Chok og traume

Traumetriggere er der mange af
også tordenvejr

”Der findes ingen opskrifter, og selvom jeg indimellem kunne ønske at traumehelingsarbejdet netop bestod af opskrifter og trin, så er det ikke virkeligheden. De tilstande har sit helt eget liv, sine egne rytmer og sit eget kaos, og er blandet sammen og vil blande sig sammen. Det er uendelig komplekst.”
At danse med nervesystemet – Ulla Rung Weeke

Vejen mod vækst

Chok og traumer og behandling af disse er komplekst, fordi det involverer så meget, så mange dimensioner af menneskets krop og sind, og fordi disse står i indvirkning med og præger hinanden. Det være sig kognition, amygdala/følelseshukommelse, HPA-akse, synapsesprog på kryds og tværs i de mange kortikale lag, endokrine løb, insula og evne til at mærke emotioner, bindevævsspor, muskeltonus i kroppens 650 muskler, kropsholdning, sprog, stemmeklang, seksualitet, osv. osv. Men at det også rækker langt ind i relationer til andre mennesker, og det med vidtrækkende konsekvenser.

Tsunami

Som Ulla Rung Weeke skriver, ville det være dejligt med en opskrift til løsning, men det er ikke ladsiggørligt. Traumer har præg af at være autonome tilstande, som ligesom har deres eget liv – bagom det måske velmenende bevidste og moralske jeg. ”Deres eget liv” betyder, at man godt kan lægge planer og følge alverdens gode råd og anvisninger med den intention at tøjle sin til tider uforståelige adfærd, men at når først kraften fra traumet rejser sig, er man givet ved eller nærmere prisgivet denne energi. Som en tsunami ustoppeligt buldrende.

Ramte soldater

Et eksempel på dette fænomen kan man se i Phie Ambos dokumentar ”Free the mind”, hvor hjemvendte soldater ønsker at leve et familiært og fredsommeligt liv, men at deres traumer taler med større bogstaver end deres evne til med viljen at være normal i normale relationer. De frygtelige begivenheder, de har været udsat for, er huserende i sindet på en måde, så der konstant spændes ben for dem selv.

Traumer kommer i mange varianter. Fra et ”uskyldigt” piskesmæld efter et trafikuheld, der låser nakke/hals og over tid skaber split, til chokket fra et tordenvejr, som i vævet sætter sig som en form for låsthed, der begrænser evne til udfoldelse. Over til ”tungere” oplevelser såsom seksuelle, fysiske og psykiske overgreb, som kan skabe mange slags ”skævheder” i krop og sind. Det være sig dissociative tilstande, manglende evne til at skabe medmenneskelig kontakt, dårlig skam, problematisk seksualitet osv. Traumer kan vandre på kryds og tværs i menneskets hele ophav. Lidt ligesom immunforsvaret, der som amøber kan kravle ud og ind af væv efter forgodtbefindende.

Hvordan behandles et traume?

Et af de fællestræk, chok-traumelitteraturen ofte betoner, er, at det ikke kun er den voldsomme oplevelse i sig selv, som er udslagsgivende for, hvordan traumet udfolder sig, men at tiden efter begivenheden er mindst lige så vigtig. Hvordan man mødes af sine omgivelser. Hvordan man møder sig selv. Og hvordan man træder ud i verden i kølvandet på begivenheden. Menneskets fascinerende nervesystem er designet til at håndtere ekstreme tilstande. Så over kort tidsrum er det ikke et problem for de autonome dele af CNS at producere tilstrækkeligt med hormoner og synapsekommunikation til at flygte, fryse, kæmpe. Hypothalamus og binyremarv kan på få øjeblikke mønstre så store mængder dopamin, adrenalin og noradrenalin, at vi kan strække os langt ud over normalen. Så selvfølgelig afhængigt af den neurologiske og biokemiske opsætning, man forlods er givet ved, er det ofte ikke et problem i sig selv at opleve dramatisk energisk rejsning eller frossenhed, eftersom menneskets evne til homeostase helt automatisk får os tilbage til normalen. Problemerne starter, når den voldsomme begivenhed ikke får sit rette adressat. Et adressat, der er rundet af tryg tilknytning, forståelse for historisk opsætning/ophav, skamarbejde, håndtering af følelser/emotioner og sunde seksuelle spejlinger. Hvis kvinden efter en voldtægt oplever omgivelserne være udskammende, og hun måske i forvejen har anlæg til  selvkritisk røst, er menneskets krop og sind så ”forunderligt” udstyret, at det retter sig ind tilsvarende. Og vedbliver med at være i alarm. Vedbliver med at være låst. Vedbliver at opleve fare, selvom faren for længst er overstået.

Så traumebehandling er at forsøge at gribe, forstå og favne denne komplicerethed og gøre det i trygge, virkelig trygge, omgivelser. Og derfra sætte ind tilsvarende. Det allervigtigste er dog, uanset hvilke metoder der benyttes, at terapeuten har et robust nervesystem, i hvilket klienten kan læne sig ind i. Et nervesystem, som kan tåle den frossenhed, de energetiske rejsninger og de eventuelle projiceringer fra klientens side, som næsten uvilkårligt følger, når den terapeutiske rejse sættes i gang.

Spørgsmålet er, hvordan mennesker kan bevæge sig ud af ubevægeligheden
- Peter Levine

Copyright © Jimmy Hansen 2020