger, og tænkt og talt en masse, men når jeg ser tilbage, har jeg ikke nødvendigvis gjort noget fremskridt i at lukke hullet i mit hjerte, eller forstå tomheden i min mave. Da jeg mødte Jimmy, ændrede dette sig. Igennem samtale, meditation, visualisering, vejrtrækningsøvelser og rollespil har jeg fået, og skærpet, en bevidsthed om, helt konkret, hvordan det føles at være mig, i min sansende og følende krop. Og jeg har kunne lære det i et trygt rum, hvor den medfølgende smerte har været mulig at vise og dele med et andet menneske. Det har været afgørende for mig at føle, at Jimmy virkelig kender mig og forstår mig, og det som foregår inden i mig. Jeg har kunne tage min nye selvforståelse med uden for det terapeutisk rum, og integrere den i mine møder med menneskene i mit liv. Langsomt er jeg blevet bedre til at møde og acceptere min egen nervøsitet og tendens til at analysere tingene alt for meget, at være fuldstændig fanget i min tankevirksomhed. Disse ting har været centrale i min vej igennem et et-årigt parforhold, der var både fantastisk og smertefuldt, og som fundamentalt ændrede mig som mand. Jeg lærte utrolig meget, og kunne navigere i det takket være den gode vejledning jeg fik. Jeg tør slet ikke tænke på hvad det var blevet til uden dig, Jimmy…

Jeg har altid haft svært ved at ”fylde” i det sociale landskab, og har ubevidst levet ud fra tesen om, at andres behov er vigtigere end mine egne. Det er nu ikke et mål i sig selv at fylde, men for mig, der har fyldt så lidt, at jeg ikke har følt mig hverken hørt, set eller forstået af de fleste mennesker i mit liv, er den tilbagevendende udfordring, at tage det afgørende skridt, at gøre det menneske jeg har foran mig, opmærksom på hvordan jeg har det. Og det skridt, banalt som det kan føles blandt gode venner, grænseoverskridende som det kan føles blandt fremmede, og frygtindgydende som det kan føles over for dem jeg elsker, det skridt er jeg blevet forberedt på at tage igennem mit terapiforløb hos Jimmy. Jeg er blevet klar over, at det er det skridt som jeg skal tage hver dag, som jeg har BRUG for at tage hver dag, selvom det er svært, og at det er dét manglende skridt, som bl.a. har ligget til grund for den smerte og mangel på mening, jeg har båret hele livet.

– Peter